Autonomt stift indsatte ulovlig biskop

En gruppe konservative præster i Svenska Kyrkan har med indsættelsen af sin egen biskop sat sig uden for Svenska Kyrkan, mener ærkebiskopSVERIGE: Der er krigstemning i Svenska Kyrkan, den svenske folkekirke, som for fem år siden blev adskilt fra staten.

En gruppe konservative præster har længe protesteret mod Svenska Kyrkans mere og mere udbredte nej til at ansætte præster, som åbent giver udtryk for et andet bibelsyn end de liberale, svenske biskopper.
Ifølge Svenska Kyrkans love kan man ikke blive ordineret som præst eller stille op til et bispevalg, hvis man er modstander af kvindelige præster.
I 2003 oprettede præsterne deres eget stift, Missionsprovinsen, og i sidste weekend toppede konflikten, da man indsatte sin egen biskop, sognepræst Arne Olsson, uden om resten af Svenska Kyrkan.
Ifølge den svenske avis Dagen fandt indsættelsen sted på Schillerska Gymnasium i Göteborg, hvor biskoppen i den lutherske kirke i Kenya, Walter Obare Omwanza, forestod selve bispevielsen. Med sig havde han fire udenlandske præster, heriblandt den kontroversielle norske abortmodstander Børre Knudsen.
– I Afrika og andre dele af verden forstår vi slet ikke denne type kirkelig tyrani, hvor troende mennesker forhindres i at forkynde det kristne budskab. Hvordan kan det ske i en tid, hvor menneskerettighederne råder, sagde den kenyanske biskop i sin tale.
– I dag er det et beklageligt faktum, at hovedparten af kirkerne i den vestlige verden har forvrænget Guds ord. Ideen med at lade folkets vilje være en autoritet i kirken kommer fra den schweiziske filosof Rousseau, ikke fra Bibelen, sagde han og fastslog, at det var helt legalt ikke at føle sig bundet af en kirke, som modsiger Guds ord.

Forud for bispevielsen havde Arne Olsson i et brev gjort det klart for domkapitlet i Karlstad, at indsættelsen ikke var ment som et totalt brud med Svenska Kyrkan.
– Missionsprovinsen er ikke en ny kirke, for der findes kun én Kristi kirke, fastslår han.
Tværtimod opfordrer han domkapitlet til at betragte Missionsprovinsen som en autonom provins i Svenska Kyrkan og som en ressource, når det gælder forkyndelse og sjælesorg blandt mennesker, som ikke længere har tillid til det budskab, de hører andre steder i Svenska Kyrkan.
Arne Olsson er godt klar over, at indsættelsen kan koste ham præsteembedet, og han erkender over for domkapitlet at have brudt sit præsteløfte på ét punkt.
– Jeg lovede at efterleve kirkens lov og orden. Det løfte bryder jeg. Til gengæld vil jeg fortsat holde det løfte at „efter bedste evne, rent og klart, at forkynde Guds ord, som det er os givet i den Hellige Skrift, og som kirkens bekendelsesskrifter vidner om. Og kommer disse løfter i strid med hinanden, så gælder Guds ord frem for kirkens, eftersom man må lyde Gud mere end mennesker, siger Olsson.

Den nye biskop skal dog ikke forvente for meget velvilje fra Svenska Kyrkans øverste ærkebiskop, K.G. Ham-mar, der ikke tøver med at erklære bispevielsen ulovlig og ugyldig ifølge Svenska Kyrkans love. Kun ærkebi-skoppen kan foretage en lovlig bispevielse, siger han i en officiel udtalelse til Missionsprovinsen.
– Missionsprovinsen har nu oprettet sin egen selvstændige kirke. En lille minoritetsgruppe har gennem et par år opbygget en alternativ struktur, og det kirkebyggeri fuldførtes med bispe- og præsteindvielsen. Det er nu blevet tydeligt for alle, at Missionsprovinsen ikke er en del af den svenske kirke, skriver K.G. Hammar.
Samtidig håber han, at de præster, som måtte tilslutte sig det nye stift, selv drager den konklussion at nedlægge deres embede i Svenska Kyrkan.
Allerede da de konservative præster begyndte at rasle med sablen, gjorde Svenska Kyrkan det klart, at en tilslutning til Missionsprovinsen ville koste præsterne både job og embede, men dog ikke medlemsskab af Svenska Kyrkan.