Marxist blev kristen – og bibeloversætter
– Gud kunne bruge min baggrund og mit syn for de fattige, siger kenyanske Elly Gudo. Han har netop været til årsmøde i Wycliffe Danmark og fortæller her om sit liv både før og efter omvendelsen.
– Da jeg gik frem for at tage imod Jesus, troede folk, at det var en joke. Men da de fandt ud af, at det var alvor, skrev de en artikel om det i vores meget politiske skoleblad.
Den tidligere kommunist Elly Gudo har netop besøgt Danmark. Han fortæller her om at vokse op i en polygam familie i Kenya. Om at miste 11 søskende og om massakren i Garissa, hvor han selv har arbejdet.
Søskende døde af kolera
– Flerkoneri giver manden billig arbejdskraft, men der er mange fjendskaber i familierne. Min mor og far hørte til i den anglikanske kirke, men de kunne ikke modtage dåb og nadver, fordi de levede i en polygam familie. Min fars fire koner fik mange børn, men 10 af mine halvsøskende døde af kolera. Min mor fik først børn efter 11 år, og missionærerne lærte hende at bygge et latrin og tørre opvasken på et stativ for at undgå sygdomme. Så ingen af mine helsøskende døde af kolera. Men én døde af malaria, fortæller Elly Gudo.
Han overlevede selv både malaria og diarré, selv om han drak regnvand fra pytter på marken, hvor folk forrettede deres nødtørft.
Leder af aktvistgruppe
– Jeg gik på bare fødder indtil min første dag på gymnasiet som 15-årig. Da fik jeg mit første par sko, det var helt fantastisk. I dag elsker jeg bare sko, fortæller Elly, som på gymnasiet oplevede forskellen mellem rig og fattig.
– Der var børn, som var rige og kloge. Der var også nogle, som var fattige og kloge. De rige betalte meget mere i skolepenge, men jeg blev bitter. Vred og misundelig. Jeg så forskellen på de to verdener. Jeg var sikker på, at landet har ressourcer nok til alle. Jeg syntes, at de kristne var nogle tabere. Og jeg blev marxist. Jeg blev leder af en gruppe, som blokerede vejen for de rige i deres biler. Vi smed sten på dem og lagde os på vejen for at stoppe bilerne. Vi sagde til dem, at de godt kunne gå ligesom os andre, siger Elly, som også bekæmpede korruption i skolens ledelse.
Skriften på væggen
– Vores præsident Moi havde givet et beløb til skolen, så vi kunne holde en fest for alle med brød og kød, men skoleledelsen tog de 75 procent af beløbet. Jeg skrev en artikel om det og satte den op på væggen i ly af mørket.
Men ledelsen genkendte min håndskrift. Nu havde de et dilemma, for hvis de smed mig ud af skolen, ville jeg fortælle min historie, og Moi skulle helst ikke høre, at hans penge var gået i de forkerte lommer. Så de gjorde mig til præfekt på biblioteket i stedet. Det betød, at jeg også kom med i skolens råd, smiler Elly.
Vild student blev kristen
– På universitetet i Nairobi blev jeg bare værre. Jeg fulgte ingen regler og lod håret vokse vildt. Jeg læste engelsk og samfundsvidenskab. Men så en dag i 1991 kom der unge fra Campus Crusade i USA. De forkyndte evangeliet og spillede guitar og sang. Jeg gik derhen, fordi jeg regnede med at møde nogle kønne piger. Men da de opfordrede folk til at komme frem for at give deres liv til Jesus, gik jeg derop. Folk grinede, de troede ikke, at det kunne være rigtigt. Da de så fandt ud af, at det var alvor, skrev mine gamle venner en artikel om det i ”Anvil”. Det var vores politiske magasin, hvor vi skrev om korruption og dårligt lederskab og den slags. Så gik der to år, hvor jeg koncentrerede mig om at læse Bibelen fra ende til anden. Jeg klippede også håret, så min mor kunne slet ikke kende mig, da hun så mig igen.
Mission i Garissa
– I 1994 var jeg for første gang med til en stor missionskonference, Abana-konferencen. Jeg blev meget overrasket over, at så mange af Kenyas stammer er unåede med evangeliet. Derefter begyndte jeg at læse sprogvidenskab, og jeg underviste på high school for at forsørge mine fem halvsøskende, efter at vores far var død i 1991, fortæller Elly.
I 1995 blev Elly forlovet med sin Caroline, før hun rejste til England i seks år. Parret blev gift i 2001, da hun kom tilbage fra England.
Fra 2000 begyndte Elly at arbejde blandt unåede folk for organisationen Sheepfold Ministry. Familien boede indtil 2005 i det muslimske Garissa, hvor børnene Lydia og Jack Samuel blev født.
– Det var et kulturchok at komme til Garissa. Det var en ørken, et fattigt område med mange moskeer, men uden vand. Jeg arbejdede for at få flere kristne til området som lærere og læger. Og muslimerne elskede dem, fordi de valgte at komme til trods for deres høje uddannelse. Normalt vil de højuddannede nemlig holde sig til byerne eller flytte til udlandet.
Vi fik åbnet Garissa skole og et seminarium, hvor jeg blev skoleleder. Ingen vidste, at det var et missionsprojekt, men jeg ved, at der nu er to læger, som er hemmeligt kristne.
– Men terrorgruppen Al-Shabaab hærger i Garissa. For et år siden skete den massakre, hvor 148 kristne studerende blev dræbt. Jeg var rystet. Det var på den skole, hvor jeg har arbejdet.
Min 12-årige datter så nogle billeder af de dræbte, som hun ikke skulle have set. Og hun tiggede mig: ”Far, tag os væk fra det her land!” Men Gud har kaldet mig til bibeloversættelsesarbejde i Kenya, så vi skal ikke rejse, fastslår Elly.
Trænet af Iver Larsen
Elly begyndte sin træning for at blive konsulent for bibeloversættere. Studierne på Nairobi Evangelical Graduate School of Theology blev finaniseret ved salg af familiens ejendele og støtte fra private.
Det blev også til to års praktik blandt muslimer i Tanzania, hvor han boede sammen med hele familien. Tilbage i Kenya modtog han træning af den danske oversættelseskonsulent Iver Larsen. Træningen bød også på ophold i både Israel og Dallas.
– Iver Larsen er meget, meget dygtig. De første ting, jeg sendte til ham, kom tilbage med så mange rettelser, at jeg var lige ved at opgive det hele, fortæller Elly. Men han gav ikke op og kan nu bl.a. se frem til udgivelsen af et Ny Testamente på Ilwana-sproget i den nærmeste fremtid.
Under sit korte ophold i Danmark nåede Elly bl.a. at medvirke ved Wycliffe Danmarks årsmøde, prædike og dele sit vidnesbyrd i flere sammenhænge samt arbejde med konsulentopgaver sammen med Iver Larsen.
Wycliffe Danmark støtter familien Gudos arbejde med bibel-oversættelsesprojekter i Kenya.