Overvældet af Netanyahus kone Sara

Midt i den israelske valgkamp er statsministerens kone genstand for ny sladder.

I lang tid har Israels befolkning været optaget af statsminister Benyamin Netanyahus kone Sara. Hun beskyldes for at underbetale sine tjenestefolk. Den seneste sladder, der nu skal undersøges seriøst af myndighederne, handler om hendes store vinindkøb og tilbagebetaling af tomme flasker.

I “Barberen i Sevilla” synger den skurkagtige Don Basilio ’La Calunnia-arien’ om den bagvaskelse, der begyndte som en hvisken og ender med et tordenskrald for at efterlade det ydmygede offer til at blive trampet på af masserne og dræbt. Men så står en mand frem og proklamerer: “Jeg har mødt denne kvinde, dette objekt for al sladder”. – Jeg fandt, at hun er meget venlig og gæstfri og utrolig feminin efter israelsk målestok, skriver Benny Ziffer i Haaretz efter at have mødt Sara Netanyahu.

Attraktiv kvinde

Han skriver videre: “Hvis jeg ikke havde været for sky, ville jeg have fortalt hende, at hun var en attraktiv kvinde. Mine to timer i selskab med denne kvinde, som alle elsker at hade, forsvandt, som når man finder sig selv henrevet af en god skuespiller, der spiller en klassisk rolle som dronning eller en stor kvinde. Jeg følte mig fortryllet. Sara Netanyahu har en stor tilstedeværelse, en jeg med glæde ville bytte for alle kedelige og selvretfærdige mænd og kvinder fra vores offentlige og politiske sfærer.

Og lidt efter lidt som vi sad der i lænestolen efter en tur i den mest beskedne, gammeldags gæstevinge af statsministerens residens, kunne jeg indskrænke min diagnose af, hvorfor nationen er blevet overvældet med en sådan gevaldig Sara-fobi: I en israelsk politisk kultur, der mangler finfølelse og manerer, har Netanyahuerne prøvet at opnå noget af den eksterne glorie, som minder om italienerne og europæerne i almindelighed i deres elegante og fine manerer. Jeg har selv besøgt den franske premierministers residens og set hans luksus-saloner, de forgyldte møbler og alt det, som uraffinerede folk ville kalde ekstravagance, fx. det vældige to-etagers køkken.

I det øjeblik syntes hun at være som en lille pige igen, og jeg følte hendes ensomhed og længsel

Civiliseret

Omkostningerne ved at vedligeholde statsministerresidensen er nået til niveauer, som i Israel meget vel kunne have medført oprettelsen af en særlig undersøgelseskommision, omkring 60 millioner sheckel årligt. Korruption? Det er alt sammen et spørgsmål om prioriteter. Men der er noget andet, der er usundt og farligt i Israels macho, ubehøvlede politiske kultur: frygten for den erotiske kvinde. Det forekommer mig, at alle smædehistorierne om Sara Netanyahu skyldes denne frygt. For første gang i Israels historie er dets overhoved en relativt ung mand, som er gift med en yngre attraktiv kvinde, som først og fremmest er ung hustru og mor.

I et hvilket som helst andet land ville dette blive opfattet som noget meget normalt og acceptabelt. Ikke her, i et land som det ikke er lykkedes at befri sig fra det jødiske kompleks, som ser et ægtepars erotiske relationer som noget, der må holdes skjult, når du er en politisk skikkelse. Og det hjælper sandelig ikke, at Sara Netanyahu har en nærværelse, som er umulig at skjule. Dette er hendes første synd. Ja, det er dette erotiske spøgelse, som hænger over Israels politiske verden. Det er som sladderen i Rossinis arie. Man affyrer en salve af rygter, såsom at Netanyahuerne “ikke rigtig kommer overens” eller at “hun holder ham ved struben”.

En hel kultur hænger på denne slagside af foragtelige ting – dette at alle ønsker at pege fingre og sige “fy føj”. Og naturligt nok, nogen må være skyldig, når alle peger fingre og holder sig for næsen. Lad det være hende. Da hun tog mig hen til reolen for at vise mig de børnebøger, som er skrevet af hendes elskede far, Ben-Artzi, så jeg bedrøvet på hende. I det øjeblik syntes hun at være som en lille pige igen, og jeg følte hendes ensomhed og længsel. Hvis jeg ikke havde været forlegen, ville jeg have kunnet trøste hende og minde hende om, at i Rossinis opera vinder de gode til sidst, og den onde Don Basillo, udbrederen af bagvaskelse, bliver sendt bort til lyden af ’Buona notte’, slutter Benny Ziffer.