Brug for forankrede og frimodige ledere

Meget tyder på, at fremtidens kirke både vil bestå af traditionelle, moderne og eksperimenterende menigheder, skriver ugens kronikør6. juni år 2000 underskrev Baptistkirken, Dansk Oase og Pinsekirken København sammen med to svenske skoler en samarbejdsaftale om teologisk uddannelse. Ud-viklingsprojektet fik navnet Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi.
SALT uddanner nu på tredje år ledere til kirken. Fokus i udviklingsarbejdet er teologisk lederuddannelse til fremtidens kirke. Men hvilken slags lederskab er der behov for? Hvad er fremtidens kirke?

For tiden er det kirkens krise i Vesten, der er i fokus. Kirkens forhold til omverdenen, menighedernes evne til vækst og udbredelse, samt menig-hedernes interne forhold siges at være under voldsomt pres.
Kulturen ændres
Canadieren Alan Roxburgh var i januar i Danmark for at redegøre for sine studier. Han mener, at kirkens nuværende situation bedst kan sammenlignes med jødernes eksil-periode i Babylon. Fra at have hørt til i centrum af kulturen med tilhørende indflydelse og betydning er kirken nu skubbet ud i periferien, hvor ingen tager den alvorligt.

Englænderen Stuart Murray var på SALT i februar. Han har netop analyseret det årti, som var udråbt til evangelisationens årti af Church of Englands ærkebiskop. Efter 10 års fokuseret indsats på menighedsplant-ning og evangelisation må man konstatere, at der i dag er markant færre medlemmer og færre menigheder end i 1990.

Alan Jamieson fra New Zealand har i sin forskning sat fokus på, at evangelikale, karismatiske, pentecostale menigheder oplever, at mange forlader menighederne i disse år. Det overraskende er, at det er kernemedlemmer, som har været med i mange år. Og de går ikke nødvendigvis, fordi de mister troen. Mange af dem forlader menighederne, fordi de ikke synes, at menig-hedernes form kan rumme en mere moden kristen spiritualitet.

Samtidig bliver krisen endnu mere synlig, når der i kulturen er en langt større åbenhed for spiritualitet, men søgningen går uden om kirken. Det, som er kirkens kerneydelse, er der ingen, der vil have. Det er simpelthen svært at opnå en ægte kontakt med søgende i vores nuværende menighedsmodeller, som professor John Dranes og missionspræst Ole Skjerbæk Madsens arbejde viser.

Der er egentlig ikke noget nyt i alle disse forskeres resultater. Nu afdøde professor i mission David Bosch har vist, at krisen har været på vej hele det 20. århundrede med tiltagende styrke. Men det er først nu mange af os mærker krisen selv.
Set i et endnu længere perspektiv kan man sige som Hendrik Kraemer i første halvdel af sidste århundrede: ”Strengt taget bør man sige, at Kirken altid er i krisetilstand, og dens største mangel er, at den kun en gang imellem er klar over det… Kirken har altid haft brug for tilsyneladende nederlag og lidelse for at leve op til sin ægte natur og mission. I mange århundreder har kirken lidt meget lidt og er blevet ledt til at tro, at den er en succes.” (oversat fra David Bosch, Transforming Mission, Maryknoll, 1991, s. 2)

Kirken er altså ikke uvant med krise. Ovennævnte forskere peger på, at krisen rummer både farer og muligheder. Kirken vil ikke kunne vende tilbage til tidligere form og storhed, den vil fortsat komme til at opleve at miste meget, men den kan også bevæge sig fremad mod nye, ægte og frugtbare former. Det er i denne spænding, der skal uddannes ledere.

Der er opstået en slags konsensus de sidste 10-20 år om, at i et ægte udtryk for menighed skal der være gudstjeneste, mission og fællesskab. Det skal organiseres af ledelsen, og hele menigheden bør involveres. Det er en større og mere krævende dagsorden for menigheden end tidligere. Den er dukket op samtidig med, at enkeltpersoner og familier har fået en mere og mere travl og stresset hverdag uden for kirken.
Så der er opstået et system, der sætter mange menigheder under stort pres. Tilsyneladende er der forskellige reaktioner på denne udvikling.

Nogle menigheder vender tilbage til en mere traditionel menigheds-forståelse. Man giver afkald på at kunne organisere en hel masse aktiviteter.
I stedet koncentrerer man sig om at holde gudstjenester, som ikke vil mere end at fungere som en lille retræte fra hverdagen for deltagerne. Symboler og liturgi får en større plads. Gudstjenesten bliver et sted, hvor den enkelte kommer og får lejlighed til igen at søge ind til sin midte.
Hver især må så selv tage på sig at leve evangeliet ud i sit liv med de udtryk for fællesskab og mission, man finder nødvendige og mulige.
Præsten bliver en åndelig vejleder, der har et beredskab til at hjælpe den enkelte i krise og udvikling.

Andre menigheder reagerer ved at tilpasse aktiviteterne gudstjeneste, fællesskab og mission til den moderne familie. Man organiserer mere, så man kan opnå mest muligt med færrest ressourcer. Man vælger form og temaer, der opleves relevante for den travle og aktive familie. Og man vælger et sprog, som passer til den omliggende kultur.

Ude i periferien ser vi eksempler på en mere radikal fremgangsmåde. Man gør op med ideen om, at gudstjenesten er den første og vigtigste af de tre. I det forgangne årtis fokus på menighedsplantning har man stort set alene fokuseret på først at etablere gudstjeneste og så lade fællesskabet og missionen virke ud fra den. Det viser, at man primært har forstået menighed som gudstjeneste. Men et fællesskab, der forpligter sig selv på hinanden og til at søge Guds vilje sammen, kan måske blive menighed med tiden, hvis det vokser ind i de andre elementer. Ligeså kan en gruppe, der samles om en bestemt missionsopgave måske også blive til kirke. Fælles for mange af disse eksperimenter er, at de kræver, at deltagerne lægger deres liv om og bliver en modkultur for at deltage i menigheden.

Stuart Murray peger på to internationale eksempler på denne anderledes tilgang. I Washington D.C. har Church of the Savior med 9 menigheder arbejdet ud fra, at tjenesten (eller missionen) kommer først. De stiller 3 spørgsmål: Hvad er opgaven (missionen) i dette område af storbyen? Hvilken slags fællesskab behøves for at opretholde denne tjeneste? Og hvilke åndelige discipliner kræves der for at opretholde dette fællesskab i denne tjeneste? De har fx en menighed omkring et hospital for hjemløse og en menighed omkring et jobcenter. Her tjener gudstjenesten fællesskabet og tjenesten.

I en forstad til Northampton, England, bor en række familier som naboer med en stor fælles baghave. De spiser sammen 2-3 gange om ugen og beder sammen hver morgen. De har startet en lille virksomhed, som ansætter folk med psykiske problemer. Deres fokus er at leve og arbejde på måder, der bidrager til en mere retfærdig verden. De kalder ikke sig selv kirke, men kunne det ikke også være et udtryk for menighed?
Meget tyder på, at fremtidens kirke både vil bestå af traditionelle, moderne og eksperimenterende menigheder. Og forskelligheden vil utvivlsomt tage til.

Det er ikke indlysende, hvilke kvalifikationer og kompetencer der er de vigtigste for ledere i kirken fremover. Indtil videre har vi på SALT satset på en blanding af teologi, ledelse og mission. Vi behøver evnen til at reflektere teologisk med udgangspunkt i Bibelen og historien. Hvad enten vi skal fungere som åndelige vejledere eller ”menigheds-direktører” må vi forstå ledelse. Og missionsforståelse hjælper os til at krydse grænser. Ved at gøre uddannelsen menighedsbaseret tilstræber vi at få en frugtbar sammenhæng mellem praksis og teori, så kompeten-cerne bliver personligt tilegnede.
Men måske er frimodighed det vigtigste. De første menigheder, som vi kender til, opstod på baggrund af en nyfunden religiøs, social og personlig frihed. Modet til at handle på den frihed vil igen være en vigtig dyd for lederskab i fremtidens kirke.