Gratis nåde og dyrebart ansvar

Man skal ikke gøre gode gerninger for at blive Guds barn, bare liste hen og tage Kristus i hånden. Og dog er kristne dybt forpligtet til gode gerninger, for de er troens frugter.Derfor skal man have respekt for dem, som vil hjælpe andre. Og medlidenhed, hvis de kører af sporet. Mest med dem, det går ud over. Men også med dem, der kommer på vildveje som de to danskere på børnehjemmet i Rumænien.
Det er let at smide med sten her. Og fristende – efter beskrivelserne af dagligdagen på hjemmet.
Men ville det være gået så galt, hvis parrets kontakter herhjemme – og dem må der have været nogle af – havde holdt nærkontakt og sagt fra i tide? I bakspejlet er advarselstegnene helt klare, i hvert fald efter, at to unge volontører rejste, fordi de ikke kunne udholde behandlingen af de syge børn.
De to er vist de eneste, der kan have helt ren samvittighed i den sag. De forsøgte at påpege miseren, så børnene – og måske endda lederne – kunne blive hjulpet, men de blev ikke troet, og det forsinkede hjælpen endnu mere.
Selvfølgelig skulle de unge have henvendt sig til Udfordringen eller Kristeligt Dagblad – eller for den sags skyld Ekstra Bladet – da ingen ville lytte til dem. Det ville have fremkaldt en uafhængig undersøgelse. Og hurtigere hjælp til børnene.
Det gjorde de altså ikke. Af frygt for at være uretfærdige – eller fordi „man” nødigt gør sådan noget i kristne kredse. Det forlængede miseren, og det har de to unge det skidt med, selv om de faktisk bestod en etisk ildprøve i flot stil.
Juridisk ender sagen nok i en rumænsk retssal. Men kristne i Danmark bør lære noget andet af den: At god vilje ikke altid er nok. At velmenende folk kan miste dømmekraften, når de står alene under pres – og at det eneste, der kan afbøde den slags, er et bagland, som følger folkene i frontlinjen tæt, registrerer, hvis et projektet skrider – og griber ind i tide.
Det er ikke sket i dette tilfælde. Det har nogle børn betalt en barsk pris for. Andre kommer til at betale, fordi denne sag vil skræmme nogle bidragydere væk.
Det er måske den vigtigste lære af sagen: Vi skal ikke lade os skræmme.
Men heller ikke tro, vi kan betale os fra alt. Vore udsendte har brug for mennesker og omsorg hjemmefra. Derfor er organisationer en nødvendighed. Om ikke andet viser denne affære, hvor vigtige de etablerede missionsselskaber er.