Frygt blandt kristne i Jordan efter mord på satiretegner
Den jordanske forfatter og satiretegner Nahed Hattar blev skudt og dræbt, da han var på vej i retten. Nu frygter kristne og andre minoriteter nye uroligheder, skriver Åbne Døre.
Satiretegneren havde lagt en tegning på Facebook, som gør nar af islamisternes forestilling om himlen: En terrorist ryger, mens han ligger i sengen sammen med to kvinder. Samtidig beder han Allah hente mere vin. Hattar forklarede, at han ikke ville fornærme islam, men derimod vise det absurde ved terroristernes syn på himlen.
Nahed Hattar blev skudt udenfor retsbygningen foran sin familie og andre vidner. Han var død, inden han nåede frem til hospitalet. Drabsmanden er angiveligt en fundamentalistisk muslim og den lokale imam.
Dagen efter drabet deltog hundredvis af jordanere i en fredelig demonstration foran premierministerens kontor i Amman. Både kristne, liberale muslimske ledere og prominente samfundsledere anmodede regeringen om at beskytte mindretallene.
Nahed Hattar kom fra en kristen familie, men identificerede sig selv som ateist. Alligevel frygter jordanske kristne nu, at uroen vil få negative konsekvenser for dem, skriver Åbne Døre og opfordrer til forbøn for situationen.