Den unge Adolf Hitler

Opfinderen af ”den endelige løsning på jødeproblemet” beskyttede en jødisk læge mod sit eget terrorregime.

Den officielle mindedag for det 20. århundredes folkedrab, Auschwitz-dagen, markeres den 27. januar, datoen hvor de sidste udmarvede og halvdøde fanger i 1945 blev befriet fra den største af Hitlers udryddelseslejre, Auschwitz-Birkenau.

Hitlers angreb på Polen i september 1939 udløste den Anden Verdenskrig, der kom til at koste måske 60 millioner døde, flere end i nogen anden krig. Samtidigt beordrede Føreren i ly af krigens ragnarok det systematiske folkemord på Europas jøder, Die Endlösung, hvor millioner blev myrdet i et nazistisk inferno af myrderier og udryddelseslejre uden sidestykke i verdenshistorien.

Lastet i overfyldte kreaturvogne ankom de jødiske ofre til deres sidste stoppested. Overalt hang en hæslig stank af forrådnelse, der blandede sig med den sødlige lugt fra afbrænding af lig. Krematorieskorstene, pigtrådshegn, vagttårne, barakker. Store projektører oplyste rampeområdet, schæferhunde gøede som rasende og bevæbnede SS-mænd kommanderede Raus! Raus! Schnell! Auschwitz-Birkenau!

Kontroversiel beretning

Adolf Hitler – rodfæstet i indædt jødehad og antisemitisme – var hovedarkitekten bag folkedrabet, men han var alligevel til at tale med engang imellem, når det gjaldt jøderne. Historikere har kendskab til mindst ét tilfælde, hvor Føreren personligt greb ind for at beskytte en jøde mod sit eget – og nazisternes – terrorregime.

Efter krigen blev Hitler set som inkarnationen af absolut ondskab, en massemorder, som alle kunne distancere sig fra. Det gængse mediebillede levnede ikke plads til at hive den dæmoniske Førerskikkelse ned på jorden og lade ham fremstå i close-up som et almindeligt menneske af kød og blod.
Derfor blev den kontroversielle beretning om Hitler som ung teenager i dyb sorg over moderens død i årevis skubbet ud i historiens tusmørke …

Familielægen var jøde

Da nazisterne i marts 1938 havde invaderet Østrig og proklameret Anschluss, satte forfølgelsen af jøderne ind med det samme. De blev ydmyget, mishandlet, deporteret til KZ-lejre, mange af dem myrdet.
Samme år modtog Hitlers Rigskancelli et privat brev fra Dr. Eduard Bloch, der boede i Østrig i Hitlers hjemby Linz, og som næsten 40 år tidligere havde været Hitler-familiens jødiske huslæge. Den 66-årige læge var blevet tvunget til at lukke sin lægepraksis og bad nu indtrængende Hitler om hjælp.
Som huslæge for Hitlers forældre havde han behandlet Hitlers far Alois Hitler og moderen Klara, da hun blev ramt af en dødelig brystkræft. Også Hitler selv, dengang en stor dreng, havde han taget sig af, da han blev syg med lungesymptomer.
Hitler reagerede prompte på brevet og satte Dr. Bloch og hans familie under Gestapos beskyttelse med vidtrækkende privilegier. Hvor alle andre jøder i Linz blev forfulgt, fordrevet fra hus og hjem og deporteret til KZ-lejre, kunne Bloch helt uforstyrret blive boende i huset på Palais Weissenwolff.

Privilegier som ikke-jøder

Bloch-familien bevarede retten til telefon og skrivemaskine, de kunne uhindret telegrafere over Atlanten, de fik regelmæssigt fornyet deres pas, de måtte køre bil. Som alle ikke-jøder modtog de også rationeringsmærker og kuponer til tøj og andre forbrugsvarer.
Men da de jødiske mænd, der var tilbage i Linz, i november 1940 blev tvangsdeporteret til KZ-lejre, turde Bloch og hans familie ikke vente længere. De søgte i december 1940 tilladelse til at emigrere til USA, og de modtog et beskyttelsesbrev fra Rigskancelliet med tilladelse til at rejse ud af landet.

Stærkt knyttet til moderen

Det viste sig senere, at Hitler aldrig havde glemt familiens jødiske huslæge. Hitlers far, Alois Hitler, var død allerede i 1903, og fire år senere blev moderen ramt af kræft. I begyndelsen af januar 1907 blev Dr. Bloch opsøgt i konsultationen af Klara Hitler, der klagede over smerter i sit bryst, og nærmere undersøgelser afslørede en uhelbredelig kræftsvulst.
Da lægen den næste dag fortalte børnene, 17-årige Adolf og 10-årige Paula, om moderens alvorlige sygdom, blev han især rørt over den unge Hitlers reaktion.
I sine håndskrevne erindringer, der opbevares i US Holocaust Memorial Museum i Washington, skrev Eduard Bloch senere:”Hans lange, gustne ansigt var fortrukket. Tårerne flød fra hans øjne. Havde hans moder ingen chance? spurgte han. Da kunne jeg se, hvor stærkt båndet var mellem moder og søn.”
Selv om mulighederne for helbredelse var ringe, blev det alligevel besluttet at lade Klara Hitler indlægge på Krankenhaus der Barmherzigen Schwestern i Linz for at gennemgå en større brystoperation.
Også her slog det Dr. Bloch, hvor tynget Hitler var af sorg og bekymring. Hans ansigt var stribet af tårer, øjnene trætte og rødsprængte: ”Han havde kun ét spørgsmål. Med grådkvalt stemme spurgte han: Har min moder smerter?”

De fattiges læge

Igennem flere måneder kom Dr. Bloch næsten dagligt for at tilse patienten og lindre hendes smerter, mange gange helt uden betaling, ligesom han afslog at modtage penge for ekstra medicin. Moderens sygeseng blev placeret i det eneste rum i huset, der kunne varmes op, og Hitler fik anbragt en divan, så han kunne være tæt på moderens dødsleje både dag og nat.

Hitlers eneste ven i de unge år, August Kubizek, kom ofte i huset under moderens sygdom og mødte her Dr. Bloch flere gange. I sine erindringer The Young Hitler I Knew, der udkom i 1953, beskrev han Eduard Bloch som Hitler-familiens ”elskede Doktor Bloch, som i byen blev kaldt ´de fattiges doktor´… et hjertensgodt menneske, der ofrede sig for sine patienter.”
Kubizek fortalte, at den unge Hitler var vendt tilbage fra Wien og i disse måneder gjorde alt for at drage omsorg for sin mor. Han tog sig af sin lille søster Paula, hjalp hende med lektierne, sørgede for madlavningen, gjorde rent overalt: ”Aldrig tidligere havde jeg bemærket en sådan kærlighed og medfølelse hos ham …”
Også Eduard Bloch fremhævede i sine erindringer, hvor tæt Adolf Hitler var knyttet til sin mor. Da hun døde den 21. december 1907 kun 47 år gammel, brød hans verden næsten sammen.
Lægen beskrev Hitlers sorg
Aldrig igennem sine mange år som praktiserende læge havde Eduard Bloch oplevet en ung mand så nedbrudt og fyldt med sorg som den unge Adolf Hitler, da han et par dage efter begravelsen dukkede op for med gråd i stemmen at takke lægen: ”Adolf havde et mørkt jakkesæt og et løst knyttet halstørklæde … Han trådte frem og tog min hånd. Mens han så mig i øjnene, sagde han: ”Jeg vil være Dem taknemmelig for evigt.”

Efter begravelsen tog Hitler tilbage til Wien, og for at udtrykke sin taknemlighed sendte han til nytåret 1908 et postkort til Eduard Bloch, som han selv havde håndmalet. På bagsiden havde han skrevet: Mine allerbedste ønsker for det nye år, med evig taknemlighed, Deres Adolf Hitler.

En ædel jøde

Mange år senere, i forbindelse med Anschluss i 1938, aflagde Hitler et besøg på Rådhuset i Linz. Han spurgte interesseret den lokale rådmand Adolf Eigl om nyt fra sin hjemby og bragte Eduard Bloch på bane: ”Lever min gode gamle Dr. Bloch endnu? Ja, hvis alle jøder var som ham, ville der ikke findes antisemitisme.”
Ein ”Edeljude” – en ”ædel jøde” – kaldte Hitler familiens gamle huslæge, der i sine erindringer reflekterede over Førerens bemærkninger: ”Det var mærkeligt, og på en måde smigrende, at Adolf Hitler i det mindste kunne se noget godt i ét menneske af jødisk race.”

Dr. Eduard Bloch døde i sin lejlighed i Bronx i New York den 1. juni 1945, 73 år gammel.