Danske børn glæder sig ligefrem over at gå i skole!
– I Sydkorea har de en af verdens højeste selvmordsrater blandt skoleelever, så gæsterne var meget imponerede over, hvordan eleverne trives i Danmark.
Det fortæller Hans Jørgen Hansen, der er daglig leder af Foreningen for Kristne Friskoler (FKF). Han har selv besøgt sydkoreanske skoler i oktober 2016 og fortæller her om, hvad 19 lærere og skoleledere fra kristne skoler i Sydkorea fik ud af at besøge europæiske friskoler nu i januar.
Ingen skole efter 22.00!
– Det koreanske skolesystem kan udadtil virke meget imponerende. Der er høj faglighed og mange unge, der fortsætter på universitet.
Men bag dette gemmer sig imidlertid en virkelighed med forældre, der presser deres børn til det yderste med tilkøb af privatundervisning og aftenundervisning, forklarer Hans Jørgen Hansen.
Koreanernes skolesystem er ekstremt konkurrencepræget.
– De fortalte mig i Seoul, at man har været nødt til at lovgive om, at børn ikke må modtage undervisning efter kl. 22 om aftenen! Og endnu mere skræmmende tal viser, at ca. 250 børn i skolealderen hvert år tager deres eget liv, fordi de ikke kan leve op til forældrenes og skolens forventninger, fortæller Hans Jørgen Hansen.
Under opholdet i Sydkorea fik han mulighed for at fortælle regeringsembedsmænd om det danske skolesystem, ligesom han holdt et oplæg for 200 skolefolk om friskoler – specielt kristne friskoler – i Danmark.
Glade elever lærer bedst
Selvmordsstatistikken er et af symptomerne på, at de koreanske elever ikke trives.
Derfor ville de koreanske gæster gerne lære noget af, hvordan vi gør det i Danmark, for vore elever klarer sig godt i internationale undersøgelser – selv om de kun går i skole i seks timer om dagen og ikke behøver at tænke mere på skolen bagefter, siger Hans Jørgen Hansen.
Gæsterne var imponerede over de danske friskoleelevers glæde og engagement i skolearbejdet – til trods for de korte skoledage. I Pisa-undersøgelser klarer friskoleelever sig faktisk bedre end folkeskoleelever, der har en lang skoledag. Danske børn er også langt foran koreanske børn, når det gælder evnen til kreativ opgaveløsning og selvstændighed.
Nu vil koreanerne så forsøge at gøre op med karakterræs og udenadslære. FKF har også opmuntret koreanerne til at bede deres regering om statstilskud til friskolerne. For ganske vist har friskolerne i Korea et godt ry – men dyre skolepengene gør, at kun de rigeste familier kan sende deres børn i friskole, fortæller gæsterne fra Sydkorea.
Studiebesøg i flere lande
Foruden Danmark har gruppen fra Korea besøgt friskoler i Holland, Norge og Tyskland.
Og der er en vis misundelse at spore hos de koreanske skolefolk, når de ser, at europæere fra næsten alle samfundslag kan sende deres børn i friskole.
Formidling af tro
Flere delegationer fra Sydkorea har besøgt danske fri-og efterskoler siden 2011. Selv om man ikke har en friskolelov, er det dog tilladt koreanske forældre både at give børn hjemmeundervisning og at sende dem i friskole.
Ud over det pædagogiske aspekt har gæsterne også ønsket at lære mere om formidlingen af den kristne tro. De ser de europæiske landes støtte til friskolerne som et resultat af den tusindårige kristne tradition i Europa – og det blev understreget under gruppens besøg i Kongernes Jelling.
I Danmark har gæsterne besøgt Lukasskolen i Vejle, Bøgballe Friskole og Sydvestjyllands Efterskole, slutter Hans Jørgen Hansen.