Positiv livsholdning: Betal skat med glæde

Aksel Laustsen er pensioneret præst, men fungerer nu som „fritidspræst“ i Fårevejle Fri-menighed. Her prædiker han om, hvad Jesus siger om skat.

Hvad betyder denne tekst for dig?
Teksten hjælper mig til at forstå, hvordan jeg kan møde mine medmennesker med en åben og positiv holdning, også dem, der ikke er positive.

Farisæerne ville lægge en fælde for Jesus. Hvorfor lægger vi mennesker fælder for hinanden?
Af natur stræber vi mennesker efter gode, ærefulde positioner, og er vi med i en organisation, vil vi også gerne have den placeret bedst muligt. Møder vi nogen, der truer vores position i samfundet, går vi i forsvarsposition. Mange anser et godt forsvar for at være et modangreb, som kan bestå i at lægge fælder for modstanderen.

Helt konkret spurgte de Jesus, om man skal betale skat. Også i dag er der mennesker, der stiller spørgsmålstegn ved, om man skal betale skat. Hvad er Jesu svar til os i dag?
Jesu svar er i dag det samme, som det var den gang. Giv „kejseren“, det vil sige øvrigheden, hvad der tilkommer den. Helt tilbage fra tiden, der er omtalt i 1. Sam 8, hvor folket forlanger at få en konge, siger Gud til profeten Samuel, at han skal advare dem indtrængende om de rettigheder, den konge får, som skal regere over dem. Paulus følger det op i Romerbrevet 13, hvor han minder os om, at enhver myndighed er indsat af Gud til vort eget bedste.
Så når Jesus siger: „Giv kejseren det, der tilhører kejseren“, så betyder det for os, at når vi har valgt at have en konge/dronning og en regering til at lede os, beskytte os og sørge for, at vi får vore behov dækket, så skylder vi også at give dem det, der tilkommer dem.

Hvad betyder det, at Jesus knytter spørgsmålet om skat sammen med at give Gud det, som tilhører ham?
Da Jesus bad om at se skattens mønt, vidste han godt, at kejserens navn og billede var indgraveret i den. Folket havde accepteret at bruge denne mønt med kejserens navn og billede, og dermed havde de også accepteret kejseren som deres jordiske herre.
Når Jesus så ikke kun siger: „Giv kejseren det, der tilhører kejseren“, men tilføjer: „og giv Gud det, der tilhører Gud“, så var det for at lede tankerne hen på billedet ikke i mønten, men i os selv. Vi er skabt i Guds billede og bærer derfor Guds billede i os. Ligesom skattens mønt tilhørte kejseren, tilhører vi Gud og skylder derfor i langt højere grad at leve med ham som vor Herre.

Hvorfor tror du, vi kan have problemer med at give Gud det, som er hans?
Både Gud og hans engle samt Guds modstandere, Djævelen og hans onde ånder, lever i en usynlig verden. Vi kan altså ikke se dem med vores øjne. Dertil kommer, at vi af videnskaben i mange år har fået at vide, at vi ikke skal regne med andet end det, vi kan se, måle og veje. Oven i dette fik vi opstillet Darwins udviklingsteori.
Alt dette er selvfølgeligt blevet kraftigt understøttet af Djævelen. Resultatet er blevet, at mange har mistet troen på, at der er en sådan usynlig verden. Heldigvis er det ved at gå op for flere af os, at der er langt mere imellem himmel og jord, end vi kan se, måle og veje.

Hvad mener du, vi kan lære af denne beretning, når vi selv får spørgsmål, hvor man kan mærke, at dem, der stiller spørgsmålene, ikke ønsker svar, men ønsker at få én ned med nakken?
Jesus sagde (Matt 10,16): „Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og uden svig som duer.“
Dengang såvel som i dag siger Jesus: „Følg mig!“ Jesus er bogstaveligt talt et godt eksempel at følge. Dermed mener jeg, at når vi går sammen med Jesus – det gør vi, når vi lever vort liv i tro og tillid til ham – så gør det ikke noget, at vi møder modstand.
For når vi møder den med en positiv holdning, et åbent og lyttende sind, så kan vi altid regne med, at Gud vil lade sin Ånd, Helligånden, hjælpe os med at finde et godt svar.


Artiklen fortsætter efter annoncen: