Mission Øst: 25 år med hjælp til verdens udsatte

Kim og René Hartzner stiftede Mission Øst i november 1991.
Kim og René Hartzner stiftede Mission Øst i november 1991.

Jubilæet skal fejres med en reception den 18. november i København.

Den 18. november er det 25 år siden, at Mission Øst begyndte i en garage i Birkerød. I dag rækkes nødhjælp og udviklingshjælp til hundredtusinder af katastroferamte og fattige familier i otte lande mod øst.

For 25 år siden begyndte et omfattende arbejde, der årligt hjælper flere hundredtusinder af nødlidende i Afghanistan, Armenien, Burma, Irak, Nepal, Nordkorea, Syrien og Tadsjikistan.
Jubilæet markeres med en reception fredag den 18. november kl. 12-18 i Vartov tæt ved Rådhuspladsen i København.

Fra Østeuropa til Mosul

Mission Øst begyndte i René Hartzners garage i 1991, hvor far og søn bl.a. samlede medicin og hospitalsudstyr og kørte det i lastbil efter lastbil til et forarmet Østeuropa efter Sovjetunionens fald. Året efter sendte de hele fem beredskabshospitaler med store transport-fly til Rusland og Armenien.

Siden er det gået slag i slag, og organisationen kan nu reagere hurtigt og fleksibelt på katastrofer og krige som den, der nu foregår i og omkring Mosul og sender hundredtusinder på flugt.
Samtidig arbejder Mission Øst langsigtet med bæredygtig udvikling til nogle af verdens mest udsatte befolkningsgrupper.

Vand, sæbe og håb

Gennem de 25 år er ekspertisen vokset inden for vand, sanitet, hygiejne og såkaldt psykosocial støtte til krigsofre. Samtidig er den oprindelige glød bevaret. Over 250 dedikerede medarbejdere og flere hundrede i forskellige partnerorganisationer arbejder fra hjertet af Europa til de mest afsidesliggende og svært tilgængelige områder med at hjælpe sårbare befolkninger ud af krise og fattigdom.

– Det handler om hjælp til mennesker i en så dyb nød, at vi bliver rystet, når vi prøver at sætte os i deres sted. Når vi erkender den nød, kan vi formidle mere end vand, mad, tøj og sæbe. Vi formidler også kærlighed, nærvær og fremfor alt håb for en bedre fremtid. Så kan en ramt familie leve videre på og genopbygge deres tilværelse, forklarer generalsekretær Kim Hartzner.

– Hjertevarm nødhjælp bliver ikke kun overlevelse, men en vitaminindsprøjtning til et bedre liv, fastslår han.

I Irak får tusindvis af fordrevne fra bl.a. Mosul overlevelsespakker med førstehjælpsudstyr, hygiejneartikler, tæpper og kogegrej. Børn og unge kvinder får i seks centre hjælp til at håndtere traumer efter overgreb.

I Afghanistan får befolkningen træning i agerbrug. I Tadsjikistan får børn og unge med handicap genoptræning og adgang til skole og arbejde. Og den jordskælvsramte befolkning i Nepal får genetableret vand og sanitet. Alt dette gør Mission Øst i tæt samarbejde med de lokale samfund, organisationer og offentlige myndigheder.
– Verdens nød bliver nok ikke mindre de næste 25 år. Men med hjælp fra gavmilde danskere kan vi lindre lidelse og afskaffe ekstrem fattigdom i nogle af verdens brændpunkter. Og det er vi taknemmelige for, slutter Kim Hartzner.

Jubilæumsfejring i Vartov

Mission Østs 25 års jubilæum markeres i Store sal på Vartov, Farvergade 27, opgang H, 1. sal, 1463 København K tæt ved Rådhuspladsen kl. 12-18.Alle er velkomne, og tilmelding sker på www.miseast.org/jubilee.

Mission Øst
Mission Øst er en international hjælpeorganisation, der yder akut nødhjælp og langsigtet udviklingsstøtte i Østeuropa og Asien. Vi hjælper mennesker i nød uanset race, religion og politisk ståsted. Mission Øst er grundlagt i Danmark og gennemfører projekter direkte eller sammen med lokale partnere i Afghanistan, Armenien, Burma, Irak, Nepal, Nordkorea, Syrien og Tadsjikistan. Mission Øst er støttet af Danida, de norske, amerikanske og tyske udenrigsministerier samt EU og FN.