Hører du den stille vind?
Jeg så lige en Facebook video, som udfordrende viser, hvor mange af de værdifulde ting i livet vi let kommer til at misse, fordi vi hele tiden er online på smartphonen. Men dette velkendte budskab har også et dybere lag.
Tænk nu, hvis jeg fortalte dig, at jeg kunne tage din smartphone, din computer og dit tv fra dig, og du ville alligevel ikke mangle noget. Lyder det skræmmende, måske nærmest urealistisk?
Vi vender os meget hurtigt til en livsstil, hvor vi giver disse medier lov til at forstyrre os, ja faktisk diktere, hvad vi bruger vores opmærksomhed på. Undersøgelser fra Apple viser, at du i gennemsnit tjekker din telefon 80 gange om dagen! Du kigger på telefonen omkring hvert 11. minut! Og da det er et gennemsnit, så ligger mange også meget højere. Vildt, ikke? Har det taget overhånd? Det synes jeg.
Da vi er åndelige væsener, så påvirker denne måde at leve på selvfølgelig også vores forhold til Gud. Jeg vil vove den påstand, at du har brug for at være stille, ja endda at kede dig. For det er ofte først, når hjernen har bearbejdet indtryk og tanker, at du virkelig er lydhør overfor Guds input. Men mange når aldrig dertil.
Da profeten Elias søgte Gud på Horebs bjerg, var Gud hverken i stormen, jordskælvet eller ilden, men i den sagte susen. I vinden. Med andre ord, dét man kun kan høre, hvis man er helt stille. Jesus brugte lang tid alene i ørkenen. Ja, Helligånden ledte ham faktisk derud. Og Jesus trak sig ofte tilbage til øde steder for at søge Gud.
Jeg vil gerne udfordre dig til intentionelt at søge stilheden og slukke for mobilen. Personligt har jeg købt et armbåndsur for at undgå at se på mobilen så ofte (det virker). Og jeg er med i en netværksgruppe, hvor vi, ud over lovsang og bøn for hinanden, bruger mindst en time sammen i stilhed med Bibelen og andagtstekster. Det er livgivende! Det kan være svært, men det gør altså bare noget virkeligt godt for sjælen.
Hvad med at gøre det til en livsstil, at give plads til stilhed og kedsomhed? Så vil du måske lettere høre den stille vind, når den kommer forbi. Og det er jo dér livet er, ikke?
