Ugandas fattigste lærer om sygdomme

14 unge danskere var i sommer to uger i Uganda, hvor de fulgte med i Hope Danmarks arbejde i Kamuli-distriktet. De besøgte bl.a. to skoler, som Hope støtter i form af fadderskaber. Her hjalp de til med at undervise. Læs mere i Udfordringen fra uge 46.

Tror du, at forhøjet blodtryk og diabetes skyldes heksekunst? Nej vel? Men det gør nogle afrikanere fra de fattigste og mest underudviklede områder.

Nanyuba Grace er præst i landsbyen Kiige, der ligger i det fattige Kamuli-distrikt i Uganda. Kamuli ligger i Busoga, som er et af de allerfattigste områder i Uganda.
Han er også frivillig sundhedsarbejder, medlem af det lokale borgerråd og er i det hele taget meget optaget af at forbedre forholdene for sine medborgere i lokalområdet.

Nanyuba Grace har de seneste to år deltaget i det sundhedsprojekt, som Hope Danmark og den ugandiske organisation KENANGO i fællesskab står bag.

Han har løbende kontakt til 30 familier i området, hvor han oplyser og rådgiver dem om sundhedsmæssige forhold og udfører sundhedstjek.
Nanyuba er bare én af 40 frivillige ugandiske sundhedsarbejdere i lokalområdet, som er blevet oplært i at formidle, hvordan man kan forebygge sukkersyge, forhøjet blodtryk og andre ikke-smitsomme sygdomme. Måske vil det overraske nogle, at netop disse sygdomme tit er lige så almindelige i landområder i udviklingslandene, som de er i fx europæiske og amerikanske storbyer.

Lægen Jette Høst Fausholt fra Hope Danmark har sammen med en lokal sundhedsarbejder stået for oplæringen af de frivillige sundhedsarbejdere.
Sundhedsarbejderne meldte på et tidspunkt tilbage, at oplysning om sygdommene i mange tilfælde havde overbevist borgerne om, at der reelt var tale om sygdomme og ikke om heksekunst, som de ellers var overbevist om.

Det har også betydet, at mange har lagt deres livsstil om. Nogle er måske begyndt at dyrke flere grøntsager og spare på olien i maden. Eller sætte sukkerforbruget ned og spise mere sundt. De begynder måske at løbe en tur om morgenen.

Oplysning og påvirkning

Oplysning er helt centralt for Hope-projektet, men lige så vigtigt er det at påvirke myndighederne til at prioritere behandling og medicin for de nævnte sygdomme.

– På evalueringsmødet indrømmede vicedirektøren for distriktet, at før projektet startede, troede han og andre i distriktets ledelse, at ikke-smitsomme sygdomme kun er et problem i storbyer. De har nu erkendt, at sygdommene også er udbredt på landet, og har besluttet, at distriktets hospitaler skal have udstyr og medicin til behandling af diabetes og forhøjet blodtryk, fortæller Jette Høst Fausholt fra Hope Danmark.

Der er i lokalbefolkningen en generel opfattelse af, at der ikke kun mangler penge til at sikre tilstrækkeligt med behandlingsmuligheder, men også politisk vilje.

Derfor støtter Hope Danmark og KANENGO også etableringen af lokale borgerråd, der kan tale landsbyernes sag overfor lokale myndigheder. Et lokalt borgerråd består af 50 valgte medlemmer og repræsenterer 5-7 landsbyer med i alt 7000 indbyggere.

Ifølge verdens sundhedsorganisation WHO er viden og behandling i ulandene af disse livsstilssygdomme af største betydning i bestræbelserne på at bekæmpe fattigdom og skabe bæredygtig udvikling.

Studier har i øvrigt vist, at steder, hvor heksekunst er udbredt, har tendens til at forblive fattige og underudviklede. Kamuli ligger netop i et sådant område.

Hope Danmark fik i august godkendt et nyt projekt i Uganda med økonomisk støtte på 400.000 kr. fra CISU (Civilsamfund i Udvikling), der yder tilskud på vegne af Danida. Projektet, som startede 1. september, bygger videre på Hopes hidtidige arbejde i Kamuli-distriktet.