Bønneaktion med app før valget

Jon Steinar Kjøllesdal opfordrer folk til at bede for Stortingsvalget i efteråret 2017 ved hjælp af en særlig app.
Foto: Nasjonalt bønneråd.

Det norske ’Nasjonalt bønneråd’ lancerer sin egen bønneapp i forbindelse med en planlagt bønneaktion de sidste tre uger før stortingsvalget den 11. september 2017.

Det nationale bønneråd opfordrer til 21 dages bøn for Norge i perioden 21. august – 10. september, dvs. de sidste tre uger før stortingsvalget.
– Der står i Timoteus 2:2, at vi skal bede for alle i høje stillinger. I forbindelse med stortingsvalget tænker vi, at det er vigtigt med lidt mere intens bøn for landet, siger Jon Steinar Kjøllesdal, som er daglig leder i Nasjonalt bønneråd.

I forbindelse med aktionen har rådet lanceret bønneapp’en ”Bønn for Norge” som kan downloades på smartphones. Dagens bønneemne vil hver dag blive lagt ud på app’en. ”Så kan man vælge at bruge fem minutter på bøn i bussen eller noget længere tid derhjemme, når man beder for landet”, forklarer Kjøllesdal.

Nationalt bedekort

Nasjonalt bønneråd er et forum med repræsentanter fra flere forskellige bedenetværk i Norge.
– Der er mange, som samles til bøn og har planlagt bededage i løbet af efteråret. For mange vil det være naturligt at bede for valget, når de har en sådan samling, siger Jon Steinar Kjøllesdal.
På hjemmesiden bonnforvalget.no opfordres folk til at registrere de lokale bønnemøder, som så kan ses på hjemmesiden og appen.Bønneemnerne vil blive formuleret af folk fra forskellige organisationer og trossamfund.
– ’Tro & Medier’ har fx ansvaret for bøn for medierne, og Åpne Dører har ansvar for bønner for forfulgte kristne, siger Jon Kjøllesdal.

National bededag

App’en er under udvikling og vil også kunne bruges efter valget.
– Alle de 21 bønneemner fra aktionen vil ligge lagret der, og den skal samle forskellige temaer, som man også kan bede for fremover, siger Jon Kjøllesdal.
Rådet har valgt søndag d. 10. september som national bededag.
– Gudstjenesterne på denne dag kan give ekstra plads til bøn for landet, fx ud fra 2. Krønikebog 7:14, opfordrer Jon Kjøllesdal.

Bibelverset lyder: ”Hvis mit folk da ydmyger sig i bøn, søger mig og vender sig fra deres onde handlinger, da vil jeg høre deres bøn i Himlen, tilgive deres synder og genoprette deres land.”
Bønnerådet samles hvert år til en national bønnekonference på Grimerud. Her kommer også forkyndere fra andre lande med hilsener og profetier om den åndelige situation i Norge.
– I år havde vi bl.a. besøg af John Dawson, som har været leder for Ungdom med Opgave, og David Demian fra Canada. De udfordrede os til at tro, at 2017 er et år med gennembrud for evangeliet. Men vi må gøre ligesom Daniel, der bad i 21 dage for genopbyggelsen af Jerusalem efter profetien i Jeremias. Når vi får en profetisk hilsen, så må vi svare ved at bede, fastslår Jon Steinar Kjøllesdal.