En genopdaget klassiker
Kiplings Junglebogen er blevet til en fantastisk animationfilm, men den mangler bogens dybde.
Disneys tegnefilmsklassiker Junglebogen fra 1967 har fået en ny CGI-baseret opdatering, der er et festligt skrud af computerteknologi, men som stadig mangler den dybde, Kiplings bog havde.
De fleste kender nok historien, men for de få, der ikke har sunget ”Det’ rent og skært nødvendige” gennem hele deres barndom, handler Junglebogen om drengen Mowgli, der bliver efterladt i junglen som spæd. Han bliver fundet af panteren Bagheera og bragt til junglens ulveflok. Ulvene ledt af Akela og Raksha opdrager Mowgli som en af deres egne, og menneskedrengen vokser op som en del af naturen. Men den arrede bengalske tiger, Shere Khan, advarer de andre dyr om Mowgli, og da han truer ulveflokken på livet, må Mowgli og Bagheera flygte dybt ind i junglen. Bagheera vil bringe Mowgli tilbage til menneskerne, men undervejs får de følgeskab af den dovne bjørn Baloo, og Mowgli krydser vej med junglens mørkere kræfter i form af slangen Kaa og den gigantiske orangutang kong Louie. Men før de finder menneskene, venter det sidste opgør med Shere Khan …
Der er mange aspekter, der gør Junglebogen (2016) værd at se. CGI-animationen kombineret med live-action sekvenserne ser blændende godt ud, og det er første gang, animerede dyr ser så virkelighedstro ud på film. Junglebogen er filmet udelukkende med CGI, og kun drengen, der spiller Mowgli er i live, men det er ikke til at tro, når man ser filmen. Den fantastiske animation alene er billetprisen værd. Af uransagelige årsager har de danske biografer dog valgt ikke at indtale filmen på dansk – måske i et forsøg på at undgå klager fra forældre over, at de mindste får mareridt af den nye udgave. Disney har bibeholdt et par sange, som et nik til den gamle version, men de falder fladt, da både billedside og historie er langt mere dyster og uhyggelig end i den farverige tegnefilm. Desværre – for det dermed voksne publikum – er den nye udgave af Junglebogen næsten ord for ord baseret på Disneys tegnefilmsversion fra 1967 af samme navn og trækker derfor kun i begrænset omfang på den klassiske bog af Rudyard Kipling. Det betyder, at Kiplings meditation over menneskets destruktion af naturen og englændernes kolonialisme ikke har nogen plads i historien, hvilket er en skam, da denne nye Junglebog ellers bærer præg af en langt mere naturalistisk tilgang til historien.
Mowglis opvækst blandt ulvene har både dybde og hjerte, men ved at fokusere for meget på action-sekvenserne og den fantastiske animation, mister Junglebogen dog noget af sin sjæl. Jeg er meget spændt på at se Andy Serkis’ version, der på papiret lover at være mere tro mod Kiplings roman, men indtil da vil jeg nyde Disneys version. Den var måske ikke ren og skær nødvendig, men sikke et mageløst spektakel!
Junglebogen • 101 min.
Premiere: 14. april
