Missionsarbejde med livet som indsats
Bringer nødhjælp og evangeliet til karenerne i Burmas jungle
BURMA – Karen og David Eubank arbejder som missionærer blandt karenerne i flygtningelejre i Nordthailand og i Burmas jungle. Når de drager ind i junglen med evangeliet og nødhjælp, er det med livet som indsats. Men de gør det, fordi Jesus har kaldet dem til denne opgave. Deres arbejde støttes af Det Danske Missionsforbund.
Karenerne tilhører hjertet af den burmesiske modstandsbevægelse i landets østligste provinser. I mere end 50 år har et glemt folk ført sin kamp for frihed og retten til at leve som jævnbyrdig i et større fællesskab, en frihedskamp med paradokser. En del karenere er kristne, har taget imod Jesus som resultat af målrettet mission. Mange karenere, også nogle af de kristne, deltager i deres livs vigtigste frihedskamp. Ikke bare kristen og soldat, men kristen og guerilla-soldat, kristen i kamp. I sig selv et paradoks.
Netop dette paradoks standser forfatteren og samfundsdebattøren Carsten Jensen op ved i hans fantastiske bog Det glemte folk. En rejse i Burmas grænseland. (Anmeldelse i Udfordringen i næste uge).
I bogen møder Carsten Jensen David Eubank, men omtaler ham som Jim med en fortid som kaptajn i den amerikanske hærs specialstyrker, der nu, som missionær, har oprettet sin nødhjælpsorganisation Free Burma Rangers.
Når karenere og nødhjælpsarbejdere er bevæbnede og klar til at bruge deres våben, skal det slås fast, at der er tale om en forsvarskamp, når juntaens soldater angriber landsbyerne. Hjælpepatruljerne søger også så vidt muligt at undgå konfrontationer ved at operere skjult.
David Eubank er født i Thailand, hvor hans forældre var missionærer og stadig bor som pensionister. Han taler sproget og kender kulturen indefra. Hans træning og erfaring fra den amerikanske hær hjælper ham i nødhjælpsarbejdet i Nordthailand og ind i Burmas jungle.
I en lille landsby ude i bjergene bor et af de mange stammefolk i Burma. En dag lyder der maskingeværskud i landsbyen. Panikslagne flygter folk og forsøger at skjule sig i junglen. Militærjuntaens soldater stormer, sætter ild til husene og skyder alle, der ikke nåede at flygte. Snart er landsbyen forvandlet til en rygende ruinhob med forkullede lig af husdyr og mennesker. I junglen forsøger de overlevende at klare sig bedst muligt. Mange er sårede. De fleste har mistet familiemedlemmer. Mange dør af sult, udmattelse og mangel på lægehjælp.
At der er over en million flygtninge i Burma, hører vi ikke meget om i Danmark. Engang imellem nævnes nobelpristageren Aung San Suu Kyi og hendes kamp for menneskerettigheder, det er alt. Karenerne er et glemt folk, glemt af verdensopinionen, men Gud har ikke glemt dem.
Massakre på civile, nedbrændte landsbyer, ødelagte kirker, kristen præst og buddhistisk munk tortureret, tvangsforflyttelser, over 5.000 flygtninge, hvoraf 1.000 gemmer sig og flygter for livet, seks- årig dreng skudt, men flygtede hårdt såret og gik tre dage alene i junglen, inden han blev fundet og bragt i sikkerhed. Overlevede kun, fordi han spillede død. Sådan kan man læse i én af rapporterne fra Free Burma Rangers, og det er i denne situation, Karen og David Eubank søger at bringe nødhjælp og forkynde evangeliet.
Det Danske Missionsforbunds Ydre Mission har i flere år gjort en stor indsats blandt flygtninge og grænsefolk i Burma på grænsen til Thailand og i flygtningelejrene i Thailand. En indsats som omfatter flere ting. Blandt andet er Missionsforbundet med til at udruste og sende små grupper med nødhjælp, som bæres gennem junglen. Gruppen har også læger, undervisere og præster med. Ud over at bringe konkret hjælp i form af mad, medicin og behandling har de en vigtig opgave med at opmuntre. Ofte må de snige sig gennem junglen for at undgå juntaens soldater. Hvis de bliver opdaget, kan det betyde døden. Tit har de flygtninge med tilbage til flygtningelejrene i Thailand.
På grund af forfølgelserne er der en dyb mistillid mellem de forskellige grupper, og der er behov for at øge forståelsen, tilliden og enheden, ligesom der er behov for at få stablet et ansvarligt lederskab på benene.
Det projekt, som Det Danske Missionsforbund har ansvaret for, har blandt andet til formål at uddanne og udvikle nuværende og fremtidige ledere, så de kan stå i spidsen for et samfund med demokratiske og menneskelige værdier. Man ønsker også at opbygge selvværd ved at styrke den etniske og kulturelle identitet i de forskellige grupper.
Mange af de voksne mænd er engageret i at forsvare flygtningelejrene eller er forsvundet. Derfor sigter projektet ikke mindst på de forholdsvis mange kvinder i lejrene, ligesom udviklingen af helt unge ledere har høj prioritet.
På Fredens Stemme i Chiangmai, et kommunikationscenter, som er startet og støttes af Missionsforbundet, udvikles og produceres undervisningsprogrammer på kassettebånd og radioudsendelser, som spiller en meget vigtig rolle i arbejdet.
Desuden afholdes kommunikationskurser oppe i bjergene for ledere fra forskellige etniske grupper. Missionsforbundet arbejder her sammen med en række kristne organisationer om opgaven, som støttes økonomisk af Danida.
Viggo Søgaard, der i mange år var missionær i Thailand, spiller en væsentlig rolle i kontakten til Danida og gennemførelsen af projektet.
For David Eubank er det Guds mening med hans liv at bringe denne hjælp, selv om det er forbundet med risiko.
– Betydningen af materiel sikkerhed er overvurderet, siger han.
– Gud har en plan, det er det afgørende. Min sikkerhed er Guds problem. Vi må overlade alt til Gud, også når vi ikke umiddelbart forstår, hvad der sker. At opleve de burmesiske flygtninges taknemmelighed er rigelig belønning for strabadserne.
Karen Eubank betragter det som et privilegium at være mor. Det hjælper hende til at forstå de burmesiske mødre og børn og deres kamp for at overleve. Hendes børn lærer omsorg ved at være sammen med burmesiske børn. Børnene lærer, hvad der har virkelig værdi.
– Hellere et kort, rigt liv i Guds vilje end et langt tomt liv i sikkerhed. Realiteten er, at vi alle skal dø engang. Hvis vi blot lever for materielle ting, vil vi miste alt. På den måde vil vi aldrig blive levende, siger hun.
