Nødhjælp giver håb om retfærdighed

Vi kan ikke skrue tiden tilbage for de fordrevne i Nordirak, men vi kan give dem værdigheden tilbage ved at række dem hjælp, lindre deres nød og tænde et lys af håb i lidelsens mørke, mener ugens kronikør.

Da DR i lørdags for niende gang blændede op for Danmarks Indsamling, skete det med et stort og nødvendigt tema i fokus: ”Mod uretfærdighed”. Millioner af kroner blev ringet ind for at bekæmpe undertrykkelse og sikre rettigheder til verdens fattige. Hvor er det godt! Men det kan være svært at overskue, hvordan de ædle mål bliver omsat i konkret handling. Og endnu sværere at måle resultaterne.

Det er en kompleks verden, vi lever i. Jeg vil gerne komme med eksempler på, hvad uretfærdighed også er – og hvordan man kan bekæmpe den bare en lille smule. Det er uretfærdigt, at en 1700 år gammel kultur med kirker og klostre fra 300-tallet bliver ødelagt af rabiate terrorister. Da Islamisk Stat indtog byen Mosul i Nordirak ødelagde eller besatte de omgående byens 45 kirker. Billeder af bulldozere, der jævner kirker og moskéer med jorden, cirkulerede verden rundt. Hætteklædte mænd raserede byens museer, hvor montrer blev splintret og skulpturer hugget om.

Det gør ondt langt ind i sjælen

Det er uretfærdigt, at mennesker fra disse ældgamle kulturer bliver kidnappet, voldtaget og slagtet af Islamisk Stat, bare fordi de har en anden tro. Jeg har selv hørt fordrevne kristne og yezidier fortælle deres grufulde historier. En mor må se sin teenagedatter blive bortført på ladet af en truck og trygler forgæves om at få hende tilbage. En dreng må lede i bunker af lig efter sin far. Gravide, handikappede, ældre og små børn, der blot efterlades for at sulte ihjel. Det er næsten ikke til at rumme.

Det er uretfærdigt, at vi som verdenssamfund kun har flygtningelejre til halvdelen af den million fordrevne, som er flygtet op i de kurdiske bjerge i Nordirak. Dem byder vi tynde sommertelte med så ringe el-tilslutning, at man næppe kan holde et varmeapparat kørende. Og de tusinder, som udenfor lejrene må søge ly for vind og kulde i ufærdige betonbyggerier, er vi tvunget til at hjælpe der, hvor de er. Kirker og skoler er overfyldte, og mange mennesker må overnatte under åben himmel.

Det er simpelthen uretfærdigt

Det er en uretfærdighed, de fordrevne kan mærke på deres frysende kroppe – dag ud og dag ind. Og det er en uretfærdighed, der tærer på en psyke, der i forvejen er voldsomt traumatiseret af de forfærdelige oplevelser. De kan ikke vende tilbage til deres marker, huse og forretninger.

De kan blot vente på, at nogen gør noget. Sådan er situationen for flygtninge og fordrevne mange steder i verden. Og det gør mange organisationer og regeringer også noget ved. Men det kan ikke altid mærkes af den enkelte flygtning eller internt fordrevne – og slet ikke i afsidesliggende landsbyer langt oppe i de kolde kurdiske bjerge.

Her kan du og jeg mindske uretfærdigheden bare en lille smule. Vi kan lindre. Og vi kan tænde et lys af håb i lidelsens mørke. Vi kan ikke skrue tiden tilbage og ikke genopbygge ødelagte kirker og klostre i en krigszone. Men vi kan gøre noget for mennesker i kulturen. Ved at hjælpe dem én for én kan vi bevare deres skikke og traditioner og sikre, at deres minder og myter ikke går tabt. Vi kan ikke læge de fordrevnes traumer efter de voldsomme overgreb, de har været udsat for. Men vi kan måske lindre en smule ved at vise, at der er nogle i Danmark, der tænker på dem og gør sig umage for at række en hjælpende hånd. Vi kan heller ikke give alle fordrevne et underhold på ubestemt tid.

Vi kan gøre en forskel

Men en vinterjakke og et termotæppe at varme sig ved, en madras og en presenning at værne sig mod kulden med, og nogle brædder og værktøj at tætte huller i huset med, gør da en forskel.
I Mission Øst har vi hidtil hjulpet 10.000 fordrevne, og i de kommende uger vil vi hjælpe yderligere 25.000 med vinterhjælp. Jeg har set glade glimt i modtagernes øjne, når de har modtaget disse meget enkle hjælpemidler. Børnene putter sig under tæpperne. Kvinderne giver dem vinterjakker på. Mændene går så småt i gang med at tætne huset.
De får alle værdigheden tilbage. Og det er der også noget retfærdigt i.

Af Kim Hartzner