Er det religionsblanderi at acceptere Isa-muslimer som kristne?
Der er en hårfin grænse mellem kulturtilpasning og synkretisme. Danske Mogens Mogensens afhandling om kristne med muslimsk baggrund i Nigeria kan hjælpe os at skelneVil omvendte muslimer føle sig hjemme i vore kirker, synge vores salmer og følge vore programmer? Eller skal kirken islamiseres (fy for et ord!) i den forstand, at den tilpasses muslimsk kulturmønster?En af dem, som arbejder med tanken er dr.phil. Mogens Mogensen fra Christiansfeld. Han underviser i islam og kristendom på Københavns Universitet og rejser landet rundt og holder foredrag om emnet.
Det er nemlig ikke så lige til.
Men kulturtilpasning rummer en fare for synkretisme (religionsblanderi), og det bekymrer mange forskere. Rammer og indhold må holdes totalt adskilte: Mødesteder og -former er ikke det vigtige, men det er teologien til gengæld: Forkyndelsen må være Jesus-centreret og hvile på de bibelske kernebegreber.
En forsker, Phil, der selv har været missionær i et muslimsk land i Asien i 36 år, anskueliggør problematikken i fig. 1.
Mogens Mogensen har skrevet en doktorafhandling ud fra en undersøgelse af muslimske fulanere i det nordlige Nigeria, som er kommet til tro på Jesus. Også her optræder en graduering ud fra tvedelingen kulturtilpasning på den ene side og kristenforkyndelse på den anden. Ud fra spørgsmålet om, hvilket sociologisk adfærdsmønster disse nomader har (Hvem mødes de med? Hvor mødes de? Hvilken religiøs identitet har de? Hvor åbent samles de?), har han observeret seks variationer i kirkelige fællesskabsformer for de tidligere muslimer:
1. Traditionelle ikke-fu-laner-kirker, bestående af både fulanere og andre stammer, med både muslimsk og ikke-muslimsk baggrund. De samles i traditionelle kirkebyg-ninger, kalder sig kristne og tilhører kun en enkelt religiøs organisation.
2. Traditionelle fulaner-kirker, kun bestående af fulanere, samles ligeledes i traditionelle kirkebygninger. De kalder sig kristne og deltager ikke med muslimer i moskeer.
3. Fulaniske kristne hus-fællesskaber, holder offentlige møder, men i private hjem. Kan være helt ned til 2-3 medlemmer, men ikke større end, at de kan være i et traditionelt fulaner-hjem. De kalder sig kristne og deltager ikke i moskeen.
4. Fulaniske Isa-muslimske moskéer, samles i en moskélignende bygning under moskélignende former. Deres identitet er Isa-muslimer, men de deltager ikke i den islamiske moské.
5. Fulaniske Isa-muslimske husfællesskaber, holder offentlige møder, men profilerer sig ikke så meget som Isa-mo-skéerne. De betragter sig som isa-muslimer og deltager med muslimerne i den islamiske moské.
6. Fulaniske undergrundsfællesskaber. De samles i hemmelighed sideløbende med, at de deltager i muslimernes religiøse aktiviteter. De betragter sig som enten kristne eller Isa-muslimer.
For overskuelighedens skyld er fordele og ulemper i forenklet form stillet op i fig. 2.
Heller ikke Mogens Mogensen anbefaler at blande kortene for meget; at deltage både i Isa-samlinger (Isa-moskéer eller husfællesskaber) og i muslimernes almindelige religiøse praksis er i bedste fald forvirrende; i værste fald bedragende, mener han. I det nordlige Nigeria er grænserne mellem kristne og muslimer i forvejen trukket så skarpt op, at hverken kristne eller muslimske ledere vil kunne tolerere en mellemvare. Selv hos de mest kompromissøgende kristne ledere er en omfortolkning af profeten Muhammeds position og Koranens status fuldstændig udelukket. Også muslimer vil opfatte den under-cover-kristne som odiøs og alligevel udstøde, evt. forfølge, vedkommende.
Ifølge Mogens Mogensen er den bedste løsning husfællesskabet bestående af enten kristne eller Isa-muslimer, som ikke deltager i de alm. muslimers religiøse praksis. Husfællesskabernes halvofficielle status giver de omvendte muslimer tid til at vokse sig stærke i troen, inden de går offentligt ud og møder modstand fra familie og samfund. Samtidig passer den ind i fulanernes relationelle struktur et familieoverhoved, som bliver fascineret af Jesus, kan hurtigt selv samle sin familie og andre Isa-troende omkring sig og danne et husfællesskab. Der kræves heller ikke særlig mange til det, hvilket er en fordel, da Isa-muslimer er en minoritet, der enten holder troen for sig selv eller samles i små klynger.
Den kulturtilpassede missionsform har dokumenterede resultater (se Udfordringen side 12 i sidste uge) men skal man bare gøre noget, fordi det virker? Er der ikke brug for teologiske overvejelser om, hvad kirke er?
Her kommer Mogens Mogensen os til hjælp. Allerede i starten af sin doktorafhandling definerer han den som det sted, hvor Jesus Kristus er nærværende. Hvor hovedet er, er også legemet, så at sige. Ud fra det kommer han frem til 6 kendetegn, der må være til stede, for at en gruppe mennesker kan kalde sig kirke:
1. En gruppe mennesker som samles i Jesu navn Dér har Jesus selv lovet at være til stede (Matt. 18,20).
2. Forkyndelsen af Jesu ord Jesus er selv Ordet og derfor til stede, hvor Ordet forkyndes (1. Joh. 1,3).
3. Dåbens og nadverens sakramente Jesus er (efter luthersk opfattelse red.) til stede i sakramenterne, nådemidlerne, hvorved et menneske bliver tillagt menigheden (1. Kor. 12,13).
4. Enhed og kærlighed mellem de troende Jesus vil derved være nær, så andre kan se, forstå og tro, at han er sendt af Gud (Joh. 13,33-34;17,20-23).
5. Bøn i Jesu navn Jesus kommer mærkbart til stede, når hans folk beder (Ap.G. 4,31).
6. Fortsættelse af Jesu mission i verden Jesus lover at være med dem alle dage indtil verdens ende, som adlyder missionsbefalingen (Matt. 28,18-20).
Det er altså indholdet, der gør kirken til kirke, ikke formerne. Og det betyder, at rammerne kan udvides og omdannes temmelig meget, inden faren for religionsblanderi opstår.
Mogens Mogensens afhandling kan købes for kr. 250,- via hjemmesiden
www.intercultural.dk
