Vi har mange konflikter med vores søn
Kære Suh.
Jeg skriver til dig, fordi jeg/vi har stigende problemer med vores søn på 8 år. Her det sidste lange stykke tid har det virkelig trukket tænder ud med alt for mange konflikter og vredesudbrud fra begge parter.
Vi har prøvet med både den søde og den sure, men lige lidt hjælper det. Vi er efterhånden ved at være kørt helt sur i det, og det er så frustrerende at føle, at man er ved at miste kontakten til sit eget barn, og at kommunikationen overvejende er negativ.
Det skal siges, at vi har to ældre børn, døtre, på hhv. 10 og 14, som der aldrig har været problemer med i den udstrækning. Så måske er vi også bare forvænte?
Håbløs hilsen Den trætte Mor
Kære Frustrerede Mor
Det må være rigtig svært at være forælder til jeres søn i øjeblikket. Ét er det opslidende i de mange konflikter og konfrontationer, men dertil kommer den frustration og de tanker, der ofte melder sig i kølvandet: Hvad er det, jeg overser? Har jeg fejlet som forælder? Hvad gør jer fortsat galt?
Prøv at overveje dette:
– Led efter undtagelserne: I hvilke situationer, om end de måtte være få, er der ingen eller minimale konflikter med jeres søn? Hvad er omstændighederne her? Hvordan er jeres interaktion anderledes? Stil skarpt på alle detaljer i disse undtagelser og arbejd så på at skabe de samme rammer i andre situationer.
– Kan jeres søns adfærd være et udtryk for, at han generelt ikke trives i øjeblikket? Er der problemer i skolen, socialt eller fagligt, som I ikke er opmærksomme på? Hvis I ikke har gjort det, så snak med hans klasselærer om, hvordan det går i klassen. Hvis jeres søn har problemer socialt eller er overvældet af den faglige byrde, vil det typisk resultere i, at han ikke også har overskud til at honorere de krav, I stiller til ham derhjemme.
– Dem man holder af, respekterer man som regel også. Er der noget, I kan gøre for at styrke den kærlige relation mellem jer og jeres søn? Kunne I sætte mere tid af til at være sammen?
– Er I konsekvente nok? Børn i den alder har brug for klare og tydelige grænser, og de har brug for at mærke, at deres handlinger har konsekvenser. Selvom det nogle gange er slidsomt at følge sine regler op med handling (”jeg orker det ikke, lad ham bare”), og selvom man måske selv synes, det er følelsesmæssigt svært (”åh, det er så synd, at han bliver så ked af det”), så er det virkelig vigtigt, at børn lærer, at de voksne er til at stole på – også når det gælder håndhævelse af konsekvenser. I modsat fald mister barnet for det første respekten for den voksne, men også forståelsen af deres egen rolle i forhold til årsag-konsekvens.
– Er I tydelige nok i jeres kommunikation? Børn tænker meget konkret og har brug for ikke at skulle ”gætte” sig til halvdelen af budskabet. Vær meget konkrete og klare, når I giver jeres søn beskeder, så han lettere kan forholde sig til dem.
– Husk, at børn er forskellige, og for at behandle dem ens, skal I behandle dem forskelligt! Hvad der var hensigtsmæssigt i forhold til jeres døtre er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt i forhold til jeres søn. Prøv at tænke over, hvor og hvordan jeres søn adskiller sig fra jeres døtre, og stil så skarpt på, hvordan I bedst imødekommer disse forskelle.
– Sidst, men ikke mindst: hvor meget tid bruger jeres søn på de digitale medier? Spiller han (måske for) meget iPad og computer?
Husk, at det påvirker et barns adfærd, hvis det bruger mere tid i den todimensionelle verden end i den tredimensionelle, hvor der findes rigtige mennesker.
Hilsen Suhdocument.currentScript.parentNode.insertBefore(s, document.currentScript);