En 15-årig morder

Astrid Reuss Mikkelsen, udsendt som volontør for Impact.

I et pigefængsel i Honduras flettede en indsat pige den flotteste fletning i mit hår. De samme hænder havde slået et andet menneske ihjel.

Vores lange lyse hår blev bemærket i ungdomsfængslet for piger i Honduras’ hovedstad. Pigerne lærer bl.a. at sætte hår for, at de har bedre muligheder, når de bliver løsladt.
De var glade for at flette, franske fletninger formet som hjerter og fletninger, der gik hele vejen rundt om vores hoveder. En af dem var 15-årige Nicole. Hun spurgte mig, om jeg havde en kæreste, og jeg spurgte hende, om hun havde en. Hun fniste.
Ved aftensmaden fik jeg at vide, at Nicole havde slået mindst 10 mennesker ihjel…

Et liv for et andet liv

Jeg kunne ikke forstå det. Jeg forstod ikke, hvorfor en 15-årig skulle have myrdet andre mennesker. Det gav ingen mening. Da jeg var 15 år, handlede min verden mest om at gå i det tøj og makeup, som de populære piger gik med.
Efterhånden fandt jeg frem til, at Nicole og mange af de andre piger i fængslet var med i bander, der tvinger pigerne til at begå drab. Med den sparsomme viden jeg har om det miljø, som Nicole var vokset op i, kan jeg rationalt forklare, at omstændighederne i Nicoles liv har været imod hende. Måske kan hendes handlinger ligefrem forklares med, at hun blev nødt til at slå ihjel for ikke at selv miste livet.

Det undertrykte menneskelige skrig

Problemet er bare stadig, at det ikke kan forklare, hvad der sker inde i en 15-årig hjerne, når hun står med en pistol eller en kniv klar til at tage et andet menneskes liv. Hvad der får hånden til at affyre pistolen eller stikke det første knivstik. Hvad hun tænker, hvad hun føler i minutterne og sekunderne, inden hun bliver morder.
Jeg tror ikke på, at mennesker er skabt til at tilintetgøre hinanden. Det må være alment menneskeligt ikke at myrde, en del af essensen af at være menneskelig.
Der må være noget i alle mennesker, der skriger stop, når man står sekunder fra at tage livet fra et andet menneske. Det er ekstremt at tænke på, at omstændighederne kan være så højtråbende, at dette skrig bliver undertrykt.