Den dag, da Gud blev ét med os
Englen gav ikke hyrderne en tyk bog med sharia-love julenat. Han sagde til dem: Frygt ikke!
Det samme siger Gud til os i dag, siger den tidligere muslim Massoud, som i dag er kristen præst.
Julens budskab er ikke krav og lovbud, men verdens bedste nyhed til alle bekymrede mennesker.
Vi er nu nået til en af kirkens største højtider, som binder hele vores samfund sammen på en interessant måde. Juleevangeliet er nemlig en god historie. Altså ikke kun, fordi historien er spændende, børnevenlig og fantasifuld. Heller ikke kun, fordi historien er med til, at samtlige landets kirker uafhængigt af de konfessionelle forskelle bliver fyldt til bristepunktet.
Juleevangeliet er først og fremmest en god historie, fordi dets indhold er godt. Budskabet handler, i modsætningen til de andre små og storesekteriske trosretninger i verden, om en god nyhed.
Gud blev ét med os
Julens evangelium fortæller os jo, at Gud lod sig føde for at blive ét med os. For at blive et menneske som dig og mig. For at lære livet at kende på godt og på ondt, og ikke mindst for at gøre op med endeligheden: med mørket, døden og håbløsheden.Derfor fik Jesus også navnet Emmanuel, som på hebraisk betyder ’Gud med os’.
Juleevangeliet fortæller, at Gud i Jesus knyttede et bånd til os, som kan holde evigt – selv ind i døden, når vi sover ind i Herren.
Juleevangeliet er ikke en religiøs monolog, hvor vi skal påtvinges en tvivlsom sandhed om, at nu har Gud igen sendt endnu en profet iblandt 1.000 andre før ham – og at det eneste vidne til denne begivenhed er profeten selv!
Nej, juleevangeliet er ikke et lige pludseligt indtruffet hokus pokus. Det er en begivenhed, som er sket i overensstemmelse med mange profetier – og den har et indhold og et konkret fremtidigt formål.
Universet i bevægelse
Juleevangeliet, fødslen af dette gode budskab, sætter nemlig hele universet i bevægelse. Selv Guds fjender, som kejser Augustus, måtte altså uden selv at vide det medvirke til at fremme Guds evighedsplan.
Hele himlens hærskare med deres ærkeengel i spidsen kom til orde og lovpriste Gud og sang: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”
Vær ikke bange!
Ærkeenglen møder de flittige hyrder, som naturligvis ikke lå og sov, men var vågne og holdt nattevagt over deres hjord. Han bringer Guds budskab til alle, men det er som om, dette budskab fanges først af dem, der er afventende og på vagt.
Englens budskab er ikke en tyk og tung shariabog til ingen nytte. Guds engel forkynder for hyrderne på marken, der lå ude på marken og holdt nattevagt, fordi de var bekymrede og bange for deres hjord. Akkurat ligesom hver enkelt af os kan ligge i vores egen egn af livets mark, bekymret og bange for hvad der kan vente os. Englens budskab lød: Frygt ikke!
Juleevangeliet er et befriende budskab med denne fantastiske påmindelse: Frygt ikke! Et ord, der i øvrigt gentages mindst 365 gange i Biblen.
Det er som om, Gud vil minde os alle sammen om det – ikke kun her, når vi samles i kirken for at fejre vores traditionelle jul, men alle dage i hele året: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Frygt ikke”.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Juleprædiken af Massoud Fouroozandeh
Præst i frimenigheden Church of Love.
Juleevangleliet
Teksten er fra Lukas Evangeliet kap 2, vers 1-14 fra Bibelen på Hverdagsdansk
Jesus bliver født
1På den tid befalede den romerske kejser Augustus, at der skulle foretages en folketælling i hele kejserriget. 2Denne folketælling foregik før den, som fandt sted, mens Kvirinius var guvernør i Syrien.
3Alle tog af sted for at lade sig indskrive på listerne i den by, de stammede fra, 4og da Josef var af Kong Davids slægt, måtte han rejse fra Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa, Davids by. 5Han var nødt til at tage sin forlovede, Maria, med sig, selv om hun var højgravid.
6Mens de opholdt sig i Betlehem, kom det tidspunkt, hvor hun skulle føde. 7Maria fødte sin søn, den førstefødte. Hun svøbte ham i et tæppe og lagde ham i en krybbe i staldrummet, for gæsteværelset var optaget.
Englene og hyrderne på marken
“Samme nat lå nogle hyrder under åben himmel og vogtede får på marken uden for byen. 9Pludselig stod der en engel foran dem, og hele landskabet lå badet i et strålende lys fra Guds herlighed. Hyrderne blev forskrækkede, 10men englen beroligede dem. »Vær ikke bange!« sagde han. »Jeg er kommet for at fortælle jer en stor og glædelig nyhed, som angår hele folket: 11I nat er jeres Frelser født i Davids by. Det er Messias, og han er jeres herre. 12Det her skal være et tegn for jer: I vil finde et lille barn, som ligger i en krybbe, indsvøbt i et tæppe.«
13 I det samme brød himlen ud i jubel. En hær af engle lovpriste Gud med følgende sang:
14»Al ære til Gud i Himlen og fred på jorden
til dem, der gør Guds vilje!«
Muslimen som mødte Jesus
Massoud Fouroozandeh blev født i Iran i 1970 og voksede op som muslim. Han flygtede til Danmark i 1986 for at undgå at gøre militærtjeneste i Iran. Han blev overbevist om, at Jesus og ikke Muhammed sagde sandheden, og han konverterede til kristendommen.
Massoud blev uddannet cand.theol. fra Århus Universitet i 2010. Han var sogne- og indvandrerpræst i Fyens Stift og samtidig daglig præst i frimenigheden Church of Love gennem tre år.
I sit arbejde blandt muslimer i Danmark har Massoud set over 100 af dem blive kristne og derpå døbt. Det er ikke ufarligt. Massoud er ofte blevet truet på livet, men han fortsætter sit arbejde.
Dåben af muslimer, som ønsker at blive kristne, har imidlertid også givet ham vanskeligheder i forhold til biskoppen på Fyn og andre kirkelige autoriteter. Han blev derfor nødt til at stoppe som ansat indvandrerpræst i folkekirken og har siden 15. oktober 2014 været fuldtidsansat som præst i Church of Love, den kirke, han selv har oprettet, og som nu er en fri valgmenighed indenfor folkekirken.
Massoud har udgivet bøgerne ’Den forbudte frelse’, ’Islam og Kristendom’, ’Den forbudte dåb’ (om problemerne med biskoppen m.fl.) og ’Global Jihad. Islams sjette søjle’.
Alle bøgerne kan købes i Udfordringens bogsalg.
Mere om Massoud på www.mohabat.net