Åbent hus på Menighedsfakultetet

– Præster oplever, at der er stor interesse for kristendommen i disse år, siger akademisk leder Kurt E. Larsen.

Den bedste måde at vælge uddannse på er at prøve den af et par dage.

Derfor inviterer Menighedsfakultetet i dagene 25.-26. oktober alle interesserede til at følge undervisningen, opleve studiemiljøet og få en grundig indføring i, hvad et teologistudium med en kirkelig vinkel og basis går ud på.

I 2014 deltog Frederik Thormann i en studiepraktik på MF, og det overbeviste ham om, at bacheloruddannelsen her var både videnskabelig og kirkerelevant. Det fortæller han om i en kort video på MFs hjemmeside.
MF optager et nyt hold bachelorstuderende hvertandet år. Siden august i år er der nu 66 bachelorstuderende, hvilket er det største antal nogensinde.
Men der er også hårdt brug for veludannede teologer inden for kirken og international mission, ikke mindst med udsigt til præstemangel i folkekirken de kommende år. Mange med baggrund i Menighedsfakultetet har fået ansættelse som præster de seneste år.
– Det er meget meningsfuldt netop nu for unge troende kristne at uddanne sig i klassisk kristen teologi med henblik på at søge ansættelse i kirken eller i kirkelige organisationer. En bachelor i teologi fra MF giver en god udrustning til at stå i evangeliets tjeneste, siger akademisk leder Kurt E. Larsen.
I løbet af studiepraktikken kan man bl.a. opleve undervisning i Første Mosebog ved Carsten Vang, undervisning i NT Eksegese II (Johannesevangeliet) ved Morten H. Jensen og undervisning i Christian Origins ved Klaus Vibe.

Tilmelding senest tirsdag d. 17. oktober 2017 til bkh@teologi.dk