Professor Oskar Skarsaune om Dan Brown: Alt i Da Vinci Mysteriet om oldtiden er forkert!
Det, der hævdes om kejser Konstantin og afbrændingen af evangelieskrifter, er forkert. Det, der står om Dødehavsrullerne og Jesus, er også forkert. Det, der står om Jesus og Maria, er fri fantasi. Alt er forkert, er professor Oskar Skarsaunes konklusioner.I bogen Da Vinci Mysteriet af Dan Brown citeres forskeren Teabing, som siger, at kejser Konstantin beordrede de fleste af de cirka 80 evangelieskrifter, som var i omløb omkring år 300, brændt. Men så blev flere af disse ifølge Brown fundet i 1950erne, nemlig de såkaldte Dødehavsruller.
Men Dødehavsrullerne, fundet i 1947, indeholder overhovedet ikke evangelietekster, det vil sige fortællinger om Jesus. De blev nemlig skrevet, før Jesus blev født!
Dette er en af flere påstande i bogen Da Vinci Mysteriet, som professor Oskar Skarsaune i bogen Den ukendte Jesus påviser er forkerte.
Skarsaunes bog på 245 sider, udgivet på Avenir Forlag, er foreløbig den sidste dokumentation på norsk, som tilbageviser påstand efter påstand i Browns bog såvel som i bogen Helligt blod, hellig gral, som Brown i stor grad bygger på.
Påstandene i Helligt blod, hellig gral er for længst afsløret som fri fantasi, kogt sammen af en ærgerrig franskmand, Pierre Plantard, som fejlagtig prøvede at give indtryk af, at han nedstammede fra den gamle frankiske kongeslægt merovingerne.
Ingen af de historiske påstande i Da Vinci-koden bliver stående som sande efter disse afsløringer. Heller ikke påstanden om, at Leonardo Da Vinci var stormester i Sions Orden, og at hans berømte billede Den Sidste Nadver afbilder Maria Magdalena til venstre for Jesus.
Sions Orden har aldrig eksisteret, før den blev oprettet som en ren papirorganisation af Pierre Plantard i 1956. Det var ham, der opdigtede hele ordenens historie før 1956.
På Leonardos billede er det apostlen Johannes, som vises. De feminine træk var den sædvanlige måde at afbilde ham på som meget ung mand og findes på talløse billeder i middelalderen, ikke bare hos Leonardo.
Centralt i Browns bog står påstanden om, at Jesus blev gift med Maria Magdalena, og at de havde en datter ved navn Sara. Grundlaget for dette er en legende fra 1200-tallet blandt franske sigøjnere om, at en egyptisk Sort Sara ledsagede Maria Magdalena, Marta og Lazarus, da de angiveligt skulle være kommet til Frankrig.
Sigøjnerne reagerer med forskrækkelse, når de bliver konfronteret med Browns teori om, at denne Sara var Marias og Jesu datter, for ifølge dem var hun Marias tjenestepige. Det sidste er et rent fantasiprodukt. Det er legenderne om Marias rejse til Frankrig i øvrigt også.
Hovedforfatteren til Helligt blod, hellig gral, fotojournalisten Michael Baigent, blev interviewet i Fredrik Skavlans program Først og sist (norsk nyhedsprogram, red.) 26. november 2004. Uimodsagt fik han lov at sige, at der i 1891 blev fundet sikker dokumentation for, at Jesus overlevede korsfæstelsen, at han giftede sig med Maria Magdalena og fik barn med hende, og at slægten har været videreført til vor tid.
Men Baigent har aldrig set dette dokument, det indrømmer han selv. Og den eneste mand, som hævder at have set det, Pierre Plantard, hævder udtrykkeligt, at det ikke indeholder noget om nedstamning fra Jesus.
Derimod påstår han, at det viser, at han selv er af fransk kongeslægt. Det er for længst afsløret, at dokumentet aldrig har eksisteret noget andet sted end i Pierre Plantards fantasi.
Oskar Skarsaune, efter at have studeret Dan Browns bog grundigt, vil du da sige, at det meste af bogens historiske påstande er ukorrekte?
Jeg vil sige det endnu stærkere: Ingenting af det, Dan Brown hævder om historiske hændelser i oldtiden og middelalderen, er korrekt. Ingenting, er Skarsaunes svar.
Oversat af Tore Plougheld