Englen hjalp med at bære bjælken

Personlig beretning fra en russisk fangelejrDet var i december 1945 i en russisk fangelejr. Arbejdsbataljonen var vendt tilbage til lejren efter dagens hårde arbejde. Så lød der råb og eder udenfor. Alle skulle træde an igen! I endeløse rækker på fem marcherede fangerne ud i den sibiriske nat. Der faldt en iskold sne. Hvor skulle de hen? Ingen vidste det.
Efter en march på en times tid kom fangerne ud i området omkring floden Tom. Dér lå der kæmpemæssige stabler af birkestammer, der var kommet flydende på floden i sommerens løb. Disse stammer skulle nu bæres tilbage til lejren – otte kilometer borte. Atter lød der råb og eder, indtil alle havde fået en træstamme over skulderen.

„Som en af de sidste blev det min tur,“ fortæller Hans Riesche.
„Om det nu var, fordi de mindste stammer allerede var taget, eller fordi man ventede, at jeg var særlig stærk på grund af min højde, ved jeg ikke, men de læssede i hvert fald en kæmpestamme på min skulder.
Dødtræt, gennemfrossen og sulten som jeg var, ville det være umuligt for mig at bære den halvtreds kilo tunge stamme op ad den stejle skrænt med stormen lige imod mig.
Men afsted måtte jeg – den, der ankom til lejren uden træ, ville blive smidt i kachotten, hvor man kun fik halv forplejning, blev sat til strafarbejde og måtte sove i en uopvarmet bunker. Kachotten betød døden!
Med vaklende knæ gik jeg et stykke fremad. Stormen hylede, sneen satte sig som skorper i næse og øjne, og stammen tyngede på skulderen, så det gjorde ondt.
Var der ingen, der kunne hjælpe mig? Ingen, intet – kun den fygende sne, det uigennemtrængelige mørke og vindens susen.

Min afmægtige fortvivlelse truede med at sprænge mit bryst, og jeg udstødte et langt, hæst skrig, fuldt af sjælekval.
Det betød: „Gud i Himlen, hjælp mig! Lad mit kors blive lettere!“
Jeg vaklede et stykke videre.
Da så jeg pludselig en mørk skikkelse, uvirkelig med sine tågede omrids, foran mig. Jeg ville råbe til skyggen, men stormen kvalte mine ord.
Nu skete der imidlertid noget forunderligt: Den ubekendte greb forenden af stammen og lagde den på sin skulder. Jeg skyndte mig tilbage til bagenden, og med forenede kræfter bar vi nu byrden. Hvor blev stammen dog på én gang let!
Den fremmede gik rask til, kun fire skridt foran mig, og alligevel så jeg kun en uvirkelig skygge i naturkræfternes vilde rasen.
Med uformindsket fart gik det op ad skråningen. Jeg måtte klamre mig til stammen for ikke at snuble. Den anden så sig ikke tilbage, men trak mig hurtigt med sig fremad.
Jeg ville utvivlsomt være gået vild, men den fremmede skridtede sikkert og urokkeligt frem gennem nattens mørke.
Al min angst og svaghed var borte, og jeg fulgte ham tillidsfuldt. En kraft udgik fra ham og overførtes gennem stammen til mig, så mine fødder i de klodsede støvler bevægede sig mere frit.
Hans brede skikkelse beskyttede mig mod vinden og den piskende sne.
Snart fik jeg øje på det høje bræddehegn foran os, og dér lå den kæmpemæssige stabel af træstammer, der havde ligget ved floden otte kilometer bag os – slæbt af en hær af navnløse skikkelser i den sibiriske vinternats iskolde mørke.

Vi smed stammen dér, og jeg gik hurtigt frem for at takke den fremmede. Men han var forsvundet i mørket.
Jeg så mig søgende omkring til alle sider, men der var ingen at se.
Havde det været én af vore? Eller en vagtpost? Måske en civil russer, der havde fået medlidenhed med mig?
Eller – en engel?
Jeg vidste det ikke. Men ét vidste jeg helt sikkert: Det var Gud selv, der havde sendt ham. Han havde hørt mit dybe nødskrig og i sin evige kærlighed
hjulpet mig.“

(Fra bogen: Englevagt – 108 beretninger om menneskers møder med engle, v. Kirsten I. Hoffmann, Forlaget Scandinavia, 2005, 185 sider, 148 kr.).