Adventistkirken fornyr sin topledelse

Thomas Müller blev genvalgt som formand for Adventistkirken. Nyvalgt næstformand og generalsekretær er Marianne Kolkmann, Norge.
Thomas Müller blev genvalgt som formand for Adventistkirken. Nyvalgt næstformand og generalsekretær er Marianne Kolkmann, Norge.

Mens resten af ”Kirkedanmark” har fejret ”himmelske dage” i storbyen, rejste delegerede fra Adventistkirkens 43 danske menigheder til Himmerlandsgården ved Hadsund for at afvikle deres årsmøde og ordinære generalforsamling.

Ved generalforsamlingen valgtes ledelse for den næste fire års periode, ligesom en strategiplan for perioden blev vedtaget.

Formand genvalgt

Til formand genvalgtes Thomas Müller, der har ledet kirkens arbejde gennem de seneste fire år. Thomas Müller (45) har fået sin teologiske uddannelse ved adventisternes Newbold College i England.
Til næstformand og generalsekretær nyvalgtes Marianne Kolkmann, der arbejder som kapellan ved Skogli Helse og Rehabiliteringscenter i Lillehammer, Norge.
Marianne Kolkmann er også teolog og har tidligere virket som præst ved Adventistkirkens menigheder i Norge, ligesom hun har været husleder for pigerne ved Vejlefjordskolen, Adventistkirkens kostskole i Danmark.
Ny økonomichef blev Jan Nielsen fra Nyborg (54), som har alsidig erfaring fra ansættelser i både offentligt og privat regi. Han skal styre Adventistkirkens budget på ca. 30 mio kroner årligt.

Ny strategiplan

Den nye strategiplan afslører en vision om en engageret menighed med fokus på menneskers frelse og vandring med Jesus.
De tre fokusområder hedder formidling, forvaltning og fællesskab. Her lægger man vægt på social ansvarlighed, forvaltning som livsstil og åbenhed overfor nye tilbedelses-fællesskaber.