I’m a Dane
Amerikanske Tim Vierks forfædre kom næsten alle fra Danmark, og han har altid følt sig som dansker.
Nu er han vendt tilbage til sine rødder – som missionærTims oldefar var sømand fra Århus. I forrige århundrede slog han sig ned i staten Maine i USA, hvor han tog imod mange danske indvandrere. 
– De danske indvandrere hjalp hinanden. Alle vidste, at de kunne skrive til Christian Boe i Maine, og så ville han tage imod dem på kajen.
Men han nøjedes ikke med at sige Goddaw og hjertelig welkommen til Amerika – nej, han tog dem med hjem til sit hus, hvor de fik mad og kunne bo, indtil de selv havde fundet et sted. Han hjalp dem med at finde et arbejde.
– En gang om ugen holdt han bibelstudie, og på den måde blev der efterhånden så stor en gruppe kristne danskere, at de sendte bud hjem efter en præst, som kunne prædike for dem, fortæller Tim på et syngende gebrokkent dansk, som skyldes, at han er norsk gift.
Tim kommer selv fra Omaha i staten Nebraska, som ligger i midtvesten.
– Det er en landbrugsstat, hvor vi dyrker majs. Men majsen er så dårlig, at vi giver dem til køerne, griner han.
– Mine forældre bor i Omaha. De tilhørte den danske lutherske kirke, de havde gået på den lutherske bibelskole i Omaha og Blair (oprettet af Jens Dixen, red.) og helt til mine bedsteforældres generation talte mange stadig dansk. Fem ud af mine otte oldeforældre var danske.
De skandinaviske indvandrere har betydet meget for den åndelige udvikling i USA.
– Vi tilhørte en luthersk kirke og havde en troende præst, som var meget konservativ og troede, at hvis blot mennesker blev indenfor de kirkelige traditioner, så ville de blive bevaret i troen.
Han forstod ikke, at det er nødvendigt for ethvert menneske at omvende sig og have et personligt forhold til Gud gennem Jesus Kristus.
Mine forældre gik sammen med mange andre venner over til en uafhængig kirke, da jeg var 11 år. I USA findes der masser af uafhængige menigheder.
Selv gav jeg mit liv til Jesus, da jeg var 12 år og blev døbt som 14-årig. Allerede som 15-årig følte jeg klart et kald til at blive missionær.
På det tidspunkt var der mange unge kristne, der besluttede at gå ind i mission. Det var en hel bølge på det tidspunkt. Men sådan var det ikke med mig. Jeg ville ikke.
Til gengæld fik jeg en meget livagtig drøm, hvor min ungdomspræst kom og sagde til mig: De fleste af de unge, som nu siger ja, vil aldrig blive missionærer, men du vil.
Siden dengang var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle være missionær.
– De ældre talte altid om, hvor godt der var hjemme i Danmark. Maden var bedre, jorden var bedre, menneskene var bedre…
Danmark var bare det absolut bedste sted for mig, da jeg voksede op. På væggen hang platter med danske motiver, vi lavede dansk legetøj, og vi glorificerede Danmark.
Men samtidig hørte vi om de dårlige moralske ting, der skete i Danmark. Om topløse på strandene, hvilket er utænkeligt i USA, om børneporno, om at unge blot flyttede sammen uden at være gift, osv.
Skandinaviske lutheranere er i USA berygtet for at være meget liberale, så myten var brudt – og det knuste vores hjerter.
– Jeg drømte vel om at blive missionær i Danmark. Ikke for at komme med et amerikansk budskab, men for at give danskerne deres egen gamle kristne kultur tilbage.
Men jeg følte det ville være for egoistisk af mig blot at tage til Danmark. Jeg var sikker på, at det bare var mit eget ønske, og at Gud havde en anden plan.
Jeg gik først på Asbury College og da det viste sig, at jeg var god til teologi, var der nogle, der sagde, at jeg skulle læse videre.
Det var lige noget for mit ego. Jeg ville gerne være professor i teologi og begyndte at studere ved Asbury Theological Seminary. Efter få måneder indså jeg, at det slet ikke var Guds vilje, men bare mit eget ego, der ville have titler og anseelse.
Så jeg stoppede og var meget desillusioneret og gled igen væk fra Gud. Jeg sagde aldrig nej! til Gud, men jeg undlod at sige ja! til Gud i mit daglige liv. Og så glider man væk…
Men Gud lagde tingene til rette. Landa Cope fra UMO kom for at bo hos mine forældre en tid, fordi hun var udbrændt. Mine forældre bad mig om at gå ud og spise med hende, og pludselig sad vi og talte om mission.
Hun inviterede mig med på et team, som skulle rejse i Afrika, Asien og Europa. Jeg fik alt i orden, men så blev turen aflyst. Til gengæld blev jeg inviteret til UMOs skole i Schweiz. Her mødte jeg Mark Anderson, som skulle undervise om mission gennem kampagner. Jeg var meget imod den tanke og mente, det var både forkert og ubibelsk. Men allerede anden aften gav jeg ham ret i, at kampagne-evangelisation på en god måde kunne nå nogle mennesker, som ellers ikke ville blive mødt med evangeliet.
På DTS-skolen i Schweiz mødte Tim norske Bente, og efter et år i USA slog de sig ned i Norge, hvor Tim var med til at arrangere de såkaldte Impact World Tours – et flot show med masser af dygtige og professionelle optrædende, der fortæller om deres tro.
Blandt medarbejderne i Norge var danske Henrik Thomsen, og på den måde blev Tim involveret i Impact World Tour i selve det forjættede land – Danmark.
– Min mor kom på besøg, og vi tog til Viborg, hvor min tipoldefar havde haft et hotel. Vi var også i Århus og Randers.
Det var en fantastisk oplevelse, specielt for min mor, at hun kunne købe dansk wienerbrød og frikadeller.
I Norge var jeg gledet let ind i kulturen, fordi jeg kendte alle de skandinaviske traditioner. Vi holdt juleaften den 24. december (og ikke den 25. som ellers i engelske lande) og vi spiste risengrød osv.
Men hos os hed det altså ikke kjøtbuller som i Norge – det hed frikadeller. Vi spiste ikke norske karbonader, men danske bøffer. Vi spiste ikke ærtesuppe som nordmændene, men suppe med kød- og melboller (og mit største ønske er at få sådan en sprøjte, som man kan lave boller med.)
Nordmændene har en anden kultur, deres stolthed og humor er ikke som danskeres.
Deres nationalisme den 17. maj er meget fremmed for mig. Som amerikanere vifter vi aldrig med flaget. Det eneste flag, jeg har viftet med, er små danske flag. I USA har vi ikke haft sådan en nationalfølelse, fordi vi var så forskellige; ikke før den 11. september, hvor vi blev rystet sammen. Nu kan vi godt finde på at vifte med det amerikanske flag.
Men jeg har altid følt mig som en dansker, og derfor er det helt specielt nu at kunne arbejde med Impact World Tours, som i april skal holdes i Horsens og Haderslev.
