Kritik af Danmarks religionsfrihed

Katayoun Kishi er den ledende forsker bag Pew-rapporten.

Hele fire internationale undersøgelser påpeger, at religionsfriheden i Danmark er under stigende pres.

En spritny rapport fra det amerikanske forskningscenter Pew placerer Danmark i den dårligste fjerdedel blandt de europæiske lande, når det gælder religionsfrihed.

Dermed føjer Pew-rapporten sig til en række internationale rapporter, der kritiserer forholdene omkring tros-udøvelse i Danmark.

Terror mod minoriteter

Af Pew-rapporten, som udkom midt i april, fremgår det, at religionsfriheden i Danmark er blevet markant indskrænket i perioden fra 2007 til 2015. Det har resulteret i flere religiøst relaterede terrorangreb:
Rapporten nævner, at der i 2015 blev kastet en molotov-cocktail mod en moské i København. Senere kom angrebet mod Krudttønden under en debat om ytringsfrihed – og synagogen i København blev angrebet under en jødisk bar mitzvah-fejring.

Den ledende forsker bag undersøgelsen, Katayoun Kishi, nævner også flere islamkritiske aktioner og bevægelser (Pegida og Stop islamiseringen af Danmark) som forklaring på Danmarks dårlige placering.

Omskæring af drenge

Den årlige amerikanske rapport om menneskerettigheder kritiserer, at Danmark i 2014 forbød rituelle slagtninger uden bedøvelse.
Der udtrykkes også kritik af den voksende modstand mod retten til religiøst motiveret omskæring af drenge, som både muslimer og jøder praktiserer.

Chikane af kristne

Den katolske organisation Aid to the Church in Need har i sin 2016-rapport udtrykt bekymring over forholdene for de kristne flygtninge på asylcentrene.
Ligesom i andre europæiske lande kan også kristne på danske asylcentre opleve chikane, diskrimination og vold fra deres landsmænd og andre tidligere trosfæller.

Folkekirkens særstatus

Både Pew-rapporten og en FN-rapport fra 2016 kritiserer Folkekirkens særstatus, der opfattes som diskrimination og chikane af andre trossamfund. Der er også kritik af kirkeskatten samt diskussionen om ”danskhed” og religiøse symboler.

Denne kritik afvises dog af en forsker i religion og politik fra Kbh.s Universitet som ubegrundet og forårsaget af manglende kendskab til danske forhold.

’Imam-loven’

Flere danske kirkeledere samt den danske selvejende statsinstitution ’Institut for Menneskerettigheder’ har desuden kritiseret Forkynderloven, der skal begrænse hadprædikanters ytringsfrihed.

Kirkeminister Mette Bock afviser dog, at der rent juridisk er tale om et øget pres mod ytringsfriheden i Danmark.