Et positivt forsvar for troen

s15_forsvar-for-troenHvordan formidler man troen, ikke som et aggressivt angreb, men en positiv indbydelse? Netop dette beskæftiger Alister E. McGrath sig med i bogen ”Forsvar for troen. En indføring i apologetik”.

Vejen til et godt trosforsvar er ifølge McGrath, at man både har et indgående kendskab til troen og til de mennesker, man står overfor. Kunsten er at tale ind i tiden, uden at give køb på dele af troens indhold. Et trosforsvars formål er ikke kun at argumentere og overbevise om kristendommens sandhed, for argumentet fører højst til en erkendelse, men ikke til et personligt møde med Gud. Man skal ikke argumentere for Jesus – men pege på ham (jf. s. 38) – en vigtig pointe, når vi taler med mennesker om Jesus.

Alligevel må vi også imødegå folks indvendinger mod troen. Her tager McGrath bl.a. fat på den rationalistiske, den postmoderne og den nyateistiske tankegang og deres argumenter mod troen. Kapitlerne, som behandler dette, er både trosstyrkende, fordi de fremstiller kristendommen som ”grundlæggende […] fornuftig og meningsfuld” (s. 88), og udrustende, forstået på den måde, at de klæder den enkelte på til at møde argumenter mod troen. I disse kapitler er modtagerens modstand udgangspunktet.

Derimod er det troens pejlemærker, der er i centrum i kapitlet ”Vejvisere til troen”. Vejviserne er ifølge McGrath bl.a.: Skabelsen, den fysiske verdens orden, længslen efter retfærdighed og i dybeste forstand efter Gud, naturens skønhed, behovet for fællesskab også med Gud, og længslen efter det evige.

Også metoder til at nå det moderne menneske med evangeliet tages op. Ifølge McGrath er det bedste forsvar, forklaring – at fortælle hvad troen går ud på. Her har fornuften en betydning. Men i en postmoderne tid må man også benytte sig af den bibelske fortælling og af billeder, da både fortællingen og billeder er centrale i den postmoderne verdensforståelse.

Gennem hele bogen citerer McGrath den ene teolog, filosof og forfatter efter den anden på en øjenåbnende og berigende måde. Især kommer C.S. Lewis gentagne gange til orde, hvilket ikke er så underligt, da forfatteren regner ham for at være ”den nok største apologet i det 20. århundrede” (s. 64).

”Forsvar for troen” er en uvurderlig gave til alle, der tager deres tro alvorligt og længes efter at se mennesker komme til tro på Jesus. Den ikke alene udruster med argumenter, den hjælper til at få øje på mennesker og deres behov og længsler, ligesom den hjælper læseren til at genopdage troens rigdom.

Alister E. McGrath: Forsvar for troen. En indføring i apologetik
192 sider • 199,95 kr. • Kolon, Forlagsgruppen Lohse


Artiklen fortsætter efter annoncen: