Hillsong Kbh. starter op i Sverige
Kirken Hillsong København udvider til nabobyen Malmø med en ekstra gudstjeneste hver søndag kl. 15.00 fra den 6. marts.
I tre år har flere Malmø-borgere hver søndag taget turen over broen til Danmark for at komme i kirke. Men fremover bliver der Hillsong-gudstjeneste i Malmøs centrum, kun seks minutters gang fra banegården. Da København og Malmø er som tvillingebyer, er det kun naturligt, at en kirke som Hillsong København nu starter noget op i Malmø, mener ledende præst Thomas Hansen.
Hillsong København, som startede med seks voksne og tre børn i 2013, består nu af ca. 1.000 mennesker.