Når integration mislykkes

Igen og igen dukker arabisk skrevne breve med staten/kommunen som afsender op med udførlig forklaring om, hvor mange penge flygtninge kan få med sig, hvis bare man vil tage hjem til sit fædreland igen.

Ingen rysten på hånden, når man giver brevet til flygtninge, der har siddet i fængsel, lidt tortur, fået dræbt nære slægtninge, er blevet drevet bort fra deres huse osv.

Selv kurdere, der kommer fra det lige nu meget hærgede område Afrin i Syrien, får brevet om frivillig hjemsendelse stukket lige op i hovedet. Prøv lige at spørge til, hvordan det går med deres familie?

Om broderen, der er blevet kidnappet, om tanten, der blev dræbt af håndgranater, om den gamle far, der ikke kan få lægehjælp eller om alle de huse, der er blevet bombet eller overtaget af mennesker, der heller ikke i deres eget hjemland ser kurdere som værdige til at have et sted at bo og leve.

Velkommen til den gode integration i velfærdslandet Danmark. Vi ser hellere din hæl end din tå, kunne vi også skrive.

Nu har vi (stat og kommune) prøvet at tage modet fra jer ved først at halvere integrationsydelsen, så fjerne hjælpen til flybilletter til familiesammenføring, så beholde pengene til etablering for familiesammenførte familier, så reducere børnepenge til kun 25% af normaltakst (flygtningebørn skal ikke lide af overvægt, så hellere fejlernæring).

100 stramninger kan mærkes

100 stramninger på flygtningeområdet kan mærkes af alle. Det sætter sig dybe spor i flygtninges menneskeværd, indlæringsevne og arbejdsevne. Sprogundervisning, som ville gavne måske 90 % af alle flygtninge, er også i min kommune sparet væk til aftenundervisning, der så nødvendigvis må nedprioriteres, så forældre kan tage sig af deres børns behov.

Sløseri, vil fortalere for repatriering straks sige. Kan vi ikke jage dem ud, må de lokkes ud.

En familie med 4 børn kan faktisk få en hel pæn sum penge med sig. Over 400.000 kr. Wow. For de penge kan man i Syrien bruge på at passere den ”nye grænse” mellem Afrin og Aleppo. Den koster lige nu 30.000 kr. pr person at passere.

Så tak til Danmark, der vil give penge med til at give til diverse tjekpoints. Der er kun råd til passere ”grænsen” 3 gange for den lykkeligt hjemkomne familie. Så er pengene brugt.

Og hvad skal børnene så lave? Der er ingen uddannelse, bortset fra drengene, der kan kidnappes til diverse militærhære eller oprørsgrupper.

Hvis man vil dyrke markerne, skal der betales ekstremt høje afgifter til de nye herskere i landområdet, og hvis man ikke gør det, brænder de marker og olivenplantager ned.

Fanden på væggen?

Nu maler du vist Fanden på væggen, vil nogle repatrierings-tilhængere sige. Så lad os lige tage Somalia. Her har Danmark jo allerede bestemt, at der er trygt at være, og flere er da også taget tilbage frivilligt. Frivilligt?

Jeg kender en somalisk far, der ikke fik fornyet sin midlertidige opholdstilladelse efter 2 år i Danmark. Familien havde 3 børn under skolealderen. De havde allerede oplevet 2 års afsavn, inden faderen og sønnerne blev sammenbragt med familiens mor.

Hvad gør en familie, der ikke vil opleve dette mareridt igen? De vælger ”frivilligt” at holde sammen (det er jo det, familie handler om) og forlader Danmark for 1½ år siden. Med penge på lommen, ja, for de skulle jo starte på ny i Somalia.

Hvad er der sket med denne familie? Ingen livstegn overhovedet, siden de lykkeligt vendte tilbage til deres fædreland. Ingen livstegn, hverken til somaliske eller danske venner. Det var da underligt.
Vores egne folk fra Udenrigsministeriet overlevede da nemt et par døgn i Somalia med sikkerhedsfolk omkring sig. Men de mødte måske heller ikke al-Shabaab, den fundamentalistiske terror-gruppe, der holder befolkningen i et jerngreb, som ynder at tage hjemvendte drenge til børnesoldater og som kontrollerer flygtningelejrene med 100.000 mennesker, der bor i telte. (Måske skulle vi eksportere de danske asyl-telt-lejre til Somalia. Så kunne de måske klare regntiden, når den er over dem. Hvorfor ikke bruge dem til noget fornuftigt?)

Det er højst tænkeligt, at danske skattekroner ender i Al-Shababs lommer, endda helt uden den intention fra Udenrigsministeriet.

Nyomvendte kristne kan ikke få asyl

Lad os da så lige tage Afghanistan eller Iran. Hertil hjemsender den danske stat også flygtninge, der er blevet nægtet asyl. Især nyomvendte kristne flygtninge kan ikke få asyl.

Deres liv gør større gavn som martyrer i deres eget hjemland. Her i landet dræber vi i det mindste ikke kristne. Her må de bare sidde lige så stille på udrejsecentrene og rådne op, da de ikke er til at overtale til at rejse hjem igen.

Hvad betyder det, at de har satset deres liv på at flygte i sikkerhed for at redde deres liv?

Gummibådene i Middelhavet er da en uforglemmelig oplevelse. Især for dem, der overlevede!
Og nu tilbage til det ædle ord repatriering. Så smukt kan man udtrykke det, når man ikke har overskud til at tage sig af den dråbe, der er kommet til Danmark. Har vi glemt, at uden visioner går et folk til grunde? Kan mennesker ikke integreres og blive en del af helheden? Kan mennesker ikke lære en ny kultur og et nyt sprog?

Hvis ikke forældrene kan blive en del af arbejdsstyrken, så har deres børn da alle muligheder for at blive det. Det begynder allerede ved 1-års alderen. Her kan man nemlig ikke længere få lov at præges af sin mors kærlighed, hvis man bor på bestemte adresser i Danmark.

Vågn op og skab kristne værdier

Det danske samfund strammer grebet om den personlige frihed mere og mere. En skønne dag vågner vi op til en vugge- til-grav løsning, hvor flertallet har ret, og hvor den personlige handlefrihed, mangfoldigheden og medmenneskeligheden har lidt skibbrud.

Røde som blå partier står i kø for at skærpe udlændinges adgang til Danmark. Samtidig arbejdes der hårdt på at overbevise herboende flygtninge om repatrieringens goder, som om menneskeliv og frihed kan gøres op i penge.

Det er på tide at vågne op og se sig selv i spejlet. Kan man stadig finde den kristne kulturarv og de værdier, som har gjort danskere til et at verdens lykkeligste folkefærd?

Kæmper vi kun for det gode liv for vore egne nærmeste, eller strækker overskuddet sig også til at tage sig af udsatte mennesker, om det så er flygtninge, arbejdsløse, syge eller ældre? Vi har alle brug for, at menneskeligheden ikke forsvinder i økonomiske beregninger og uendelige stramninger. Lad os vise, at når vi løfter i flok og går sammen om at løse problemer og hjælpe folk i nød, så ender det med, at det i sidste ende også gavner os selv.