Ny strukturplan i den katolske kirke
’Det nye Katolske Danmarkskort’ hedder strukturplanen, som implementeres over de næste tre år.
Alle de katolske menigheder i Danmark er blevet hørt indtil flere gange i forbindelse med kirkens nye strukturplan, hvis første del trådte i kraft fra 1. august i år.
Strukturplanen varsler nedskæringer, blandt andet i form af nedlægning af kirker og sammenlægning af menigheder. Derfor har planen været til høring hos alle menigheder to gange – og endda tre gange i Nordjylland samt i Pastoralrådets Forretningsudvalg, Præsterådet og i Biskoppeligt Råd.
Et stort flertal på 32 har stemt for, mens 1 var imod og 2 undlod at stemme. Strukturplanen skal implementeres mellem den 1. august i år og 1. august 2018.
Allerede den 1. september i år begynder Køge og Roskilde at samarbejde med pastor Marcos Romero Bernus som fælles sognepræst. Samtidig bytter den nuværende sognepræst i Roskilde, Pater Alren Soosaipillai, gårde med pastor Marcos og bliver sognepræst i Lyngby. Menighederne i Ringsted, Næstved og Vordingborg får en fælles andenpræst, nemlig pastor Stefano Tarquini, fra 3. oktober.
Bispekontoret vil i løbet af efteråret besøge menigheder, der skal sammenlægges, eller hvor kirker skal nedlægges, oplyser generalvikar Niels Engelbrecht.
Indsamling til fordel for ægteskabet
De katolske kirkers Caritas-kollekt fra søndag den 30. august vil i år for første gang gå til kirkens sociale arbejde i Danmark.
Midlerne vil således gå til at forebygge skilsmisser og samlivsbrud gennem de såkaldte PREP-kurser, afhjælpe ensomhed og isolation via venskabsfamilier til flygtninge samt skabe bedre forhold og netværk for au pairs, siger generalsekretær Jann Sjursen fra Caritas Danmark.
Han tilføjer, at den samlede kollekt sidste år på kr. 129.493,72 ikke er det bedste resultat til dato.