Ansat nægtet at prædike for fanger pga. ’homofob’ bibeltekst
En kristen fængselsansat i England fik forbud mod at holde andagter i fængslets kapel, fordi han i 2014 citerede et bibelvers, der omtaler homoseksualitet som synd.
Pinsepastor Barry Trayhorn arbejdede i et fængsel for mandlige sexkriminelle nær Huntingdon i Cambridgeshire, hvor han har været frivillig prædikant siden 2011. Men han fik ikke lov til prædike for fangerne, efter at han havde citeret ordene fra 1 Korinterbrev 6:9-10. Her nævnes homoseksualitet som en af 10 typer synder.
Ifølge de kristne jurister i Christian Legal Centre havde Barry Trayhorn i sin prædiken sagt, at bibelverset handler om, at Gud tilgiver dem, som omvender sig.
Men bare det at Trayhorn læste bibelverset, var for meget for nogle af tilhørerne. Fire dage senere indsendte de en klage over, at han havde nævnt homoseksuelle. Trayhorn blev straks frataget retten til at hjælpe ved andagterne med den begrundelse, at hans kommentarer var ’homofobiske’ og i modstrid med fængslets politik. Samtidig fik han at vide, at der ville blive en disciplinær sag.
Efterfølgende følte Trayhorn sig presset til at sige op som gartner ved fængslet. I marts 2016 afgjorde arbejdsretten, at prædikantens religionsfrihed ikke var blevet overtrådt. Retten fandt derimod Trayhorns reference til bibelverset ”insensitivt” og fastslog, at han ”ikke havde taget hensyn til den særlige type menighed i fængslet.”
I sidste uge endte appelsagen ved England og Wales’ højesteret. Dommer Elizabeth Slade opretholdt den første kendelse og sagde, at brug af et sådant bibelvers ”kan legitimere mishandling”.
– Jeg havde ikke til hensigt at true eller skade nogen ved at citere 1 Kor. 6. Jeg delte evangeliet med dem, fordi Kristi kærlighed får mig til at fortælle, hvor de kan finde tilgivelse. Jeg sagde også til fangerne, at jeg selv er den værste synder, jeg kender, sagde Barry Trayhorn efter appelsagen.