’Julebudet’ fik ny melodi

Jeg har skrevet og indspillet en ny melodi til ”Julebudet”, fortæller Elisabeth Holdensen, der er konsulent for søndagsskolerne og GospelKids.

Hun fortæller, at hun nogle gange skriver nye melodier for at ”genopdage” en tekst. Nu i juletiden har hun arbejdet med J.C. Hostrups ’Julebudet til dem, der bygge’.

– Denne tekst er jeg kommet til at holde af og have brug for på en særlig måde, efter at døden og sorgen er kommet tæt på hos mine venner og i min nærmeste familie. Gennem denne salme oplever jeg juletiden bliver nemmere at være i, med sin sorg og tristhed.

Gud kom også til dem, der græder, ikke kun de glade. Det er der mange, der har brug for at blive mindet om, tror jeg.

Salmen er blevet indspillet i sidste uge, og jeg prøver at få den klar til deling som en musikvideo med tekst på Youtube en af de nærmeste dage, siger Elisabeth Holdensen, der også tidligere har udgivet sange.