Quo Vadis tilbage i kampen efter ’time-out’

Ny bestyrelse tror på en fremtid for det kristne behandlingssted i Kolding og vil gøre en ekstra indsats for at skaffe beboere med behandlingsgarantiQuo Vadis har på sin generalforsamling d. 28.3. valgt tre nye ind i bestyrelsen, nemlig Magrethe Riis, Henning Bech-Larsen og Karl Erik Nielsen.

– Vi er parat til at hjælpe, siger Jørgen Johansen fra Quo Vadis

– Selv om vi lige nu kun har en beboer på Quo Vadis, har vi valgt at fastholde personalenormeringen for at gøre en ekstra indsats i det opsøgende arbejde blandt misbrugere, på væresteder, misbrugsrådgiv-ningerne og på det politiske plan, fortæller formand Jørgen Johansen.
– Vi kører bogstaveligt rundt fra sted til sted i hele landet for at gøre opmærksom på Quo Vadis. Dertil kommer, at vi har iværksat en annoncekampagne i de fleste større amtsaviser, hvor vi gør opmærksom på behandlingsgarantien, og at Quo Vadis er parat til at hjælpe. Endelig har vi også valgt at gå direkte ud i misbrugsmiljøerne, sådan som Quo Vadis altid har haft for skik at gøre, for om muligt at opsøge og redde nogle af dem, der er fortabt i et misbrug.

Vil have del i de 300 millioner, der er afsat

– Vi mener, at behandlingsgarantien bør være muligheden for troens folk til at hjælpe bl.a. narkomaner ud af deres misbrug. Aldrig har der på papiret været større muligheder for at hjælpe en narkoman. Der er afsat 300 millioner kroner til formålet via SATS puljemidlerne på narkoområdet i år. De er bl.a. tænkt til det private område.
Jørgen Johansen kommer med denne direkte opfordring til læserne:
– Det nye i loven om behandlingsgaranti er, at du kan være med til at bestemme, hvordan og hvor de mange penge skal bruges, hvis du kender en, som er narkoman. Du kan gå med vedkommende ned til sagsbehandleren og foreslå et kristent behandlingssted. Narkomanen har nemlig ret til selv at bestemme, hvor han eller hun vil i behandling.
Når behandlingen først er bevilget, så skal der efter vores opfattelse være meget gode grunde til, at det offentlige ikke vil være med til at efterkomme narkomanens ønske om at komme i behandling på et kristent sted, som eksempelvis Quo Vadis, slutter Jørgen Johansen fra Quo Vadis i Kolding.
Henri.