Figenbladets lov

Bodil Lanting

Da Adam og Eva havde syndet i Edens Have, så de til deres rædsel, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om sig, læser vi i Første Mosebog.

Der findes utallige vittigheder om de første mennesker og deres fristelse. I vores del af verden fremstilles den forbudne frugt ofte som et æble, mens jøderne mener, at det var en figen.

Men uanset hvad slags frugt der var tale om, har de to syndere nok valgt at klæde sig i figenblade, fordi disse blade faktisk er ret store og derfor praktiske, hvis man skal skjule noget i en fart. Figenbladet var det praktiske valg for mennesker midt i en have med alle slags træer.

Desværre fik Adam og Eva – og deres efterkommere – også travlt med at dække over sandheden. De undskyldte sig selv og beskyldte hinanden for at være årsag til syndefaldet, da Gud krævede dem til regnskab. Og resten af den sørgelige historie kender kun vi alt for godt.

Apostlen Paulus skrev om legemet og lemmerne, som har omsorg for hinanden. Den kristne menighed har forskellige lemmer med hver deres funktion.

Nogle lemmer får helt naturligt plads i rampelyset til offentlig beskuelse og ofte til ære for resten af menigheden.

Andre er mere svage og ’mindre ærefulde’. Men de svage hører også med som nødvendige for helheden. Gud selv har sat dem på legemet. Og de ’mindre ærefulde’ og dem, vi generer os ved at vise frem, bliver vist særlig ære og omsorg. Vi gør os nemlig store anstrengelser for at dække over dem.

Figenblade skal der til!
Disse figenblade skal naturligvis ikke skjule det, der i sandhedens og næstekærlighedens navn nødvendigvis må frem i lyset.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Men midt i en løvfaldstid er det godt at dirigere ytringsfriheden i den rigtige retning.

Man kan for eksempel tænke på Luthers forklaring til det 8. bud: ”Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke lyver vor næste noget på, ikke forråder ham, bagtaler ham eller bringer ham i vanry, men undskylder ham, taler godt om ham og optager alt i bedste mening.”

Man kan også tænke på legenden om den hellige mand, der altid kunne finde noget godt at sige om andre. Hans venner syntes efterhånden, det var lidt for meget af det gode. De satte ham så på prøve ved at nævne en mand, som var det, man på godt dansk kalder ”et rigtig dumt svin”.
Hvad sagde den hellige mand så?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Nåh, ja. Ham kender jeg godt. Han har simpelthen den allermest fantastiske kone!