Fastetiden er ikke kun noget for katolikker

I fastetiden samler nogle kirker ind for at kunne sende tøjdyr med bibelhistorier til børn i Syrien. Foto: Wildlife Storytellers.

Mange protestanter praktiserer en form for faste i 40 dage mellem askeonsdag og påske.

Stadig flere protestanter verden over er blevet opmærksomme på værdien af fastetiden, som begyndte onsdag efter fastelavn og slutter påskelørdag.

Martin Luther afviste i sin tid den katolske kirkes strenge fasteregler som ubibelske. Men nu begynder de protestantiske kirker at få øjnene op for fastetiden som en værdifuld forberedelse til påske.

Interessen er eksploderet

Askeonsdag, dvs. første onsdag efter fastelavn, startede den 40-dages faste i den romersk-katolske kirke. Mange katolikker praktiserer faste ved at afstå fra kød i hverdagene, mens søndage ikke regnes som fastedage.
En undersøgelse foretaget af LifeWay i sidste måned viser, at tre ud af fire amerikanere ikke holder faste. Men der er en voldsomt stigende interesse blandt protestanter, ja, det er nærmest ”en eksplosion”, siger pastor Doug Ponder fra Viriginia.

Husk du skal dø

Askeonsdag tegner præsten et askekors på den enkelte kirkegængers pande. Asken stammer fra det foregående års påske, da det er brændte palmegrene fra palmesøndagsfejringen.
Pastor Glenn Packiam fra Colorado fortæller i The Christian Post, hvorfor faste også er godt for protestanter.
– Alle de mange temaer, som vi protestanter fokuserer på i fastetiden, er rodfæstede i Bibelen. I Salme 90 læser vi en bøn om, at vi må lære at tælle vore dage og huske, at vi skal dø. Det minder os om at takke Gud, fordi han har elsket os med en kærlighed, der er stærkere end døden, forklarer Glenn Packiam.

Traditionelt vil folk få et askekors i panden under en gudstjeneste askeonsdag.
Et askekors ”to go”

I England har Den anglikanske Kirke erkendt, at mange har for travlt til at gå til gudstjeneste askeonsdag. Derfor har præsterne opfundet begrebet ”Ash n’ Dash”. I nogle indkøbscentre har præsterne indrettet områder, hvor travle kristne kan modtage forbøn og et askekors i panden.
– Det var en god anledning til at komme ud på gaden både med et offentligt vidnesbyrd og med tilbedelse askeonsdag. Vi sætter fokus på den virkelighed, at vi alle er dødelige, vi er støv.

Det er også en anledning til at tænke på den sandhed, at Jesu opstandelse forvandler dette støv til mennesker med uendelig værdi og med et evigt håb. Det er et øjeblik på dagen, hvor man kan mødes med Gud, forklarer pastor Tiffany-Alice Ewins.
Uden for det lokale bibliotek viste nogle af os askeonsdag, at døden ganske vist er en virkelighed, men opstandelsen er endnu mere virkelig, tilføjede hun.

Længsel efter rødder

– Jeg har set en stor stigning i ønsket om at faste i den kirke, hvor jeg er præst. Og det er sket, uden at jeg har tilskyndet til det, skriver Doug Ponder i Crosswalk.
”Jeg har set det samme ske på de sociale medier, der går næsten ikke to minutter imellem, at der dumper en ny postering ind fra en ven, der fortæller, hvad han eller hun vil gøre, læse eller faste fra i tiden op til påske.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Også det kristne medie Mere Orthodoxy har bemærket, at fastetiden som en ”fromhedsøvelse, der længe har kendetegnet de mere liturgiske kirker”, nu også er en voksende trend blandt lavkirkelige evangelikale.
– Enhver præst eller prædikant må finde ud af, hvad der er de største udfordringer for oplæring og evangelisering i hans egen kontekst, siger Glenn Packiam. Han mener, at evangeliske kristne i USA gennem mange årtier har været ”forholdsvis rodløse”.
– Vi har ikke været forbundet med en bredere tradition eller med den historiske praksis af vores tro. Derfor er der en sult efter ”rødder”, efter at være en del af historien og blive mindet om, at vi ikke selv har fundet på disse ting. Det er ikke startet med os.

Et bibelsk princip

Glenn Packiam siger til Christian Post, at fastetiden hjælper folk med at få fokus på Kristus. Og så betyder det mindre, at fasten ikke nævnes i Bibelen og derfor ifølge nogle kristne ikke bør praktiseres.
– Bibelen taler om fyrre dages fasteperioder. Så de første kristne har praktiseret det, bl.a. som dåbsforberedelse for nye troende. Faktisk er det noget, som også de gamle israelitter brugte. En fyrre-dages faste er en måde, hvorpå man kan søge Gud, idet man angrer sin synd, forklarer han.
Men fasten handler også om at opgive noget for at kunne give mere til andre. I Glenn Packiams kirke har man en fasteindsamling, hvor folk kan købe Wildlife Storytellers til flygtningebørn i Syrien.

Wildlife Storytellers er tøjdyr med indbyggede chips, der kan afspille bibelske beretninger og undervisning – og dermed bringe glæde og håb også til flygtningebørn.


Artiklen fortsætter efter annoncen: