BDM fik fodslag med albansk missionspartner

– Manglende forståelse for den realpolitiske situation i landet er skyld i korruptions-anklager, siger generalsekretæren for Brødremenighedens Danske Mission efter besøgBDM’s missionssekretær Jørgen Bøytler aflagde et besøg hos Fondazioni Kristiane Humanitare (FKH) første uge af december i anledning af anklager om korruption hos generalsekretæren. FKH er Brødremenighedens Danske Missions (BDM) samarbejdspartner.

Jørgen Bøytler var tilfreds med de fremviste regnskaber i Albanien

– FKH’s bestyrelse er sammen med mange andre ked af, men ikke overrasket over de beskyldninger om korruption, der har været imod FKH’s generalsekretær, der er tidligere direktør af Albansk TV. Kendskabet til den realpolitiske situation i landet og kendskab til, hvad lederens tidligere job indebar af ansvar og navigering i en meget politiseret offentlighed gør, at FKH og BDM konstaterer, at de vilde beskyldninger i dele af pressen holdt op med at komme lige så hurtigt, som de var begyndt. Ingen retssag er rejst mod FKH’s generalsekretær, som heller ikke har været tilbageholdt, oplyser Jørgen Bøytler.

Regnskaber OK

Ved besøget var det muligt for missionssekretæren at møde FKH, både bestyrelse og gruppeledere, fra forskellige dele af landet, til forhandlinger om situationen og om visioner for fremtiden.
FKH’s bestyrelse fremlagde desuden sit regnskab og det kunne konstateres, at revision og regnskabsaflæggelse er i orden. BDM konstaterer, at en del af arbejdet i FKH har lidt under den forløbne tids uro, hvilket har betydet en vis nedgang i aktiviteterne. Samtidig konstateres det, at aktivitetsniveauet igen er stigende.
– FKH’s bestyrelse er optaget af, at arbejdet får lov til at udvikle sig, meget gerne i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med BDM. Det kunne konstateres, at det fælles fodslag mellem FKH og BDM eksisterer, siger Jørgen Bøytler.