Hvorfor kan man først få anerkendelse i Danmark, når man er død?

Af Iben Thranholm Cand. teol. og journalist. Samfundsdebattør.
Af Iben Thranholm. Cand teol., journalist og samfundsdebattør.

Tirsdag aften døde prins Henrik. Han blev 83 år gammel og havde tilbragt over 50 af sine leveår i Danmark som Dronningens prinsgemal.

Få år inden sin død gav prins Henrik flere gange udtryk for, at han gerne ville have rang af konge og ikke blot prinsgemal. Faktisk virkede Henrik ret fortørnet over, at man ikke ville vise ham ligestilling, og sidste år stod han frem og erklærede, at han ikke ville begraves ved siden af dronningen i Roskilde Domkirke, når folket ikke ville gøre ham til konge.

Men hvorfor ville Prins Henrik så gerne være konge? Tilsyneladende havde han og dronningen et nært og varmt ægteskab, og derfor virkede det ikke som om, at der bag ønsket om en kongetitel lå en trang til at hævde sig over for sin ægtefælle.

Formodentligt handlede det om, at prins Henrik aldrig følte, at han blev accepteret af danskerne. Han blev ikke “en af vor egne”. Der var for meget international kultur, for mange franske manerer og værdier og et kunstnersind, som danskerne ikke kunne identificere sig med. I stedet gjorde man bare grin med den måde, han talte dansk på. Og så var der hans dårlige vin. Måske følte han, at en kongetitel kunne have rettet op på misforholdet.

Men nu, hvor prins Henrik er død, vil lovordene om, hvor fantastisk farverig, sympatisk, intelligent, humoristisk og beleven en mand han var, og hvor stort et talent for kunst, poesi og sprog, han besad, ingen ende tage. “Prins Henrik var for stor til det her land. Vi er snæversynede og dømmer hurtigt. Han var generøs og et fyrtårn i familien”, mener Billed-Bladets hofreporter. Ekstrabladet bragte en forside med ordene: ”Han var konge”.
Hvilken oprejsning. Men hvorfor kan man først få danskernes anerkendelse, når man er død? Hvorfor kunne danskerne ikke give Henrik den varme, mens han var live?

Jeg er oprigtigt talt ikke sikker på, at befolkningens følelser for prins Henrik kommer fra hjertet. De store følelser og de mange blomster på Fredensborg og Amalienborg slotsplads handler nok mere om manglende sammenhængskraft i et land, hvor værdierne er ved at falde fra hinanden og som et kongeligt dødsfald giver god anledning til at lidt rette op på. Men måske prins Henrik alligevel ville have været stolt – som en konge – af at kunne spille så central en rolle for danskerne.

Ære være Prins Henriks minde.