En vision om vækkelse
Lars Hyldgård Jensen har fået et budskab fra Gud: Skriv et hæfte til alle præster i Danmark med udgangspunkt i Malakias Bog.Det har han så gjort, og derefter er det blevet sendt til knap 3000 præster.
Anliggendet er den vækkelse, der if. forfatteren vil komme til Danmark – den store vækkelse, som er omtalt både i Joels Bog og Malakias Bog, og som allerede finder sted i det meste af verden (med undtagelse af Europa).
Lars Hyldgård skriver til præsterne, fordi de har et vist ansvar for kirken og dermed også for de mange nye troende, der vil strømme ind i kirken. Og han kan være meget kontant i sin henvendelse: Om den religiøsitet, der modstår Guds ånds virke, føler jeg, at jeg skal bruge hårde ord: Til helvede med religiøsitet, der blokerer for livet!
Det er i det hele taget gennemgående for indholdet, at det er et (nok så velkomment) opgør med al den falskhed og hulhed, alt det hykleri, der trives i det mindste inden for folkekirken.
Formålet er at vække præster, så de kan blive redskaber for vækkelsen, og hæftet sluttes af med syv udfordringer – til refleksion og fornyelse.
Her spørger han eksempelvis:
Er du lydig mod den tro, du repræsenterer?
Eller:
Er du rent praktisk forhindret i at prioritere bønnen og tjenesten for ordet?
Budskabet er ganske klart, og sidder præsterne det overhørig, har de i alle fald ingen undskyldning den dag, vækkelsen virkelig kommer.
NJV
Lars Hyldgård Jensen: Vækkelse
16 sider 45 kr. (inkl. forsendelse) DOXA