Kristendemokraterne slikkede sår på landsmøde
Formand Stig Grenov maner til at fortsætte kampen for KD efter endnu et valgnederlag.
– Vores økonomi er udfordret, valgresultatet var status quo, men tilslutningen til vores holdninger er større, end vi tror. Det endelige ansvar for dette mærkværdige resultat er og bliver mit, og skal ikke flyttes andre steder hen.
Det indrømmede KDs formand Stig Grenov i sin formandsberetning på partiets landsmøde i weekenden. Men han tilføjede dog straks et ”Men”.
– Jeg synes godt, vi kan være stolte, fordi KristenDemokraterne gik til valg på det, vi troede på.
KristenDemokrater over hele landet gjorde en helhjertet og fantastisk indsats – også på de sociale medier. Meningsmålingerne sagde 1,5% ganske få dage før valget. Et lille nøk til, og vi have været der. Vi gjorde det godt!
’Tid til eftertanke’
Stig Grenov indrømmede dog, at ”det er tid til eftertanke”.
– Hvis KristenDemokraterne kun lever for at tilbagebetale valggælden og indsamle 21.000 vælgererklæringer for igen at få 0,8% af stemmerne ved næste valg, er det ikke bare beskæftigelsesterapi – det er ren masochisme, sagde formanden med sin sædvanlige krasse retorik.
Et kristent land?
Han stillede retorisk spørgsmålet: Er der brug for KD?
Derefter takkede han regeringen for dens udsagn om, at ”Danmark er et kristent land”.
Men han kritiserede derefter regeringen og Venstre for at lægge for stor vægt på økonomiske stramninger og vækst.
Han kritiserede flygtningepolitikken. Fx at integrationsydelsen er så lav, at flygtningen kun har ca. 500 kr. om måneden til tøj, mad og transport, efter at huslejen er betalt.
– Tvinger sulten dem til at stjæle, er de utaknemmelige kriminelle, der smides ud. Består de danskkursus 1, skal de betale over 10.000 kr. for både niveau 2 og 3. Det er en eksklusionsydelse. Er Danmark et kristent land? spurgte Grenov.
Han opfordrede til ekstraordinært at tage imod 10.000 kristne flygtninge fra Mellemøsten.
Han nævnte en lang række sociale og etiske områder i sin lange beretning, hvor han stillede det retoriske spøgrsmål: Er Danmark et kristent land?
Blandt eksemplerne var den offentlige pornografi:
– Det er på tide, et politisk parti sparker til medieansvarsloven, så den tages alvorligt. Når offentligt tilgængelige plakater for filmen ”Klovn forever” viser en plakat med et grænseoverskridende seksuelt budskab, skal det koste producenten overskuddet fra filmen samt filmstøtten, mente han.
– Vi skal som forbrugere kunne være trygge ved at tage vores børn med ind til en tegnefilm, uden at de præsenteres for reklamefilm med kønsdele og samleje.
Det er på tide, der er bare ét parti, der står op for friheden til at være fri for pornografi i det offentlige rum, sagde Grenov.
– KD skal styrke de kristne friskoler. Vi vil sikre, at de kristne radiostationer ikke kvæles til fordel for de kommercielle. Vi vil understøtte kristne foreninger, der yder et enormt stykke socialt arbejde i ind og udland. Vi vil et samfund, der holder de kristne helligdage fri for handel. Vi vil presse mellemøstlige regeringer til at behandle kristne på samme vis, som vi behandler vores religiøse mindretal.
Et kristent samfund adskiller religion og politik, men er sig bevidst om hvilke værdier, der skal være grundlæggende for al lovgivning, sagde Grenov.
Det sidste var en henvisning til biskop Sten Skovsgaard, der var inviteret til at tale om at adskille religion og politik.
Fremtiden?
Det store spørgsmål for KD er imidlertid ikke de mange gode meninger, men om partiet kan fortsætte efter endnu et valgnederlag.
Det mente formanden, at KD kunne. Han opfordrede til at oprette hurtigt arbejdende task-force grupper, som fx arbejdede på fx at indsamle 21.000 underskrifter, så partiet igen kan opstille.