Lederen af Taizé blev kristen martyr
Broder Roger, stifter af den franske religiøse bevægelse Taizé, blev myrdet tirsdag i sidste uge. Han blev 90 år.
Det var en tragisk hændelse, der førte til broder Rogers død tirsdag den 16. august. Under aftenbønnen sent tirsdag blev broder Roger myrdet, tilsyneladende af en sindsforvirret rumænsk kvinde med en kniv.
Budskabet om hans død blev hurtigt spredt over verdens nyhedsmedier og vakte alle steder stor sorg. For er der noget, man ikke forbinder med broder Roger og Taizé, er det vold og uforsonlighed.
Roger Luis Schutz-Marsauche, som er broder Rogers fulde navn, blev født i 1915 i Schweiz. I 1940 stiftede han bevægelsen Taizé i det østlige Frankrig.
Han satte som mål for sit liv og virke, at han ville arbejde for at samle det, som var revet fra hinanden, såvel inden for kirken som i menneskeheden. En målsætning, som er mundet ud i et omfattende konkret arbejde med at skabe en forsoning mellem katolikker og protestanter.
Et af virkemidlerne har været at invitere kristne unge såvel som gamle til Taizé for at deltage i bøn, bibellæsning, sang, kristen meditation og fællesskab. Over hele verden har Taizé-gudstjenesterne været til stor inspiration og har givet mange mennesker, der har søgt efter livets mening, en smag på kristendommen.
For såvel katolikker som protestanter har Taizé været med til at åbne for nye former for liturgi og gudstjenesteformer. I denne proces har man ikke været i tvivl om, at budskabet fra Taizé ikke blot var et stil-kursus, men funderet på Bibelens ord.
Hele broder Rogers liv var kendetegnet af ikke blot budskabet om, men også nærværet af forsoning og fællesskab.
Han var vidne til, at mennesker, ja hele kirkesamfund, nærmede sig hinanden. Mest af alt var han vidne til, at mennesker nærmede sig og blev forsonet med Gud.
Broder Rogers død er også et vidne. Hans martyrium vidner om, at såvel menneskeheden som kirken fortsat har brug for forsoning og fællesskab.