Forfatterparret Hoffmann er flyttet til Vestjylland
De to pensionister er fortsat aktive – Kirsten Hoffmann har netop udsendt en ny bog om Engle
– og Poul Hoffmann går fortsat og pusler med et manuskript, som han blev inspireret til
på en romantisk studenterrejse med Kirsten til bl.a. Egypten for 50 år siden.I over 50 år boede forfatterparret Kirsten og Poul Hoffmann i Birkerød – men i november 2003 flyttede de pludselig til den modsatte ende af landet.
– Ja, hvis det havde stået til mig, så var vi heller ikke kommet af sted, indrømmer 77- årige Poul Hoffmann.
– Men i dag er jeg glad for, at Kirsten fik gjort alvor af det.
Vi flyttede især af to grunde. For det første kunne vi komme tættere på vores børn. For det andet kunne vi tjene en god sum penge på at sælge vort hus, så vi har noget at leve af.
Priserne på huse herude er jo noget lavere end i Birkerød, forklarer han.
Kirsten (78 år) og Poul Hoffmann har to sønner. Den yngste hedder Helge og er cand. phil. i historie, men træder i forældrenes fodspor som oversætter og forfatter. Han er gift med Kerstin, som er læge. De flyttede for et par år siden fra Frederikssund til Højslev ved Skive. Samme lille kirkeby, som forældrene nu har slået sig ned i.
– Vores ældste søn Alex bor i Bergen i Norge. Så ham og hans familie er vi nu også kommet nærmere på. Her er ikke langt til Hanstholm, og vi kan lægge os til at sove på færgen om aftenen og være fremme næste morgen i Bergen, siger de velfornøjet.
Alex er professor i kemiteknik og har tidligere boet i England og Holland, så forældrene er vant til at skulle rejse langt for at besøge ham. Han er gift med Gloria, som er peruvianer med inka-blod i årerne.
Kirsten og Poul Hoffmann indtager en helt speciel plads i mange bogelskeres hjerter.
Kirsten har gennem årene oversat en lang række romaner og andre bøger til dansk.
Og Poul har brugt næsten hele sit liv på at forfatte bøger, efter kun et år som jurist.
Ikke færre end 42 bøger er det blevet til foruden et par bøger, som han har redigeret, og masser af vægtige artikler, som han har skrevet.
Han er uden sammenligning den største kristne roman-forfatter i Danmark, og kun kultur-elitens uvilje imod en bevidst og bekendende kristen er skyld i, at han ikke er langt mere anerkendt.
Forfatteren Jørgen Thorgaard skrev kort før sin død en kronik i Jyllands Posten, hvor han offentligt anklagede kultur-magthaverne for, at Hoffmann f.eks. ikke var kommet på finansloven som andre kendte kunstnere.
Alt dette tager ægteparret Hoffmann med sindsro. De skriver og udgiver deres bøger – og glæder sig over at kunne arbejde tæt sammen.
– Kirsten er min konsulent. Men hun er ikke en god konsulent, for hun er alt for venlig, brummer Poul.
– Nej, jeg fortæller dig da også, hvis der er noget, jeg er uenig i, svarer hun.
– Hun er et orakel, affejer Poul hende rosende. – Og oraklers ord skal jo som bekendt tydes, men jeg har lært at tyde Kirstens ord.
At de to holder meget af hinanden, kan man ikke være i tvivl om. Kirsten har altid været forbillede for de mange skønne kvinder i Pouls romaner.
De to har endda skrevet en bog sammen, hvor de til trods for vielsesritualets ord om, at døden skiller jer ad, argumenterer for, at ægtepar skal være sammen i evigheden. (For nogle en vidunderlig tanke, for andre en skræk…)
Det var da også meget romantisk, da de i 1950 mødtes på en rejse til Middelhavet.
Allerede i toget fra Fredericia ned gennem Europa mødtes de – hun, netop uddannet som lærerinde i Odense, han, jurastuderende i København.
– Målet var et krydstogt i Middelhavet, og da vi sejlede ud fra Genua, friede jeg til hende, fortæller Poul.
– Det lyder så flot med krydstogt, men det var altså bare en DIS-rejse for studenter, og det foregik ombord på et fragtskib, supplerer Kirsten.
– Ja, kokken var lige kommet ud efter tyve år i fængslet, og der var så fyldt med lopper i kahytterne, at vi sov under redningsbådene, husker Poul. Men det blev det ikke mindre romantisk af, og rejsen til Malta, Benghazi, Port Said osv. gav nok stof til nogle af de mange eksotiske romaner, som fulgte i årene derefter.
Tre måneder senere blev de gift ved et julebryllup den 28. december. Der var bolignød, men de fandt et par loftsværelser i Birkerød og blev i samme by i 50 år. De fleste år i eget hus, men til trods for Pouls store produktion har Kirsten måttet arbejde som lærer og oversætter for at skaffe mad på bordet. Men det var alligevel Kirsten, der holdt på, at Poul skulle skrive fuldtids. Når Poul var bekymret, svarede hun:
– Så må de komme og pante.
Den første roman, Søn af Priamos, vandt et diplom i en romankonkurrence hos Branner & Korch, og sammen besluttede de, at Poul skulle opgive jobbet som jurist og skrive.
Kirsten vidste ellers nok, hvor svært det var at leve som kunstner. Hendes far var maleren Ibsen Nielsen.
Hele den hyggelige stue i huset på Lundøvej i Højslev er fyldt med malerier, som Kirsten eller hendes far har malet. Det er svært at se, hvilke der er malet af hvem.
– Han lærte mig jo at male, så vores stil er meget ens.
Efter den første bog fulgte den ene blændende roman efter den anden foruden efterhånden en del teologiske bøger. Men først var det romanerne: Skyggen af Atlantis (som Kirsten skrev ned, mens Poul gik op og ned ad gulvet og dikterede), Kong Theseus, Vidnerne, Mosestrilogien (Den brændende tornebusk, Den evige ild, Kobberslangen), Kongens mand, Korsfarertrilogien (De fagre riger, Magtens Nat, Den gyldne rose,) Jeanette.
Nattetanker i arken var den første ikke-roman. Så kom Paradis, Noa-romantrilogien (Over alle ørne, Ingen nat før dæmring, den tredje bog kan først skrives ved tidernes ende).
Nu blandes romaner på skift med andre bøger: Den hele bibel, Narkotika og sex i Bibelens lys, Undergang og opstandelse, Jonastegnet, Syner og seere, Sangen om Maria, Påskemorgen, Babylon det Store, Mand, kvinde og kærlighed i Bibelen, Juleevangeliet, digt eller åbenbaring, Komme dit rige, Den duft af Zion, En bog om kærlighed, Møde på stranden, Esther-trilogien (Månen i Persepolis, Stjernerne i Ekbatana, Solen i Saïs), Mørke skjuler jorden, Kærligheden ophører aldrig, Solopgangen fra det Høje, Kirkelignelser, Opstandelsen og livet, Herrens lue, Dinosaurerne og syndfloden, Skabningens længsel, Åndernes kamp, Salems gåde, Fortælling og realitet, og nu sidst i 2003 romanen Som et segl på dit hjerte – der er en fortsættelse af Kongens mand, som han skrev for 40 år siden. (Fortælleren er også gjort 40 år ældre i romanen!)
På Poul Hoffmanns 70 års fødselsdag udsendte forlaget Lohse et festskrift med den rammende titel Sandheden tro i kærlighed. Hoffmann har aldrig forsøgt at skabe sig popularitet ved at gå på kompromis med det, han anser for sandheden. Det har kostet. Og når man læser hans polemiske artikler kan man godt tro, at han er en hård mand, men når man møder ham, er han det rareste menneske.
I øvrigt har nogle af beundrerne oprettet hjemmesiden www.poulhoffmann.dk.
Nu er det så Kirsten, der er aktuel med en ny bog – med 108 gribende beretninger om menneskers møde med engle – meget apropos Udfordringens artikelserie.
– Jeg har ikke selv oplevet at se en engel, indrømmer Kirsten, men jeg er sikker på, at jeg ofte har oplevet englevagt.
Poul bryder ind og nævner eksempler på trafik-engle, hvorefter Kirsten fortsætter:
– Jeg tror, vi alle har en skytsengel, som på en særlig måde passer på os. Det er ganske vist en tanke, der er mere kendt i katolsk sammenhæng…
– Ja, vi er skabskatolikker, bemærker Poul muntert.
– Nej, men Jesus taler jo selv om de små børn og deres engle, fortsætter Kirsten alvorligt.
– Desværre er der mange teologer herhjemme, som ikke forstår den fjerde dimension, som vi normalt ikke kan se, men som vi alligevel kan opleve.
– Da en af vore bekendte, missionær Olga Kristensen, kom hjem fra Kina og fortalte om englevagt, troede mange præster heller ikke på hende.
Hun fortalte bedrøvet om, hvordan præsterne herhjemme havde taget hende til side og bedt hende om ikke at tale om den slags.
Men det var vel at mærke ikke hende selv, der havde set disse mystiske vagtmænd på kirkens mur, det var soldaterne, der ville angribe hendes missionsstation, som fortalte om dem.
– Nogle præster er mere optaget af Satans engle?
– Ja, og Bibelen siger jo også, at de findes. Når man søger på internettet, finder man mange beretninger fra det okkulte miljø, hvor jeg ikke tror, der er tale om gode engle. Vi må altid bedømme ud fra, om det passer med Bibelens budskab.
– Nærdøde har jo ofte oplevet både dæmoner og helvede, supplerer Poul.
– Desværre fortrænger de det hurtigt. Der var en hjertekirurg, der fortalte, at patienter straks efter opvågningen fortalte om disse ting, men allerede dagen efter havde de fortrængt det uhyggelige.
– Men de gode engle fra Gud – hvorfor findes de?
– De er sendt af Gud for at beskytte os, der tror. Vi kan bede om beskyttelse – og det er jo dejligt, når man har børnebørn, smiler Kirsten, som selv har fem.
– Min bog om englevagt er ikke en teologisk afhandling. Det er en samling dejlige beretninger om mennesker, som har oplevet englevagt.
– Hvad ønsker du med bogen?
– Jeg håber, den vil styrke kristne og hjælpe nogle, der tvivler. Det er beretninger, som har opmuntret mig selv, og som jeg gerne vil opmuntre andre med – til at tro på og regne med Guds englevagt.
De fleste af os har hørt om engle, men når man læser alle disse mange beretninger, så synes jeg, det virker overbevisende.
Og der er da allerede nogle, som har fortalt, at bogen har hjulpet dem.
– Nu har I kunnet arbejde sammen i mange år. Hvordan arbejder I?
– Jeg skriver på en gammeldags skrivemaskine. Kirsten bruger computer og skriver også en masse for mig på den måde. Jeg har opgivet at hitte ud af det, fortæller Poul piberygende.
– Men det er jo et fantastisk værktøj, som gør det meget nemmere at rette i manuskriptet uden at skrive alting om.
– Er du lidt perfektionist?
– Jeg er nok blevet mere perfektionistisk med årene. Det tager mig meget længere tid at skrive en bog end før.
– Ja, men du har nu altid været meget omhyggelig.
– Joh …
-Hvordan er arbejdsfordelingen. Er det Kirsten, der er den praktiske?
– Poul støvsuger, og det er han god til, selv om det er hårdt for ham.
– Ja, i øjeblikket kan det mærkes i hele kroppen bagefter, bemærker Poul, som for nylig faldt og brækkede foden fire steder på grund af en isglat opkørsel.
Men ellers trykker alderen nu ikke de to åndsfriske personligheder.
– Indvendig bliver man jo aldrig ældre end 30 år.
Billedet af Kirsten er et sort-hvidt billede – dengang havde man ikke farvebilleder – Poul farvelagde selv fotoet efter en metode med salatolie. Og farverne holder endnu.
bogen om Sfinxens hemmelige smil
For ca. 50 år siden var Poul Hoffmann på en romantisk rejse i Egypten sammen med sin nyforlovede Kirsten, som her ses foran Sfinxen ved Kheops-pyramiden udenfor Cairo.
– Det er noget, der har forfulgt mig, siden vi dengang stod i det såkaldte Kongens Kammer i pyramiden. Napoleon og andre har haft mærkelige oplevelser dér. Det havde jeg ikke, men jeg har haft pyramiden på dagsordenen lige siden. I dag tror jeg at være på sporet af dens hemmelighed.
– Kheops ville genindføre dyrkelsen af Noas Gud. Han lukkede alle Egyptens templer for andre guder.
– Det er noget alt for omfattende til at tale om i kort form, men jeg mener, at Kheops var den konge, som Abraham og Sara havde med at gøre i Egypten.
Historikeren Herodot taler om en hyrde Filitis i forbindelse med Kheops og pyramiden. Meget tyder på, at det drejer sig om Abraham.
– Det stemmer ikke med den almindeligt antagne kronologi, men den er efter min – og andres – overbevisning også forkert. Gennem alle årene har jeg arbejdet sporadisk med et manuskript om det, men har så lagt det til side for andre bøger. Hver gang jeg fik løst en gåde, stod jeg over for tre nye …
Nu på mine gamle dage har jeg igen arbejdet med det, så det kan være, det udkommer til min 100 års-dag, spøger han.
– Det vigtigste ved sagen er, at mit billede af det hele stemmer 100 pct. med Bibelen. Den forkerte kronologi for det gamle Egypten har givet en masse meningsløs skepsis over for den bibelske historieskrivning. Kan jeg få styr på det enorme materiale, jeg efterhånden har samlet, skulle det kunne bidrage til at komme den skepsis til livs.
