Musical om magtmisbrug og nåde i en reformationstid

Den fiktive beretning fra Luthers tid illustrerer nogle af reformationens hovedtanker. ”Bispekravens” historiske beretninger viser, at Gud ikke ser gennem fingre med synd.

Musicalens forfatter sætter sig flere gange for at fortælle om sine 95 nye teser. Men han bliver hele tiden afbrudt af sangerne, som belyser Reformationens hovedanliggender.

Journalisten og prædikanten Johnny Noer belyser i ”Bispekraven” fem af pavens dogmer, som Luther tog afstand fra.
”Kampen mod Rom er endnu ikke til ende”, erklærer Johny Noer i musicalen, som havde premiere i kulturhuset ’Månen’ i Haderslev under reformationsfejringen i pinsen.
Musikken er skrevet af gospelsangerinden Signe Walsøe, som selv optræder i flere roller undervejs. Også et dansk musical-team fra Sultan Pool scenen i Jerusalem og ørkenamfiteateret Masada lægger stemmer til.
De omtalte teser forklares i flyveskriftet ’De nye 95 teser’, som er skrevet til anledningen af Johny Noer.

Store præstationer

Vi oplevede fremragende stemmer og god mimik fra alle sangerne. Især den mandlige sanger, som er konservatorieuddannet, havde en virkelig stor stemme.
Signe Walsøe var den gennemgående ”syngende fortæller” – det gjorde hun meget tydeligt med både stemme og skuespil.
Johnny Noer er bestemt ikke uvant med at formulere skarpe tekster med en vigtig pointe. Men musical-genren giver visse udfordringer:
Både hans egne replikker (han optræder som tilbagevendende ”talende fortæller”) og de fleste af sangteksterne er skrevet som poesi med enderim, men uden versefødder og med et stadigt vekslende antal stavelser.
Det betyder, at man til teksterne ikke kan lave melodier, som gentages vers for vers, og som publikum efterfølgende synes, de ”kender”.
Signe Walsøe er sluppet rigtig godt afsted med melodierne, men kun få steder når publikum frem til genkendelsens glæde rent melodisk.
Sangerne akkompagneres smukt af en enkelt keyboardspiller.
En storskærm vejleder publikum i at finde ud af, hvilke roller sangerne i øjeblikket optræder i (de skifter hele tiden tøj og roller), og hvad essensen af deres sangtekst er. Det fungerer godt (især hvis man husker at skifte billede til tiden).

Kærlighedshistorien

Selve manuskriptet ligner en mosaik af forskellige reformations-historier.
Der er historien om bispekraven af uld(!), som har givet navn til stykket. Kraven fremstilles af uld fra får i Skt. Agnes’ kloster, og prisen er 20.000 gylden af det pureste guld.
En ung adelsmand trodser forventningerne om at stile mod en bispekrave – han vil ikke være gejstlig og leve i cølibat. Han forelsker sig i en ung novice, der heller ikke vil leve i cølibat og være nonne, og de løber væk sammen og gifter sig. Det forvirrer, at novicens navn er Katarina. Man tror umiddelbart, at det handler om Martin Luthers senere hustru.
Den dygtige afladskræmmer Johan Tetzel optræder – klædt ud som ”manden med leen” for at skræmme penge fra folk.

Blodbadet i Stockholm

Lidt efter hører vi om blodbadet i Stockholm, som kong Christians elskerindes mor, ”Mor Sigbritt”, i stykket får skylden for at have udtænkt. Her optræder det unge par som et opskræmt adelspar, hvem det i sidste øjeblik er lykkedes at undslippe blodbadet.
Vi møder også Hans Tavsen i forbindelse med reformationens gennemførelse i Danmark, men denne historie står ikke specielt skarpt i stykket.
– Skal Reformationen opnås, må sandheden frem, selv om det er farligt, siger Noer med henvisning til det blodbad, der kostede 84 livet. Mor Sigbritt foreslog massakren for at befæste Christian II’s magt – i stedet endte det med, at han mistede magten, og hun selv døde i et hollandsk fængsel.
Da Christian III blev indsat, lovede han i sin kroningstale, at ”selv kejserens myndighed må standse ved kirkens port”.

Afviser katolske dogmer

De katolske dogmer, som afvises af det unge par, handler om: Messeofferet (hvad der sker i nadveren), Maria-dyrkelsen og dens lære, pavens ufejlbarlighed og præsternes cølibat.
Under inkvisitionen afviser det unge par at tilbagekalde den nye tro. De fastholder undervejs deres tro gennem den apostolske trosbekendelse – og det får pludselig abedissen til at omvende sig. Herefter synger hun med på sangen ”Nåde over nåde”, som er stykkets gode og medrivende slutsang.
Pointerne fra de nye teser om Guds dom over synd og ubibelsk lære kunne med fordel gøres mere tydelige. Ellers står publikum tilbage med alt for mange løse ender. Og det er sagen for vigtig til…