21 unge på mission i Grønland

s3_stor_grønlandGert Bjørsted fra Vestermarkskirken i Grindsted fortæller om danske unge på 10 dages efterårsmissionstur i Ilulissat i Grønland.

Af Gert Bjørsted,
frikirkeprædikant i
Vestermarkskirken Grindsted
Fotos: Jonathan Stephansen

For få år siden blev Qupaloraarsuk-kirken i Ilulissat udvidet med modernisering og nye kirketilbygninger, men fraflytning efterlod kirken i en vis form for sårbarhed.

Kirken er en del af det Grønlandske kirkenetværk INO.
En af pionererne i Det Danske Missionsforbunds initiativ i Grønland, Jens Sørensen, spurgte en dag, om vi i Grindsted som ungdomskirke Grow kunne tænke os at knytte tættere kontakt til missionsarbejdet i Grønland i håbet om at skabe grobund for næste generations medejerskab på arbejdet.

Unge i kirken

I efteråret 2014 var vi tre unge mænd på ekskursionstur for at researche og tænke tanker for en eventuel missionstur for danske unge i efteråret 2015.
Det, vi mødte, var en lille menighed i store lokaler, med få ledere. Men vi opdagede hurtigt et kendetegn ved kirken. Byens teenagere hang ved kirkebygningen nat og dag. Kirken er oprindeligt grundlagt via klubaktiviteter for børn og unge.

Vækkelse i byen?

Igennem Det Danske Missionsforbunds børne og ungdomsarbejde MBU i samarbejde med YFC, fonde, genbrugsbutikker og frivillige donorer fik vi i tro mulighed for at kæmpe for at realisere dette års tur.
Turen endte i noget nær følelsen af vækkelse i byen.
Jeg siger det meget forsigtigt, for hvad er vækkelse?
Det vi oplevede, var fyldte sale med en stadig tilstrømning af mennesker, som kom ind på møderne og søgte forbøn. Der var en fornemmelse af, at folk kom på baggrund af positive rygter om, hvad Gud gjorde i byens forsamlingshus i den uge.
Mange blev helbredt, og det danske team blev hurtigt klar over, at dette ikke var nogen efterårslejr i Grønland. Nej her måtte vi alle træde i fuld funktion og betjene mennesker, som kom med utallige behov.
Der blev afholdt møder i både kirken og i det lokale forsamlingshus. Forsamlingshuset var totalt proppet.

Fred for ånderne

I løbet af ugen blev Guds ord forkyndt i fængsel, på plejehjem, og en dag blev vi pludselig inviteret til at komme og bede for et demenshjem, hvor grønlandske ansatte havde stor frygt for at gå på arbejde, fordi vinduer og døre klaprede.
Beboerne sov ofte dårligt, og der herskede en frygt, som vi blev bedt om at udfordre igennem forbøn. Hjemmet lå på en grund, som historisk set menes at være blevet brugt til okkulte aktiviteter.
Flere mente at have set nogle uhyggelige åndelige skikkelser gentagne gange. Det er ikke ualmindeligt, at grønlænderne beder om forbøn på hjemmefronten, for de har ofte en fornemmelse og frygt for, at der rumsterer åndskræfter med negativt fortegn rundt om i husene.
Dagen efter blev vi ringet op. Der herskede nu fuld tryghed og ro. Ja beboerne havde sjældent sovet så godt.

Flere helbredelser, end vi kunne tælle

Vi oplevede utroligt mange helbredelser i form af rygskader, høreskader og øjne, som efter forbøn syntes i bedring eller fuldkommen helbredt. Grønlænderne knækkede brillerne efter forbøn og smed høreapparaterne, og ben voksede øjensynligt ud.
Alt sammen fantastisk at erfare for det danske team.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Besøg i fængslet

Men det stærkeste var for min del en aften, hvor vi blev bedt om at gå hen og synge og prædike i det lokale fængsel.
Jeg var ikke helt forberedt på at skulle medvirke dér og fik at vide, at jeg skulle synge.
Vi valgte en gammel sang, som jeg ofte har sunget i gode som i svære dage. Shepherd of my soul. Oversat til dansk: Hyrde for min sjæl.
Pludselig lagde en af fangerne sig ned på en sofa og lukkede øjnene, og jeg var klar over, at jeg blev nødt til at knytte en spontan miniprædiken til sangen. For alle sad koncentreret stille.
Den aften var skelsættende for mig, fordi fangerne pludselig åbnede sig helt naturligt op.
Hele teamet begyndte at fortage forbøn individuelt for fangerne, og Guds ånd kom over fangerne, og selv fangerne begyndte at praktisere håndspålæggelse for hinanden. Det var utroligt stærkt, pludselig oplevede en kvindelig indsat en åndelig udfrielse. Hun hostede kraftigt og længe under forbønnen. Men selv beskrev hun oplevelsen, som om noget forlod hende igennem munden.
Da ugen var slut, og vi skulle holde almindelig gudstjeneste i den lokale kirke, var to fanger fra fængslet med på mødet.
Den søndag var kirken proppet, og ca. halvdelen var ikke vant til at komme i kirken ifølge præstens udsagn. På mødet fik en anden fængselsfange også et meget stærkt møde med Jesus.

Invitation til 2016

Det danske team bestod af unge med primært baggrund i Det Danske Missionsforbund, men også unge fra Baptistsamfundet og kirkenetværket Connection og tidligere UMO-folk var med.
I uge 26 2016 skal INO-kirkerne i Grønland holde sommerstævne i Ilulissat, og vi fik således en kraftig opfordring til at forsøge at samle et dansk team. Drømmen er at samle et stærkt sommerteam til at komme og forestå forkyndelse, dans, drama, lovsangsband, samt ungdomslejr.
Vi ønsker et mandskab på 40 ivrige danske unge, som vil til Grønland og gøre en forskel.
Vi havde svært ved at rejse hjem, for vi følte trang til opfølgning, men hjem skulle vi jo.
Derfor har vi brug for at vende tilbage. Vi tænker, at sommerstævnet vil blive genstand for meget af det, vi oplevede, hvis vi forstår at se mulighederne og bruge dem konstruktivt.
Derfor har vi brug for forbøn og i høj grad økonomisk støtte, ligesom vi fik til denne tur.

Kaldet fra Grønland

En ting, som gav mig troen på projektets rigtighed i år, var, at projektet hele tiden kørte fra mund til mund, og vi havde en følelse af, at teammedlemmerne følte sig kaldet til at tage med.
En søndag, hvor jeg var i Bethaniakirken i Aalborg for at fortælle om turen, fik jeg en tydelig bekræftelse, som jeg sent vil glemme. Pludselig stod en af de ældre, som brændte for at se unge i tjeneste, og spurgte mig direkte: ”Gert, har du et projekt, jeg kan støtte økonomisk?”
Der tog jeg vedkommende på ordet og nævnte, hvad vi på daværende tidspunkt havde af økonomiske mangler før turens endelige realisering.
”Godt”, sagde han, ”jeg sender dig lige halvdelen af beløbet i ønsket om Guds velsignelse over projektet.”
Jeg takker Gud for sådanne brændende typer. Det var med til at give grønlænderne og det danske team nogle Jesus-erfaringer, som vi sent vil glemme.
Måtte det blive muligt at sende unge i tjeneste sommeren 2016.
Så vi kan imødekomme grønlændernes ønske om, at vi vender tilbage og hjælper INO kirkernes sommerkonference i uge 26 i Ilulissat.


Artiklen fortsætter efter annoncen: