Jul på Mariagården
For de otte søstre på Mariagården i Kollund er der kun én julegave, der tæller. Og den kan julemånedens farvestrålende reklamekataloger ikke hamle op med Hver dag, fra første søndag i advent, bevæger Maria og Josef sig et lille stykke på vejen mod stalden i Betlehem. Først juleaften når de frem, og det lille Jesus-barn placeres i krybben efter julegudstjenesten.
I det lille evangeliske nonnekloster i Kollund, få kilometer fra den dansk-tyske grænse, har krybbescenen været en fast del af juleforberedelserne, så længe klostrets otte søstre kan huske.
De ældste af figurerne er over 150 år gamle, og landskabet omkring stalden er opbygget med natursten, sand og mos.
– For os er det vigtigt, at Guds skaberværk er med i julekrybben. Det hjælper os til at holde fast i, at det er virkeligheden, vi har med at gøre, forklarer Søster Anna.
I modsætning til de fleste julekalendere fortsætter krybbespillet efter den 24. december. Når Jesus-barnet er lagt i krybben, begynder de vise mænd nemlig deres vandring mod stalden og når frem til Helligtrekonger.
Julelandskabet er placeret i et hjørne af klostrets kapel, hvor søstrene mødes til tidebønner tre gange om dagen, kl. 9.30, 15 og 20.45.
Klostret er en del af Den Evangeliske Mariavej, en nordisk søsterorden, der også har tre klostre i Sverige og et i Finland. Søstrene i Kollund opfatter sig som en del af Den Danske Folkekirke, og de deltager altid i den lokale sognekirkes gudstjenester. Naturligvis også i advents- og juletiden.
Søstrene begynder juleforberedelserne med en retræte, hvor der er mulighed for skriftemål. Det er vigtigt at få renset helt ud, så man er klar til jul, mener de.
– En julesalme siger det så godt: Har du i hjertet en krybbe, så får du det bedste til jul, citerer Søster Naomi.
– Derfor er det vigtigt, hvad du har i din krybbe, siger hun hun.
Selv om søstrene på Mariagården ikke er katolikker, spiller Maria alligevel en stor og vigtig rolle i deres tro og klosterliv. Faktisk er et af deres formål at gøre Maria kendt og elsket i den evangelisk-lutherske kirke.
– Eva fulgte sin egen vilje, da hun bragte synden ind i verden. Først da Maria fulgte Guds vilje og sagde ja til at bære Jesus-barnet, blev syndefaldet brudt. Derfor er det op til alle mennesker at vælge mellem Eva og Maria, forklarer Søster Naomi og fortsætter.
– Maria bar Kristus ind i verden, og så er det vores opgave at bære ham videre ud i verden.
Juleaften på Mariagården adskiller sig fra de fleste. Her er der ingen gaver eller overdådig julemiddag. For søstrene er der kun én julegave, og det er Jesus. Ham kan decembers kulørte reklamekataloger alligevel ikke hamle op med.
Under den faste morgenbøn juleaftensdag beder søstrene for alle, der holder jul, også for dem, som af en eller anden grund ikke kan glæde sig til at holde jul.
Om eftermiddagen går de til gudstjeneste i den lokale kirke, og derefter samles søstrene ved julelandskabet i kapellet for at lægge Jesus-barnet i krybben.
Det store julemåltid gemmer de til juledag. Juleaften står den på en simpel ret, typisk kold mad, så ingen behøver bruge dagen på at stege og brase i køkkenet.
Søster Naomi har været på Mariagården siden 1971. Dengang spiste man julemiddagen juleaften. Men alt gik op i stress og jag, husker hun. Derfor valgte man at gemme den store kalkun til juledag, og det er søstrene glade for.
Om aftenen mødes de igen i kapellet, hvor de læser de ni julelæsninger fra Bibelen. Derefter går de én efter én frem til krybben i personlig bøn og overgivelse til Jesus.
Søster Anna, Søster Vita og Søster Naomi kan alle fortælle næsten enslydende historier om, hvorfor de tog den store beslutning at gå i kloster.
– Jeg kom i kontakt med Mariadøtrene som 24-årig og mødte på en helt særlig måde Guds kærlighed, forklarer Søster Anna.
Efter nogle måneders overvejelse tog hun beslutningen og blev prøve-søster. Tilsyneladende gav hun afkald på sin frihed ved at gå i kloster, men for Søster Anna var det lige omvendt.
– Vi mennesker er så optaget af ikke at miste vores frihed. Men da jeg tog beslutningen, var det en anden og meget dybere frihed, jeg følte. En frihed til at tjene Gud.
Søster Vita havde som mange andre unge bedt Gud om at vise hende, hvilke planer han havde for hendes liv.
– Jeg havde direkte bedt ham om skriften på væggen. Men da jeg havde taget beslutningen om at gå i kloster, blev spørgsmålet vendt om. Så var det ikke længere mig, der spurgte, hvad Gud ville, men ham, der spurgte, hvad jeg ville, forklarer hun.
De tre søstre er enige om, at det er en stor beslutning at vælge klosterlivet, men ikke større end at vælge ægteskabet.
– Når man vælger ægteskabet, er det kærligheden, man handler på. Det er det også, når man vælger klosterlivet, forklarer Søster Anna og viser den guldring frem, der er det synlige bevis på, at hun har viet sit liv til Gud.
Ud over at gøre Maria kendt og elsket er det søstrenes ønske at leve i Jesu forbøn at de alle må være ét og dermed medvirke til fred og forsoning i verden. Og det er ikke noget, der begynder blandt politikere eller andre magthavere. Det begynder i den enkelte.
– Hvis jeg ønsker fred på jorden, må jeg også selv ville fred, forklarer Søster Naomi.
– Det handler om at have Gud i centrum, også når man skræller kartofler, supplerer Søster Vita og henviser til dagens morgenbøn, hvor der var tid til at meditere over, hvordan den enkelte holder Jesus i centrum i adventstiden.
Søstrene tager ønsket om fred og forsoning meget bogstaveligt. Naturligvis kan der let opstå gnidninger mellem søstrene, når de lever så tæt sammen.
– Derfor slutter vi hver dag med at bekende vore synder for Herren og bede hinanden om tilgivelse, fortæller Søster Naomi.
Klostret har ingen faste indtægtskilder.
– Men vi stoler på, at Gud er vores arbejdsgiver. Han sørger for os, når vi lever, som han har sagt, siger Søster Naomi.
Søstrene ved, at en sparet udgift også er en indkomst. Derfor gør de selv alt, de kan for at spare. I haven dyrker de en del grøntsager og har også frugttræer og bærbuske.
– Vi tager imod de kvinder, som opsøger os. De, der kommer, giver frivillige gaver for deres besøg. Og nye søstre giver sig selv og deres ejendele til Herren og til fællesskabet, men først efter en lang modningstid, siger Søster Anna og betragter udsigten over Flensborg Fjord.
Da Mariagården blev opført i 1946, var der ikke andre huse i området. Siden er den smukke kyststrækning langs fjorden blevet et af de dyreste og mest populære boligområde i landsdelen.
Klostrets naboer er glade for søstrene. Flere gange har naboerne sagt, at de betragter de otte kvinder på Mariagården som også deres søstre.
Og når Mariagården hvert år holder nabofest til Helligtrekonger, er der stuvende fuldt i det lille kapel.
I det hele taget møder søstrene mest positive bemærkninger, når de bevæger sig uden for klostrets grund.
– Folk kan jo se på vores dragter, hvem vi er. Jeg er flere gange i toget blevet prikket på skuldrene af folk, som har sagt: Du må have med Gud at gøre, kan man tale med dig? forklarer Søster Naomi.
