Hvordan skal vi forstå krigene i Det gamle Testamente?

Mange af vor tids ateister og teologer fordømmer billedet af Gud, som befaler folk at slå ihjel. Men både Jesus og apostlene talte meget om Guds dom over synd og ondskab.

Det er svært for os i dag at forholde os til Gud som den, der befaler sit folk at gå i krig og slå andre ihjel. Men Det gamle Testamentes beretninger om krig har alligevel budskaber til os.

Der er få ting ved religion, som fylder os med større ubehag end koblingen mellem religion og vold. De seneste år er det især den islamistiske vold, som har fået opmærksomhed med selvmordsbombere og terrorangreb midt i vore europæiske storbyer.

Men hvis vi går længere tilbage i tiden, er det et velkendt faktum, at krig og vold også er blevet udkæmpet i kristendommens navn. Her kan man tænke på fænomener som korstogene, inkvisitionen og 30-årskrigen, for bare at nævne nogle af dem.

Erobringen af Kanaan

Men også når vi læser den del af Bibelen, som vi kristne kalder Det gamle Testamente, er det tydeligt, at der foregår både krig og drab der. Særlig tydeligt bliver det i forbindelse med israelitternes erobring af Kanaans land. Her får folket Guds udtrykkelige befaling om at udrydde og/eller fordrive alle de mennesker, som tidligere havde boet der.

Dette kan naturligvis vække et antal forskellige spørgsmål hos os. Nogle af disse kommer fra kritikere af kristendommen.

Den britiske ateist Richard Dawkins kalder for eksempel Det gamle Testamentes Gud en ”hævnlysten, blodtørstig, etnisk udrenser, kvindehader, homofob, racist, børnemorder, folkemorder, sønnemorder, en sygdomsspreder med storhedsvanvid og en sadomasochistisk bølle, som lunefuldt og ondt slår om sig til højre og venstre”.

Jesus sagde: ’Tilgiv!’

Andre problematiseringer er mere nuancerede. Og selv for den, som kalder sig kristen, er der tydeligvis grund til at stille sig spørgende overfor tekster om krig og drab i Guds navn – for de føles så fjernt fra den beskrivelse af Gud, som står centralt i Jesu og apostlenes lære.

”Gengæld ikke ondt med ondt. Hvis nogen slår dig på den højre kind, så vend den anden til”, siger Jesus i Bjergprædikenen. Og lidt senere hedder det: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer” (Matt. 5:39 og 44).

Er det overhovedet muligt at få det til at stemme med de tekster i Det Gamle Testamente, som vi lige har henvist til?

Den letteste løsning på et sådant spørgsmål må være at besvare det med et rungende nej. I store dele af den skandinaviske debat er dette svar da også det mest udbredte.

Den svenske komiker og bestseller-forfatter Jonas Gardell kalder således GTs Gud en ”slagtningens gud, tilintetgørelsens gud og folkemordenes gud”. I samme bog hævder han, at ”flere af de gudsbilleder, som Bibelen giver os, [har] dæmonisk oprindelse”. For dette modtog han en æresdoktortitel ved Lunds Universitet!

Inspireret af Gud

Men det er egentlig tilstrækkeligt at læse Det nye Testamente igennem for at se, at dette ikke kan være nogen holdbar løsning. Det viser sig nemlig, at hverken Jesus eller apostlene på nogen måder gør op med disse tekster fra GT. I stedet gælder det modsatte: gang på gang taler de om den jødiske bibel som inspireret af Gud:

”Hele Skriften er inspireret af Gud og kan bruges til undervisning, til irettesættelse, til korrektion og til træning i at leve ret, så enhver, der ønsker at tjene Gud, kan blive fuldt udrustet til at gøre det gode.” (2 Tim 3:16)

Jesus med sværdet

Til sagen hører, at også et af hovedtemaerne i forbindelse med GTs tekster om krig og drab, nemlig tanken om Guds dom, er præcis lige så central i Jesu undervisning som den nogensinde har været det i GT.

I gennemsnit handler hvert 25. vers i Det nye Testamente om dommen og Jesu genkomst, og når Jesus en dag kommer tilbage, får vi at vide, at han skal træde frem som ”rytteren på den hvide hest” – altså som en krigerkonge, og ”I munden har han et skarpt sværd, som han vil bruge mod folkeslagene, for han vil herske over dem med et jernscepter og udføre den almægtige Guds straf, som når man træder druer i en vinperse.” (Åb. 19:15)

Altså er der både en kontinuitet og en diskontinuitet, når det gælder Det gamle og Det nye Testamentes tale om krig i Guds navn. Kontinuiteten handler om, at Gud gennem hele sit ord lader sig beskrive som ”Hærskarernes Gud” – den Gud, som ligger i strid med denne verdens synd og ondskab. Diskontinuiteten handler om, at forskellige dele af Bibelen er præget af hvilken pagt, som gælder mellem Gud og de mennesker, der er tale om, og hvilken fase af Guds frelsesplan, som de omtalte personer befinder sig i.

Lad mig vende tilbage til dette senere. Hvis vi til en begyndelse ser på de forskellige pagter, findes der naturligvis en række forskellige forudsætninger mellem den pagt, Gud indgik med israelitterne på Sinai og den pagt, han har indgået i og med Jesu død og opstandelse for vores skyld.

Sinaipagten bygger på et politisk teokrati, hvor Gud udvælger sig et etnisk gudsfolk, som han giver et land med geografiske grænser – hvilket efterfølgende også giver dem fysiske fjender. Jesus-pagten, derimod, handler om et åndeligt rige, som mennesker fra alle folkeslag og stammer bliver indbudt til. Her kan der aldrig være tale om nogen strid mod andre mennesker – men derimod om en kamp ”imod åndelige magter, autoriteter og herskere i denne mørke verden, mod en hær af onde ånder i himmelrummet.” (Ef 6:12).

En afgrænset tid

Når det gælder de forskellige faser i Guds frelsesplan, er det kun i en forholdsvis kort tid, at israelitterne var kaldet til at udkæmpe de såkaldte udryddelseskrige mod Kanaans befolkning. Nærmere bestemt i slutningen af Moses’ og i store dele af Josvas levetid. Det vigtigste motiv til dette var den udsædvanligt mørke religionsudøvelse, som prægede disse folk, med udbredt brug af alt fra incest og seksuel omgang med dyr til spiritisme og menneskeofringer.

I dette kan vi også se et afgørende motiv til, at krigene i GT ikke skal ses som en opfordring til senere generationer af jøder og kristne om at gentage det, som skete på Moses’ og Josvas tid.

Udryddelseskrigene var rettet mod syv specifikke folkeslag, som i en specifik historisk situation havde gjort sig skyldige i et antal specifikke synder. Fra et bibelsk perspektiv var der altså aldrig tale om, at uskyldige mennesker blev dræbt.

Som kontrast til dette kan en kort sammenligning med det muslimske begreb jihad være på sin plads. Til denne sag hører, at Koranen helt mangler den type afgrænsninger, som kendetegner GT. Vor tids islamistiske verden henter helt enkelt sin inspiration fra den slags koranvers, som omtaler hele den ikke-muslimske verden som ”krigens hus”, og som desuden ikke kender til nogen begrænsninger for jihad, hverken i tid eller sted. ”Dræb afgudsdyrkerne, uanset hvor I møder dem” (Sura 9:5).

GTs tekster om krig og drab vil altid være svære at sluge. Som kristen er jeg inderligt taknemlig for, at jeg må tilhøre den pagt, som ser tilbage på disse hændelser som historie og ikke som et ideal, jeg selv skal forsøge at efterleve. Men dermed er ikke sagt, at vi som kristne bare skal beklage disse bibeltekster. De har den vigtige funktion, at de så tydeligt understreger syndens alvor. De udfordrer os også til at lade Gud være Gud – også i situationer, hvor han på grundlæggende måder udfordrer vore liv.

Hvordan vi end vender og drejer det, står apostlens ord tilbage: ”Hele Skriften er inspireret af Gud og kan bruges til undervisning, til irettesættelse, til korrektion og til træning i at leve ret” (2 Tim 3:16).

Kronikken, som først blev bragt i Dagen.no. den 23. juni, er oversat af Bodil Lanting