Skilsmissen er annulleret

Af Jón Poulsen Præst i Søhøjlandets Kirke, Gjern
Af Jón Poulsen
Præst i Søhøjlandets Kirke, Gjern

Dagens evangelietekst er skrevet på en mørk baggrund. Mennesker og Gud kunne ikke længere være sammen. Der var sket en kosmisk skilsmisse.

Skilsmisse gør altid ondt. Naturligvis er nogle bedre til at takle det end andre. Men det er altid smertefuldt. Ofte har det også konsekvenser for langt flere end blot de to. Børnene lider. Gamle familierelationer går i stykker.

Den oprindelige plan

Gud skabte oprindeligt mennesket som et væsen, der skulle tilbringe hele sit liv i hans nærhed. Han skabte det i sit billede. Mennesket var Guds barn. Men vi gjorde oprør. Og skilsmissen trådte i kraft. Adam og Eva var de første syndere. Men deres fald havde konsekvenser flere tusinde år ind i fremtiden. Samtlige af deres efterkommere blev inficerede af deres synd.

Forbindelsen genetableret

Ovenstående er baggrunden for dagens evangelietekst. Og Jesu fantastiske budskab er: ”Nu er tiden ved at være der, hvor skilsmissen er fortid. At der igen er forbindelse mellem Gud og mennesker.”
Broforbindelsen har været lukket lige siden Edens dage, men med Jesus er den blevet åben igen. Det, Jesus vil for sine disciple – det Jesus vil for os, er at vores glæde skal være fuldkommen. ”…så jeres glæde kan være fuldkommen.” kan også oversættes sådan: ”… så jeres glæde kan nå sin fylde.”

Vi mennesker er bægre, der er tiltænkt absolut glædesfylde. Men da synden kom ind i verden, gik der hul i bægeret. Og vi begyndte at fylde alt muligt i for at nå tilbage til den oprindelige lykkefølelse. Vi forsøgte, om vi kunne finde lykken i penge, i forbrug, i sex, i ægteskabet, i karrieren, i venskaber… Og nogle gange oplevede vi det som om, at vi var tæt på. Men vi kan aldrig helt komme i mål. Baggrunden er, at det eneste, der for alvor kan fylde vores glædesbæger, er ham, som vi er skabt til at tilhøre. Og nu siger Jesus, at vejen er åben. Vores glæde kan være fuldkommen, sådan som den var tiltænkt. Sådan vil alt sammen ske i Jesu navn.

Hvad betyder det at bede ”i Jesu navn”?

Vi er skabt til at leve i fællesskab med Gud. Synden førte til en skilsmisse, men gennem Jesus er det muligt igen at leve i Guds nærhed.
Vi er skabt til at leve i fællesskab med Gud. Synden førte til en skilsmisse, men gennem Jesus er det muligt igen at leve i Guds nærhed.

Vi kan døbe i Jesu navn. Vi kan gå til nadver i Jesu navn. Vi kan have ægte fællesskab med hinanden i Jesu navn. Vi kan gå ind i Guds rige i Jesu navn. Ja, vi kan bede i Jesu navn. Det handler ikke om, at navnet Jesus som sådan er en magisk besværgelse. Værdien ligger i manden bag. På grund af Jesus, og på vegne af, hvad han har gjort for os, er vi Guds børn, når vi tror på ham. Vi har direkte adgang til Faderen.
Lad os ganske kort standse ved, hvad dette ikke betyder.
Det betyder ikke, at vi altid får, hvad vi beder om. Heller ikke når vi slutter bønnen af med at sige: ”…i Jesu navn!” Det betyder ikke heller ikke, at vi nu er frie for sorg og lidelse. Det betyder ikke, at vi hele tiden er jublende glade. Til gengæld betyder det, at i Jesu navn har vi alt i ham. Vi har hans retfærdighed. Og vi har håbet om, at han en dag vil komme igen for at genoprette og genskabe alt.

Det rette perspektiv

Der er et allerede/endnu-ikke perspektiv, som vi bliver nødt til at tænke med ind i teksten, hvis vi for alvor skal kunne gribe den.
• Vi har allerede her og nu direkte adgang til Faderen; men vi er ikke hjemme endnu.
• Vi er allerede sikret en plads i det evige rige; men vi bor der ikke endnu.
• Vi har ejerskab i den fuldkomne glæde; men vi er ikke endeligt frie for sorgen og lidelsen endnu.
Men vi har Jesus. Og han er taget hjem til sin far – og en dag skal vi få lov til at følge i hans fodspor. Indtil da får vi lov til at dele ud af den glæde, vi har fået del i. Så endnu flere syndere kan lære Jesus at kende, så skilsmisse-annulleringen også må træde i kraft for dem.

Søndagens tekst: Joh. 16:23b-28

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Bed og I skal få
Det siger jeg jer: Han vil give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. 24Endnu har I ikke prøvet at bede om noget i mit navn. Bed i mit navn, og I skal få, så I kan blive fyldt af glæde.

Jesus har sejret over verden
25Indtil nu har jeg måttet tale til jer i billeder, men den tid kommer, hvor det ikke er nødvendigt længere. Da vil jeg tale klart til jer om Faderen. 26Når det sker, kan I også gå direkte til ham i mit navn. Det er ikke nødvendigt, at jeg går i forbøn for jer hos Faderen, 27for han elsker jer, fordi I elsker mig, og fordi I tror, at jeg er kommet fra ham. 28Da jeg kom til denne verden, kom jeg fra Faderen. Nu forlader jeg så denne verden og er på vej tilbage til Faderen.«