Jeg er træt af at være ”den pæne pige”

Kære Suh
Jeg har et måske lidt usædvanligt problem, men jeg er træt af at være ”den pæne pige”.
Jeg er vokset op i en kristen familie, har haft en god og normal opvækst og altid klaret mig godt i skolen.
Jeg er i dag gift og har to børn – vi er en rigtig kernefamilie. Vi kommer i en velfungerende menighed, og jeg er (selvfølgelig) engageret i kirken og står bl.a. for koordinering af al børnearbejdet.
Jeg er ikke som sådan utilfreds mit liv, men engang imellem savner jeg at være ”noget mere”. Det er som om, at jeg nogle gange har lyst til at leve noget ud (noget jeg får lyst til at gøre eller sige), men som jeg holder tilbage, fordi det ikke passer med ”mig”. Ved ikke om det giver mening, men fx forleden hvor jeg havde købt nye busker med lidt huller i ved knæene, var der en af mine venner, der kommenterede det og sagde: ”Sådan troede jeg ikke, en pæn pige som dig gik klædt”. Det var ikke ondt ment, men det har bagefter fået mig til at tænke rigtig meget over mig selv, og om jeg egentlig er den, jeg vil være?
Undskyld hvis det er lidt forvirret det hele, måske tænker jeg bare for meget over det hele.
Med venlig hilsen
Den pæne pige

Kære Pæne Pige
Udvikling og ændring i adfærd er en proces, der tager tid. Tankemæssigt og følelsesmæssigt skal man vænne sig til eventuelle ændringer, og det er da en rigtig god idé at overveje konsekvenserne af en ændret adfærd, både for din egen og for andres skyld, du er jo en del af en familie.
Lad mig starte med at slå fast: Der er intet i vejen med at være ”en pæn pige”. Jeg forstår, at du bruger udtrykket med måske nogle negative associationer, men jeg tror, at pæne piger (og fyre), har et godt liv. Hvad der lader til at være en udfordring for dig, er at du længes efter noget mere end du er nu! At kunne udtrykke dig og handle mere impulsivt.
Men der er tilsyneladende en slags censur på, som får dig til at undertrykke denne tilskyndelse. Nu er det jo godt nok at undertrykke visse tilskyndelser, så i første omgang skal du måske blive lidt klogere på, hvad det er for ting, der undertrykkes? Vil de bære dårlige frugter – eller gode? For måske vil disse tilskyndelser slet ikke ødelægge eller chokere (hvis det er frygten for det, der holder dig tilbage), men måske vil de i stedet berige dit og andres liv? Måske vil de være med til at af- eller bekræfte dig i antagelser om andre og om verden? Gøre dig mere rustet til at håndtere flere ting og situationer på? Tænk over, hvilke tiltag, der kan hjælpe dig med at lære disse mere ukendte sider af dig selv bedre at kende, så du for alvor kan vurdere, om du har lyst til, at de skal fylde mere i dit liv.
Du kan fx gå aktivt efter mere af den slags tøj, som åbenbart ikke falder ind under ”pæne piger”-kategorien, og registrere, hvad det gør ved dig. Eller prøve at tillade dig selv at sige det, der umiddelbart falder dig ind, bare halvdelen af gangene? Gør det, når du er i trygge rammer, så det ikke bliver for overvældende for dig. Måske vil du opdage, at der inde i dig foruden den pæne pige også bor en endnu mere spændende personlighed?
Held og lykke med det.
Hilsen Suh