Kirkevandring i Århus

ÅRHUS – Kirkernes Fællesråd i Århus arrangerer søndag den 29. januar en såkaldt kirkevandring, der leder deltagerne gennem tre forskellige kirkesamfund.Eftermiddagen begynder med en minigudstjeneste i folkekirken Vor Frues Kirke på Klostertorv. Derefter går turen til en messe i den katolske Vor Frue Kirke i Ryesgade. Arrangementet slutter med fællesspisning og aftenbøn i Baptistkirkens menighedslokaler i Hedemannsgade.
Alle arrangementerne sætter fokus på den treenige Gud, således at gudstjenesten handler om Faderen, den katolske messe om sønnen og aftenbønnen om Helligånden.
– Vi håber, at mange har mulighed for og lyst til at deltage i kirkevandringen. Det er vigtigt, at vi forskellige kristne kirker og menigheder møder hinanden til fælles opbyggelse, siger sognepræst Kristian Bork Sørensen, der er formand for Århus Kirkernes Fællesråd.
– ole