Festlig halindvielse på Solgården med besøg af Skjern Håndbold
Godt 500 feststemte gæster var fredag den 8. september med til halindvielse på Efterskolen Solgården i Tarm.
Forstander Kristian Andersen bød velkommen til alle de fremmødte, og herefter fik skolens pedel, Morten Degn, æren af at klippe den røde snor over og officielt erklære den flotte hal for åben.
Eftermiddagens program bød på en underholdende volleyballkamp, hvor Skjern Håndbolds Ligaspillere i en for dem noget uvant sportsgren dystede mod Solgårdens DM-sølvvindere i volleyball.
I den meget velspillede kamp var det Solgårdens drenge, der trak sig sejrrigt ud af opgøret i to sæt 25-12 og 25-2. Undervejs kommenterede og speakede lærer Peter Bruun.
De veloplagte håndboldstjerner fra Skjern Håndbold var klar til at skrive autografer efter kampen, hvor ikke mindst landsholdsprofilen Kasper Søndergaard tiltrak sig stor opmærksomhed blandt publikum.
Efter pokaloverrækkelse blev der serveret gratis helstegt pattegris for de mange gæster, som også havde mulighed for at komme på rundvisning på efterskolen.
Efterskolen Solgården blev oprettet i 1978 og er tilknyttet Luthersk Mission.