Ser du blomsten eller skraldet?

Livet er langt fra let. Men bemærkningen ”Ingen har sagt, at det skal være let”, har altid irriteret mig grænseløst. Nej, det er der ingen, der har, men det gør jo ikke livet lettere!

Det er dog ikke altid, at det er livets tungeste byrder, der ser ud til at tynge mest. Hverdagens små irritationer kan, når de lægges ovenpå hinanden, ende med at blive en noget nær ubærlig byrde.

Som natur- og stilhedselsker har jeg det til tider ret stramt med at bo midt i storbyens larm og bilos. Asfalt, tæt bebyggelse og bilkøer er da heller ikke min drømmeudsigt, men det er nu engang den udsigt, jeg har fra mine vinduer. Dertil kommer en masse aften- og nattelarm, især i weekenderne og om sommeren.

Efter 15 år havde jeg efterhånden oparbejdet en overfølsomhed overfor så godt som alt, der kendetegner store byer, og gik med vilde og også lidt urealistiske drømme om et lille hus langt ude på landet med udsyn over kuperede marker og gerne en lille sø og en bøgeskov. Selvom natursavnet og længslen efter stilhed nok altid vil være der, ændrede meget sig imidlertid en tidlig forårsdag sidste år.

Japanske kirsebærtræer

Netop om foråret, på tiden for de blomstrende japanske kirsebærtræer, er der i hvert fald to steder, man bør besøge i København. Små oaser i storbyens ”grimhed” – ja undskyld, byen har da også sine pæne sider.

Det ene er Bispebjerg Kirkegård, det andet er inde ved Kastellet og Langelinje, hvor de japanske kirsebærtræer står side om side og danner et let lyserødt tag over ens hoveder. Et utroligt smukt syn.

Sidste år, hvor jeg – som det efterhånden er blevet en tradition – var med en veninde på Kastellet, blev en lille ordveksling afgørende for mit syn både på storbyen og på mange af hverdagens irritationsmomenter.

Mens vi gik på voldene, pegede hun på noget nede ad skrænten til vandet. Jeg hørte ikke, hvad hun sagde, men fik øje på noget skrald og begyndte straks at brokke mig over, at det dog var for galt, at folk altid skulle svine sådan. Kort forinden havde jeg hørt, at der bliver samlet mere skrald udenfor skraldespandene end i dem i de københavnske gader – og det kan da ikke være rigtigt, med alle de skraldespande byen er udstyret med!

De få skridt, der skal til for at aflevere sit affald et passende sted, er jo for intet at regne mod resultatet i gaderne! Lidt hensyn kan man da godt tage!

Nå, men det viste sig altså, at min veninde slet ikke pegede på skraldet, men i stedet på en lille undseelig blomst, der stod smukt der på skrænten. Både skraldet og blomsten var der, og begge vore oplevelser afspejlede virkeligheden, men min venindes oplevelse har utvivlsomt været mere opløftende end min, selvom vi begge så ned ad den samme skrænt. Men den forskellige synsoplevelse skyldtes jo ikke, at vi var udstyrede med vidt forskellige øjne, eller at jeg ikke havde fået pudset brillerne den morgen.

Foran os begge stod der en blomst, og der lå noget skrald. Så jeg havde samme mulighed som min veninde for at se og nyde den lille blomst.

Hverdagens blomster

Denne tilsyneladende ubetydelige hverdagsoplevelse har gjort, at jeg nu forsøger bevidst at se ”blomsten” og ikke ”skraldet” i hverdagen.

I snart sagt alle livets tilskikkelser er både ”blomsten” og ”skraldet” der jo, og jeg vil med lige stor ret kunne pege på det ene som det andet. Men ”blomsten” er godt nok den mest glædesskabende af de to, og det er langt fra en lille ting at se de små ”blomster” i hverdagen. Dertil kommer, at der er uendelig mange af dem.

Udover den konkrete blomst, som kan findes selv i sprækkerne på storbyens stenbro, findes der ”blomster” alle mulige steder og i alle mulige afskygninger, og de er alle værd at lede efter, om det så er et barns latter, et uventet besøg af en ven, eller solens stråler, som pludselig kigger ind ad vinduet. Så det er bare at gå på ”blomsterjagt”.

Måske er der problemer med lederen eller en kollega på jobbet, men arbejdsopgaverne er spændende. Børnene er kommet i puberteten, og det er ikke let at være forældre, men pludselig kommer det store barn med en sjov bemærkning. Eller man går i hypotetiske flytteplaner pga. en for lille lejlighed, for meget larm eller noget helt tredje, men ved godt, at der ikke er råd til noget større; men så kommer man i tanker om, at netop denne lille lejlighed giver økonomisk råderum og frihed til at gøre ting, man ellers ikke ville have råd til, og for resten bor rigtig mange af ens venner – og måske familien – lige i nabolaget. Og pludselig bliver arbejdet, pubertetsbarnet og lejligheden ikke så besværlige endda.

Jesus er blomster midt i verdens skrald

Faktisk gælder dette også i virkelig svære livssituationer, men her skal man være forsigtig med at komme med gode råd til den lidende. Det kan være svært at få øje på en ganske lille ”blomst” midt i et stort bjerg af ”skrald”, og kravet om at skulle finde den har man ingen ret til at stille til et menneske, hvis liv er sunket i grus.

Ord om, at solen altid skinner bagved skyerne, eller at Gud er nær, selvom man ikke kan mærke det, kan virke så ligegyldige; for solens stråler når os jo ikke, når de bliver bagved skyernes skjolde, og midt i fortvivlelsen er det jo følelsen og erfaringen af Guds nærvær, man har brug for, ikke en objektiv viden om, at han er der – eller hvad?

Men netop derfor er det også en god ide at begynde at plukke ”blomster”, mens de er til at få øje på for ”skrald”, og mens solens stråler stadig dukker frem bag en sky i ny og næ.

Én ”blomst” i en uendelig mængde af ”skrald” kan vi imidlertid alle lede efter og finde, hvordan vore liv ellers ser ud.

Da Jesus hang på korset, gik han under i alt ”skraldet” i denne verden, men i samme øjeblik blev al verdens ”skrald” overvundet og gjort til intet, og netop derfor ejer vi den smukkeste og mest umistelige blomst i verden, som ikke kan skjules af en verden fuld af ”skrald”, og som altid finder en vej op selv i den tykkeste og mest uigennemtrængelige ”asfalt”. Og sommetider synes det endda som om, netop denne blomst stråler allerklarest i det dybeste mørke.

Ofte klinger en verslinje fra en sang af Johannes Levinsen i mine tanker, når jeg synes, at livet er allermørkest, og skraldet i den grad har hobet sig op:

”Mig blegned alle roser, / men én skød frem i knop, / det var den Herre Jesus, / han lukkede sig op”.Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord.
Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget.
Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser han bar; og vi regnede ham for en, der er ramt, slået og plaget af Gud.
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.
(Es 53,2-5)